Det har længe været god tone i liberal økonomisk politik at maksimere folks valgmuligheder. Det handler om at tage mennesker alvorlige som frie og selvbestemmende individer. Vi kan selv – det er filosofien.

En gruppe psykologer og adfærdsøkonomer har dog i løbet af det sidste par år udfordret denne liberale grundfilosofi med en række slående fakta. Vi vælger sjældent optimalt i forhold til vores egne ønsker og behov.

I supermarkedet køber vi det, der står forrest, og ikke det, der er sundest. På kontoret sidder vi ned dagen lang i stedet for at stå op engang i mellem. Og derhjemme har vi stadig hverken smidt fjernsynet eller smøgerne ud af vinduet, selv om vi har tænkt på det hundreder af gange.

Valg-arkitektur
Vi mennesker tænker ikke særlig meget over vores valg og handlinger. Derfor er det som politiker, som leder og som forældre nødvendigt at tilskynde os til at tage de rigtige valg med små tricks, der tager højde for vores mangelfulde biologi og fornuft, og som kan lede os i den rigtige retning.

Det kaldes valg-arkitektur. I stedet for at belære hinanden med manualer og advarsler er det ofte mere givtigt at designe det landskab, som vores frie valg bevæger sig på. Og det gælder ikke kun i børnehaven, men også i det offentlige rum.

Et klassisk eksempel: Aad Kieboom var økonom i Schiphol Lufthavn i Amsterdam. Han havde et rengøringsproblem med mænds dårlige sigte på toiletterne, så han fik tegnet en flue i hvert urinal, som mændene kunne sigte efter. Og det gør mænd jo. Fluen var tilmed placeret så strategisk, at tilbagesprøjtet fra kummen blev minimeret. Det samlede spild faldt med 80 procent.

Et mere alvorligt eksempel er organdonation. I lande som Danmark, hvor organdonation aktivt skal tilvælges af borgerne, ligger antallet af organdonationer på 12 personer pr. én mio. indbyggere. I lande som Spanien og Frankrig, hvor man har "formodet samtykke", dvs. hvor man aktivt skal fravælge organdonation, er tallet tre-fire gange så højt.

Dårlige beslutninger
Valg-arkitektur er en vigtig erkendelse. Økonomer og politikere har tradition for at nøjes med forskrifter og anbefalinger, men måske findes der en nemmere vej til målet.

I bogen "Nudge – Improving Decisions About Health, Wealth, and Happiness" skriver adfærdsøkonom Richar H. Thaler og politolog Cass R. Sunstein, at ethvert udbud af valgmuligheder jo allerede indeholder en prioritering, fordi alle mennesker har en "status quo bias" – dvs. en automatisk præference for det umiddelbare og givne. Ved at designe denne status quo mere fornuftigt vil man kunne hjælpe mange mennesker.

Andre psykologiske faktorer, der kan føre til dårlige beslutninger, er:

* vores tendens til at minimere personlige tab (for eksempel er den vrede, folk føler ved at tabe 100 kroner, dobbelt så kraftig som den glæde, de føler, hvis de vinder 100 kroner)

* vores tendens til at se mønstre i alting (tænk, hvor stor en indflydelse lottotal, planetpositioner og almindelig overtro har)

* vores tendens til at have alt for stor tillid til mavefornemmelser frem for fakta og statistik (for eksempel at tage bilen til München i stedet for flyet fordi man er dødsangst).

Nudge, nudge!
Thaler og Sunsteins arbejde kan ses som en videreførelse af nobelpristagerne Daniel Kahneman og Amos Tverskis banebrydende arbejde fra 1973, hvor de viser, at mennesket netop ikke er denne rationelle maskine, denne Homo Economicus, der altid er den bedste til at vælge optimalt for sig selv.

Thaler og Sunstein kalder deres ledelsesprincip "to nudge", som bedst kan oversættes med at skubbe eller puffe lidt i den rigtige retning, dog uden at begrænse den personlige frihed på nogen måde. De definerer det som en form for liberal paternalisme, dog med tydeligt ubehag ved at blive slået i hartkorn med politiske ideologier.

Hvis beslutningstagere ville omfavne disse ideer til fulde, kunne det betyde væsentlige sociale forandringer. Ifølge juraprofessor Martha Albertson Fineman er ægteskabsinstitutionen for eksempel blevet uhensigtsmæssig for mange mennesker.

Hun foreslår, at de statslige subventioner og "nudges", der er knyttet til et seksuelt forhold mellem to personer, i stedet burde flyttes over til forholdet mellem en forsørger og den forsørgede.

I gamle dage var mand-kvinde-forholdet måske et forsørger-forsørgede forhold, men i dag, hvor kvindefrigørelsen er kommet så langt som den er, må statens rolle i ægteskabet gen­overvejes.

Lederen af det konservative parti i England, David Cameron, holdt så sent som sidste fredag en tale, hvor han argumenterede for at bruge nudge-princippet på blandt andet energiområdet.

»Vi må høste den kraft, der ligger i sociale normer, for at kunne bevirke sociale forandringer,« sagde Cameron og foreslog, at politikere i stedet for at lovgive sig ud af ethvert problem, kan komme længere med tilskyndelser til adfærdsændringer ved hjælp af nudges.

Hjælp til selvhjælp
Også mange andre er begyndt at bruge psykologernes og adfærdsøkonomernes indsigter. I stedet for skræmmekampagner og hårrejsende budskaber på cigaretpakker, forsøger man for eksempel at lave frivillige aftaler, der indeholder økonomiske incitamenter.

I en artikel med titlen "Put Your Money Where Your Butt Is" lod Xavier Giné fra Verdensbanken et antal rygere oprette en dedikeret konto, hvor de indbetalte en sum penge og indvilgede i at tabe pengene (og donere dem til en NGO), hvis de ikke overholdt deres eget frivillige rygestop. Succesraten steg med 30 procent i forhold til andre teknikker.

Metoden er endda tilgængelig på en hjemmeside. På stickk.com kan man lave en kontrakt med sig selv om at overholde et selvvalgt løfte, og man kan endda vælge at tabe alle sine investerede penge til de personer eller organisationer, som man hader mest, som for eksempel National Rifle Association i USA. Noget af et incitament.