Julie Serritslev er groggy.

Hendes sorte, halvlange hårtotter stritter pjusket ud i toppen. I den ene hånd har den biotekingeniørstuderende fra DTU en flaske lunkent vand, i den anden en pakke saltede Tuc-kiks, som hun på skift kyler ned i en tør hals. Hun kniber øjnene sammen, når solen bryder gennem de askegrå skyer over campingområdet på Roskilde Festivalen.

Nattens festivitas var lang. Først klokken otte gad alle folk og gæster under lejrens pavillon at skrubbe hjem til soveposerne.

Nu er klokken 13, og Julie Serritslev kan bekymre sig om på et tidspunkt at skulle rydde op i dyngen af krøllede, kvaste Harboe-øldåser på græsset. Men lejrens batteri, som driver to højtalere, flere katoderør samt to LED-spots til diskokuglen, har hun ingen grund til at bekymre sig om. Overhovedet.

For modsat andre partylejre med egen musik og lysshow, drevet af hobevis af medbragte bilbatterier, klarer Julie Serritslevs lejr sig fint med vedvarende energi. Det sørger et solpanel og en vindmølle på toppen af en tilstødende armygrøn tipi for.

»Strøm er en stor mangelvare her. Folk er smaddernysgerrige og kommer hele tiden for at stille spørgsmål om, hvad det er for noget, vi har på tipien for så at sige, det er det fedeste. Ja, hvis da ikke de plager om liiige at få lov til at lade deres mobil op med vores overskudsstrøm,« fortæller Julie Serritslev og viser begejstret ind i tipien.

Alt er skævt
I en trækasse ligger tre mobiltelefoner og bliver ladet op via en forbindelse til to 12-volts-forbrugsbatterier. I midten står en massiv aluminiumsstang - eller som beboerne kalder den, stripper-stangen. Den bærer vindmøllen på toppen.

Dugen til indgangen af tipien bliver trukket til side. Nogle solstråler titter ind, og det samme gør Peter Kamby. Han er elektroingeniør på DTU og en anelse søvnig. Ikke af pjank og promiller, men af have brugt de seneste tre dage og nætter på at få de tekniske detaljer klar.

Sammen med Julie Serritslev og it-ingeniørerne Christian Sonne og Martin Drejer udgør han grundstammen i det hold, som har aset og maset, bikset og bakset med lejrkonceptet Camp Positive Energy.

Første gang var i 2006, og tre uger efter mudderkagerne fra sidste sommers smathelvede var størknet, satte holdet sig sammen for at hitte på nye vildere, vedvarende energitiltag. Dette års tilføjelse blev vindmøllen. En Rutland FM910-vindgenerator, der kan levere 72 watt ved en vindhastighed på 10 meter i sekundet.

»Den fluktuerer i vinden,« sukker Peter Kamby og kigger op på den for dernæst, som så mange gange før, at spejde over på og tage bestik af retningen hos en velvoksen Vestas-mølle på camping vest-området. Vestas-møllen peger konstant i en vestlig retning.

»Det er sikkert, fordi vores stang er helt skæv. Det er jo også svært at holde ting lige her på festivalen,« konstaterer Peter Kamby og finder et vaterpas.

Holdt langs stangen søger luftboblen i den gule ethanol mere ud mod siderne frem for midten af vaterpasset. Peter Kamby noterer til sig selv, at det må han lige se at få rettet op på, når der bliver tid.

Luftmadraspumpe skabte kortslutning
Bedre går det for solpanelet, et billigt tyndfilms 50-watts af slagsen på 65 gange 120 centimeter hængende i en kæde på den sydvestlige side.

Lejrens erfaringer viser, at selv om det er skyet, trænger UV-strålerne så kraftigt igennem, at der nærmest kan frådses med overskudsstrømmen.

På en selvbygget power distribution unit med nogle amperemetre aflæser Peter Kamby, at anlægget leverer en samlet effekt på omkring 48 watt. Heraf stammer blot seks watt fra vindmøllen. Lejrens forbrug ligger på 12 watt, hvilket Peter Kamby tillægger de opladende mobiltelefoner.

Overskuddet ryger i forbrugsbatterierne, som er valgt, fordi de giver en jævn strøm i lang tid og tåler dybde-udladning ned til 40 procent. Dertil kommer påmonterede sikringer med et sikringsniveau på samlet 13 ampere. Eneste gang, anlægget kiksede, var, da lejren havde slået pløkkerne i jorden, og de studerende benyttede en elektrisk pumpe til at puste luftmadrasserne op.

Fra batteriet slanger to ledninger sig ud af tipien og langs solsvedne græsstrå, gennem øldåser og cigaretskodder for at ende i stikket til to hjemmelavede højtalere, en Ipod og to LED-spots i pavillonen.

Gangster-kvæd og bioethanol
Ligesom energikilden er pavillonen heller ikke ordinær. For kan kommende ingeniører nøjes med en billig model fra Bilka? Nej, naturligvis ikke.

Camp Positive Energys pavillon minder mest om en miniatureudgave af Millennium Dome. Skabt af 102 meter aluminiumsstænger, en 2 kvadratmeter stor stålplade og 124 selvlavede samlingsstænger af stålrør.

Konstruktionen og opsætningen af den pavillon har voldt mest besvær. Mens Snoop Dogs gangsterrap buldrer ud af musikanlægget, går snakken derfor ivrigt om næste festivals nye tiltag.

»Jeg vil have noget bioethanol,« udbryder Julie Serritslev.

»Men man må jo ikke brænde noget af her på campingpladsen,« bemærker Peter Kamby og foreslår:

»Hellere nogle brændselsceller og metanol. Så skal vi bare sørge for, at svenskerne ikke drikker det, når de løber tør for øl.«