Næste version af wi-fi skal gøre ethvert kabel overflødigt
Arbejdet med at skabe en standard for trådløse hjemmenetværk, som sætter hastigheden op til en gigabit per sekund, er begyndt med overvældende interesse. Foreløbig er største forhindring, at en anden standardiseringsgruppe kom først.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Synes du, at det trådløse netværk er for langsomt, og har du derfor kobberkabler liggende mellem dine computere, så venter du måske også med længsel på, at den nye udgave af wi-fi-standard endelig kommer på markedet.
Den nye version på op til 300 megabit per sekund, IEEE 802.11n, eksisterer fortsat kun som udkast, men alligevel har chip- og udstyrsproducenterne allerede sat sig sammen for at udvikle dens efterfølger.
Målet er at få hastigheden op over en gigabit per sekund, og lykkes det, forsvinder ethvert hastighedsargument for at benytte ethernet over kabler derhjemme.
En studiegruppe arbejder foreløbig under standardiseringsorganisationen IEEE under navnet Very High Througput, VHT. Endnu er den langt fra klar med de tekniske specifikationer, men ifølge Eetimes ligger det fast, at det lynhurtige wi-fi skifter frekvens.
Dagens wi-fi-net findes i frekvensbåndene 2,4 og 5 GHz, men i fremtiden skal det helt op i 60 GHz. Det skyldes, at wi-fi er nødt til at benytte frekvenser, som ikke kræver licens fra nationale myndigheder, og så er udbuddet begrænset.
På så høje frekvenser som 60 GHz er rækkevidden traditionelt et stort problem, men det er ikke den første udfordring, som super-wi-fi skal overvinde.
I første omgang skal studiegruppen have lov til overhovedet at foreslå en standard. Det kan blive vanskeligt nok, fordi en anden gruppe under IEEE allerede er i gang med at specificere en standard for datakommunikation i samme frekvensbånd.
Den gruppe har dog ikke dit trådløse computernetværk i tankerne, men sigter først og fremmest på trådløs overførsel af ukomprimeret video med hastigheder på op til fire Gbit/s, for eksempel fra en dekoder til en tv-skærm, der hænger på væggen.
De første produkter, der kan det, findes allerede på markedet, men er uden en standard. De kommer blandt andet fra israelske Amimon, som Sharp har taget til sig, så tv-signaler i fuld opløsning (Full HD) kan sendes til nogle af den japanske producents fjernsyn.
Der er også andre oplagte konkurrenter for det super-hurtigere wi-fi-net, først og fremmest Ultra Wide Band (UWB), der benyttes til trådløst USB.
IEEE kræver, at wi-fi-gruppen kan tilbyde funktioner, som er væsentligt forskellige fra standarden for videooverførsel. Det kan blandt andet være, at wi-fi selv finder ud af benytte de nuværende standarder, hvis der af en eller anden grund ikke længere er dækning på 60 GHz.
Samtidig vil wi-fi-gruppen ifølge Eetimes forsøge at optimere udnyttelsen af de nuværende frekvenser. Det vil ikke give højere hastighed end de 300 Mbit/s til hver computer på netværket, men måske kan en sender (access point) samlet bringes op på at levere en gigabit per sekund til flere computere.






