Foreløbig pris for forsinket rejsekort: 313 millioner kr.
Selskabet bag de elektroniske tog- og busbilletter har hidtil brugt 313 millioner kroner på at udvikle det tre år forsinkede system, viser årsregnskabet. Det afslører også kontraktsummen med leverandøren, som lyder på ca. 375 millioner kroner.
Læs også
-
Direktør for forsinkede elektroniske billetter smidt på porten
-
Tre år forsinket: Leverandør fejlvurderede dansk rejsekort totalt
Læs mere om
313 millioner kroner. Sådan lyder den foreløbige regning for det elektroniske rejsekort, som indtil videre er tre år forsinket og efter den senest revidere plan skal erstatte papirbilletter i busser og tog over hele landet i 2011.
Hidtil har bus- og togselskaberne, med DSB i spidsen, været yderst tilbageholdende med at oplyse detaljer om økonomien i projektet, men årsregnskabet for 2007 giver indblik i nogle af nøgletallene.
De 313 millioner kroner er den samlede værdi, som Rejsekort A/S anslår udviklingen af systemet med de små RFID-chips og kortlæsere på stationer og i busserne til. Den udgør hovedparten af aktiverne i selskabet og blev sidste år forøget med 47 millioner kroner.
Underskuddet landede sidste år på 11 millioner kroner. Det er langt mindre end forventet, fremgår det af årsregnskabet for det særlige selskab, som DSB har stiftet til at varetage sin ejerandel af projektet. Den er på 52 procent.
Underskud vokser i år
Ifølge DSB Rejsekort A/S skyldes det mindre underskud forsinkelserne, da der måtte ændringer af systemet til. DSB forventer et underskud på 62,5 millioner kroner i år.
Det er ikke specificeret i regnskabet, nøjagtig hvordan pengene er brugt. Til gengæld står det klart, hvad kontrakten med konsortiet East-West, som udvikler rejsekortet, lyder på. Den oplysning har det ikke tidligere været muligt at lokke ud af trafikselskaberne.
Rejsekort A/S skal betale mellem 365 og 385 millioner kroner til konsortiet, der er styret af Thales, som har allieret sig med Accenture, der igen arbejder sammen med TDC, IBM og KHR-arkitekterne.
De har netop måttet æde en ny tillægskontrakt – den fjerde, og Ingeniøren har derfor spurgt Rejsekort A/S, om det betyder, at kontrakten bliver dyrere. Hverken den nye direktør, DSB's tidligere salgsdirektør Bjørn Wahlsten, eller andre fra selskabet ønsker dog at svare på spørgsmål med navns nævnelse, men selskabet lader forstå, at den seneste forsinkelse kun gør systemet dyrere for East-West. Rejsekort A/S skal ikke af med flere penge.
Bod for forsinkelser
Ifølge Rejsekort A/S har konsortiet også accepteret at betale en bod for forsinkelserne, men selskabet vil ikke oplyse, hvor meget den lyder på. Beløbet fremgår hverken af selskabets eget regnskab eller af regnskabet fra DSB Rejsekort A/S.
Rejsekort A/S oplyser til Ingeniøren, at den samlede regning for hele projektet, inklusive bus- og togselskabernes egen andel, forventes at lande på omkring en milliard kroner.
Regnskabet viser også, at bus- og togselskaberne i hovedstaden sidder tungt på projektet med at indføre elektroniske billetter. Kun DSB, Movia og Metroselskabet ejer flere end fem procent af aktierne. DSB anfører, at togselskabet ikke alene har bestemmende indflydelse, selv om det ejer over halvdelen af aktierne.






