Solsystemets grænse: En kaotisk region
De seneste målinger fra de to Voyager-rumsonder tyder på en ukendt fysisk dynamik i grænseområdet til det ydre rum.
Her ses en overdrevet fremstilling af den såkaldte bovbølge, altså der hvor solsystemets grænse rammer den interstellare, kosmiske stråling. Jorden og de andre planeter kan ikke ses i dette store perspektiv.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
- Nogle partikler beholder overlydshastigheden (kræver betaling)
- Afslutningschokkets dynamik afhænger af ikke-termale ioner (kræver betaling)
- Det interstellare magnetfelt er ujævnt (kræver betaling)
- Pick-up protoner har større betydning end ventet (kræver betaling)
- Kraftige plasmabølger i nærheden af afslutningschokket (kræver betaling)
- Helioshedens tryk bestemmes af pick-up protonerne (kræver betaling)
- Nyhedsartikel fra Reuters
Vores solsystem er skævt, set udefra. Det konstaterede amerikanske forskere allerede da Voyager 2 krydsede Solens chokfront, ved grænsen til det ydre rum, i august 2007.
Først nu præsenteres de videnskabelige konklusioner af sondens målinger, og de rummer nye overraskelser.
Chokfronten (Termination Shock) defineres som det område af rummet, hvor solvinden er bremset så meget ned, at den kommer ned under lydens hastighed. Nedbremsningen sker på grund af sammenstødet med den interstellare, kosmiske stråling.
Området viser sig at være en misformet kugleskal, der strækker sig rundt om solsystemet langt uden om de yderste planeters omløbsbaner.
Voyager 1-sonden passerede allerede chokfronten i 2004 i en afstand af 94 AU, svarende til 94 gange Jordens middelafstand til Solen. Men Voyager 2 ramte allerede grænsen ved 83,7 AU, og grænseområdet var rodet. Det vil sige, at sonden passerede flere gange ind og ud af grænseregionens særlige partikelskyer.
Chokfronten er en mystisk region, hvor energier omlades fra solvindens elektrisk ladede partikler til andre partikler.
Ved overgangen til underlydshastighed mister solvinden 80 procent af sin energi. En del af energien samles i såkaldt energirige partikler, men resultaterne fra Voyager 2 viser, at det kun gælder 10 procent af energien. De resterende 70 procent forsvinder et ukendt sted hen.
En teori går på, at såkaldte pick-up-ioner indsamler den ledige energi. De bliver på den måde varmet lidt op, og resultatet er et lille lufttryk, som dominerer Heliosheden, det tomme rum bag afslutningschokket.
Måleresultater fra Voyager 2 giver et fingerpeg i den retning. Sonden har nemlig plasmamålingsudstyr, som Voyager 1 ikke fik med.
Begge sonder blev opsendt for 31 år siden med det formål at udforske de store gasplaneter Jupiter og Saturn. Men sonderne har vist sig at være langtidsholdbare. Deres elektronik drives ikke af solpaneler, men af små atomkraftværker, der fungerer fint i det mørke, ydre rum.
Forskningsresultaterne er nu offentliggjort i forskertidsskriftet Nature.






