/byggeri

Indeklima i DR's nyhedshus skal udbedres for mindst 35 millioner

Ventilations- og indeklimasystemerne i DR's nyhedshus var underdimensionerede fra starten. Det viser en rapport fra Rambøll. DR kræver erstatning fra den ansvarlige arkitekt, Dissing + Weitling.


Fakta: Indeklimaet i Segment 2 i DR Byen

Sådan har forløbet været indtil nu
* Ved indflytningen efteråret 2006 var huset ikke færdigt. Arbejdet med facaden var ikke afsluttet, og indregulering af ventilationsanlægget var ikke gennemført.
* Vinteren 2006/2007 blev der konstateret omfattende problemer med klimaskærmen.
* Forår/sommer 2007 blev øst- og vest-facaderne demonteret for at afhjælpe utætheder.
* Sommer 2007 blev der gennemført en indregulering af ventilationsanlægget, og der blev konstateret kapacitetsproblemer for ventilations- og køleanlæggene
* November 2007 blev det konstateret. at indeklimaproblemerne ikke kunne løses ved indregulering af ventilationsanlægget.
* Ultimo 2007 blev der konstateret varmeproblemer i atriet.
* Ultimo 2007 blev udarbejdet en handlingsplan for afhjælpning af indeklimaproblemerne
* December 2007 blev Rambøll koblet på sagen for at analysere indeklimaproblemerne og finde varige løsninger.
* Vinteren 2007/2008 blev varmen forøget på nordfacaden.
* Foråret 2008 blev styringsprincippet for ventilationsanlæggene ændret.
* Ultimo juni 2008 foreligger rapport fra Rambøll Danmark, der peger på omfattende tiltag, udover hvad der blev nævnt i den oprindelige handlingsplan.

Læs også

Læs mere om

Dokumentation

Af Ulrik Andersen, torsdag 26. jun 2008 kl. 14:01

De imponerende glasarealer på facade og tag i DR Byens nyhedshus er alt for store i forhold til bygningens køle- og varmesystemer.

Det konkluderer en rapport om årsagerne til indeklimaproblemerne i nyhedshuset, som Rambøll har udarbejdet for DR. Rambøll anslår, at udgifterne til udbedringer vil koste mellem 35 og 55 millioner kroner, skriver DR i en pressemeddelelse.

»Det er en alvorlig sag. Én ting er, at vi har fået et meget dyrt og flot byggeri, men det er ganske enkelt totalt uacceptabelt, at én af bygningerne fra starten har haft helt grundlæggende fejl og mangler,« siger DR's generaldirektør, Kenneth Plummer. i pressemeddelelsen.

DR vil nu kræve erstatning fra det konsortium bestående af arkitekten Dissing + Weitling, rådgiverne Niras og engelske Arup, der tegnede og projekterede bygningen.

»Det er store fejl, der skal udbedres, og DR vil kræve erstatning for de fejl og mangler, der er konstateret,« siger Kenneth Plummer.

DR fik i februar et påbud om at forbedre indeklimaet fra Arbejdstilsynet. Derfor har koncernen ikke tid til at vente på, at ansvaret bliver placeret. I stedet går medievirksomheden med det samme i gang med de nødvendige forbedringer.

»Eventuelle DR-udgifter i denne sammenhæng kan vi afholde inden for budgettet. Det sikrer den risikovurdering, vi har for byggeriet,« understreger Kenneth Plummer.

Entreprenørerne på projektet var NCC Construction, DR-Komplet. Lindpro A/S, Bravida Danmark A/S og MT Højgaard A/S.



26. jun 2008 kl 15:30

Carsten Scherrebeck Møller

Hvem er hovedentreprenøren?

Entreprenørerne på projektet var NCC Construction, DR-Komplet. Lindpro A/S, Bravida Danmark A/S og MT Højgaard A/S.

Historien ligner, at DR ikke blot er bygherre, men hovedentreprenør?

Hvis, så hænger DR på alt ansvar selv. Et sådant setup har jeg set før, og argumentet, som arkitekter og ingeniørselskaber fyrer af, er at man som bygherre kan spare en femtedel, hvis man vælger at undvære en hovedentreprenør. Det egentlige argument, som aldrig fortælles til en bygherre, er at leverandører dermed sparer sig for at blive ansvarlige for den samlede byggesag, og det er en afgørende fordel for dem, fordi fejl og mangler ofte kan beskyldes for at være en helhedsfejl i projektets sammenstykning af delobjekter, dvs. bygherrens egen fejl, fordi bygherren desuden selv har været leder.

For eksempel, dur et klimasystem ikke? Jamen, det er jo ikke klimasystemets fejl, det fungerer jo, det er blot ikke indkøbt stort nok, dvs. bygherrens ansvar, fordi bygherren har være leder.

Et andet argument, som rådgivere og leverandører aldrig nævner for en bygherre, er at de undgår at blive presset på pris, når de slipper for at blive ledet af en hovedentreprenør. Endda slipper de for at betale for en tilstrækkelig stor professionel ansvarsforsikring, fordi kun en erfaren hovedentreprenør ved at forlange reelle priser og forlange finansiel sikkerhed imod fejl.

DR er tydeligt blevet narret ind i en klub af sovs, og plyndret i alle lommer forfra og bagfra og bag ører. Det har lignet en fest, og sjovt har det helt sikkert også været, men det har kostet. Kynisme har måske også hersket, at det har været et tagselvbord fordi skatteydere vil dække, og fordi venner sørger for at beskytte hinanden.

Jeg vil sådant set tilgive alle alligevel, fordi byggeprojekter sjældent er perfekte. Men det forudsætter, at DR's nye hjemsted bliver godt, når fejlene er rettet. Hvis det er modsat, at intet er beregnet, alt alt er bygget på tankeløse måder, da bør lyn og torden hærge.

Nogle arkitekter, der har bygget i Ørestaden, har været så inkompetente, at de fx har glemt at lejligheder behøver en entre, således at lejligheder er ubeskyttet imod naboers snagen umiddelbart uden for døre. Dermed rasler påståede gode lejligheder ned i et niveau hvor kun fængselsceller hører hjemme. For at kompensere for det, kan sådanne arkitekter finde på at male gangarealer hamrende gule, for at give så stor ulyst til at befinde sig i disse gange, at man aldrig ønsker at være der, og så er entreer jo ikke absolut fuldstændig nødvendige, og så ligner en stue pludselig at være stor, og så kan man narre idioter til at købe.

Beretninger fra DR personale, om hvordan det er at arbejde i det nye hus, tyder på at intet er gennemtænkt. I studier er man ude af stand til at læse hvad der står på papirer og på skærme, fordi lyset er forkert, fx. At de sveder, og fryser, og får lungebetændelse på grund af træk, har vi jo især også hørt om.


26. jun 2008 kl 15:54

avatar

Jan E. Sørensen

Køling? Er Statens byggerier ikke Co2 neutrale?

Kan man ikke tillade sig at forvente, at Staten stiller krav om energineutralhed (hvis det hedder sådan) til sine egne byggerier?

Såvidt jeg er orienteret, skal man ansøge kommunen specielt om tilladelse til køling, ud over den, som naturen selv forsyner os med. Har de virkelig kunnet få sådan en, når man tænker på hvor gigantiske energimængder, der går til dette?

Da jeg så byggeriet undrede jeg mig over hvordan man ville styre temperaturen og lysindfaldet med de gigantiske vinduer.

Og svaret er: Det kan man heller ikke.

PINLIGT. Men der er jo ikke flere chefer at fyre for den milliardskandale....

MVH
Jan


26. jun 2008 kl 16:04

Benny Amorsen

Re: Køling? Er Statens byggerier ikke Co2 neutrale?

Såvidt jeg er orienteret, skal man ansøge kommunen specielt om tilladelse til køling, ud over den, som naturen selv forsyner os med. Har de virkelig kunnet få sådan en, når man tænker på hvor gigantiske energimængder, der går til dette?

DR-byen har faktisk et på papiret fremragende køle/varmesystem baseret på jordvarme/jordkøling. Det er et system, der burde have et lavt energiforbrug. Jeg er ret sikker på, at det har været omtalt i Ingeniøren.


26. jun 2008 kl 16:35

Iver Sørensen

Et velkendt , men ignoreret problem med glashuse--

Hvorfor kan man ikke længere bygge huse af mursten, eller andre materialer der ikke slipper oceaner af personristende problematisk solvarme ind i lokalerne . Det er utroligt IN i tiden med disse glaskister , både i industribyggerier og skoler og alle steder er problemet det samme, menneskene solsteges i tropelignende temperaturer . Forstærket ventilation giver træk af luftvandringer og gener de mest udsatte i lokalet . Hvorfor skal et byggeri først og fremmest være en "skulptur" til arkitektens ære , frem for at blive designet som bedst muligt til de mennesker der skal opholde sig i bygningerne . Operahusets bygherre kunne trods sin høje alder vise mod til at gentrumfe sine fornuftsprægede synspunkter , uanset arkitektens halvfornærmelige holdninger .


26. jun 2008 kl 17:13

Peter Vestentoft

Re: Et velkendt , men ignoreret problem med glashuse--

Præcis min holdning. Hvad skal vi med alle de drivhuse og betonbunkers, der bygges i landet, som er elendige at være i, og sjældent flotte at se på. Ikke fordi at jeg er fanatisk tilhænger af det gammeldags, men der ER sjældent nybyggeri i DK, som er flottere end de gamle pakhuse der står langs Københavns (og mange andre byers) vandfront. Hvorfor kan arkitekterne ikke lave sådanne smukke bygninger, blot med nye streger. Havnefronten er jo snart en øjenbæ med alle de "drivhuse". Folk der bygger huse, skulle selv bo i dem, og folk der bygger biler, skulle selv køre i dem. Så burde selv italiensk teknik (Læs FIAT) kunne blive udmærket - for nu at komme ind på et helt andet emne.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.