/byggeri

Sur minister hænger energifrådsere ud på nettet

Kun halvdelen af landets kommuner opfylder kravet om at gå energiforbruget i blandt andet børnehaver efter i sømmene. Resten er kommet i gabestok på internettet, fordi klimaministeren er træt af at vente.

Af Magnus Bredsdorff, mandag 07. jul 2008 kl. 10:14

Kun 48 af landets 98 kommuner kan love klima- og energiminister Connie Hedegaard (K), at de bliver færdige med at energimærke deres bygninger på mellem 60 og 1.500 kvadratmeter, inden fristen udløber om et år.

Energistyrelsen har skrevet rundt til landets kommuner for at skaffe sig overblik over, om de er klar til at gå de mindre bygninger, der blandt andet omfatter skoler og børnehaver, efter i sømmene.

Styrelsen har allerede forlænget fristen, så kommunerne har fået halvandet år ekstra. De hævdede nemlig, at det var umuligt at blive klar ved indgangen til i år, blandt andet fordi der mangler energikonsulenter til at udføre arbejdet.

Connie Hedegaard: Undskyldningerne holder ikke

Men Connie Hedegaard, der vil have energiforbruget i de offentlige bygninger ned, er så utilfreds, at hun har offentliggjort en liste over, hvilke kommuner der smøler.

»Det er ikke godt nok, at så mange offentlige bygningsejere endnu ikke har energimærket deres bygninger. Undskyldningerne holder ikke længere – vi forlængede netop fristen halvandet år for blandt andet at tage højde for kommunalreformen,« lyder det fra klimaministeren i en pressemeddelelse.

»Der bliver jo ikke mindre mangel på energikonsulenter, hvis kommunerne venter. Tværtimod risikerer vi igen at stå med et flaskehalsproblem, fordi energimærkningen udskydes til sidste øjeblik,« tilføjer hun.

Dansk Byggeri: For slapt at forlænge fristen
Organisationen Dansk Byggeri påpeger i en pressemeddelelse, at en rapport fra DTU i maj viste, at der er op til 70 procent at spare på energiregningen i offentlige bygninger, som udgør ti procent af den samlede bygningsmasse herhjemme.

»På den baggrund er det naturligvis uacceptabelt, at halvdelen af landets kommuner melder tilbage, at de ikke forventer at have energimærket deres bygninger. Vi har hele tiden været bekendt med, at det stod sløjt til med indsatsen, og desværre er pisken endnu ikke fundet frem. Det var tværtimod slapt, at Energistyrelsen i første omgang reagerede på problemerne ved at give fristforlængelse fra den 1. januar 2008 til 1. juli 2009,« siger direktør, Michael H. Nielsen

Meget tyder på, at ganske mange offentlige myndigheder ikke har tænkt sig at leve op til de lovbefalede krav om energimærkning. Det sætter energiaftalens forudsætninger under pres,« tilføjer han.

Kommunerne har allerede energimærket alle deres rådhuse og andre store byggerier over 1.500 kvadratmeter.

Connie Hedegaard har med sin gabestok også minimeret feltet af ansøgere til at blive Energiby til 48 dukse. Energimærkningen er nemlig en af forudsætningerne for at få hendes stempel som en af de tre første energirigtige byer herhjemme. Konkurrencen er netop gået i gang.



07. jul 2008 kl 17:02

Bjarke Mønnike

Gad vist

Om energiminiteren har styr på sit eget energiforbrug. :-)

Hvis man ikke har bemærket det så hedder hun HEDEGAARD til efternavn :-)





07. jul 2008 kl 18:39

Robert Medin

Re: Gad vist

og så gik jeg og troede at hun hed NÆRIGGAARD.


07. jul 2008 kl 21:15

jens mose pedersen

Statens bygninger?

Gad vide hvordan det går med energimærkning af statens egne bygninger?
Jeg er ret sikker på at det er endnu ringere end kommunernes bygninger. Og en ting er så mærkningen. At nedbringe energiforbruget står det sikkert endnu ringere til med.
Den nuværende regering er som regel meget bedre til at stille krav til andre end at opfylde dem selv.


08. jul 2008 kl 01:40

Finn Christensen

Re: Gad vist

Om energiminiteren har styr på sit eget energiforbrug. :-)

Hvis man ikke har bemærket det så hedder hun HEDEGAARD til efternavn :-)


Og denne gang er Hedegård i gang med en ørkenvandring (nej ikke dem, der har olie)...

Næste valg er tæt på, så kommuner energi bruges til trykning af plakater ;-) og besættelse af taburetter de næste par år tid.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.