Ingeniørens papirudgave bringer fredag 4. juli uddrag af følgende to debatindlæg fra henholdsvis Gunnar Boye Olesen og Morten Boje Blarke. På grund af pladsmangel kan indlæggene ikke bringes i fuld længde i avisen.
Jens Ramskov, Debatredaktør
-------------------------------------------
Atomkraft er ikke løsningen
af Gunnar Boye Olesen, Organisationen for Vedvarende Energi (OVE)
Det er sørgeligt når Arne Steinmark fra Ingeniøren slår til lyd for at vi skal bruge den dyreste farligste energikilde vi kender, nemlig atomkraften. Han har ret i at vi bør afvikle brugen af kul hurtigst muligt for at reducere Danmarks drivhusgaudslip; men atomkraften vil være som en hund i et spil kegler i den danske energiforsyning. Atomkraften giver, når den virker, en konstant produktion af el, som er dyr og generelt svær at regulere. De danske kulkraftværker giver derimod en variende elproduktion tilpasset efter behov, varmeforbrug, vindkraft, norsk vandkraft overskud/underskud osv. Det er derfor helt andre løsninger, der skal til for at erstatte de danske kulkraftværker. Vi har fra OVEs side fremlagt en vision om at reducere CO2 udslippet med over 50% frem til 2020 og gå over til 100% vedvarende energi indtil 2030. Det er den type omstilling, der skal til, hvis vi skal tage klimaproblemerne alvorligt. I OVEs vision erstattes kulkraften med biomassekraftvarme, vindkraft og bølgekraft, samt en mindre andel solceller. Da hovedparten af strømmen skal komme fra vindkraft er der behov for at kraftvarmeværkerne bliver så fleksible som muligt. Det klares bl.a. ved at udstyre dem med varmepumper, som overtager varmeforsyningen når der er overskud af vindmøllestrøm. Samtidig er det en del af visionen at der skal satses massivt på energibesparelser, både el-og varmebesparelser. IDA har fremlagt en energivision med mange af de samme løsninger som OVEs; dog uden at sigte mod omstilling til vedvarende energi indtil 2030.
I forhold til visioner som OVEs vil en satsning på atomkraft give dyrere strøm, mindre fleksibilitet, mindre forsyningssikkerhed, samt sikkerheds og affaldsproblemer vi nu er behageligt fri for.
Arne Steinmark har også gjort sit forarbejde meget dårligt når han skriver at bl.a. Storbritannien, Slovenien og måske Tyskland øger deres brug af atomkraft. I Storbritannien har regeringen meldt ud at den ønsker atomkraft, hvis private selskaber vil bygge dem. Og det er der kun firmaer, der vil, hvis staten sikrer tilstrækkelige tilskud. Men de brittiske skatteborgere skal allerede betale over 60 milliarder £ for at sikre afvikling af gamle atomkraftværker og andre nukleare installationer. I Slovenien har regeringen udtalt sig positivt om mere atomkraft; men landets eneste reaktor er nylig stoppet efter et spektakulært uheld, hvor det vandet forsvandt fra det primære kølesystem. I Tyskland er der nok folk, der drømmer om mere atomkraftværk; men den reelle dagsorden er om man skal fortsætte den planlagte lukning af alle landets reaktorer, eller man skal lade nogle af dem køre længere end aftalt. Det er også forkert når Arne Steinmark påstår at affaldsproblemerne er løst: Sverige, Finland og andre lande med atomkraft mangler sikre løsninger for det højradioaktive affald. Og endelig er uranforsyningen langt fra sikret; 1/3 af det nuværende reaktorbrændsel kommer fra svindende uranlagre fra den kolde krig. Og der står hverken miner el.a. parat til at overtage forsyningen når lagrene er tømte.
--------------------------------------
Den anden vej
Af Morten Boje Blarke, Civilingeniør, Ph.D. stipendiat, Aalborg Universitet
Arne R. Steinmark har ret: europæisk kernekraft kan hjælpe os af med kullet. Men Steinmark undlader at diskutere alternativerne, og overser i øvrigt risikoen for, at europæisk kernekraft i et åbent transmissionssystem med stor sandsynlighed også vil hjælpe os af med den decentrale kraftvarme og de forbrugerejede produktionsselskaber til stor ulempe for danske fjernvarmeforbrugere.
I yderkanten af min netop indleverede afhandling “The missing link in sustainable energy” argumenterer jeg for, at dansk energipolitik står overfor et valg mellem to inkompatible modeller for en klimavenlig udvikling af energisystemet. Jeg argumenterer også for at grundlaget for at sammenligne de komparative teknisk-økonomiske og miljømæssige konsekvenser for de to modeller let udvikler sig til pseudo-videnskab. Der er grundlæggende tale om et strategisk og politisk valg.
I den ene model, som Steinmark plæderer for, åbnes energisystemet i stigende grad op overfor vores nabolande, og den indenlandske forsyningsplanlægning satser på centrale kraft- og kraftvarmeproducenter i samspil med vindkraft. I denne model vil der indenfor en overskuelig planlægningshorisont være masser af kul i det danske energisystem, der så i stigende grad fortrænges af vand- og kernekraft. Dette valg indebærer to-cifrede milliard-investeringer i tvær-national transmissionskapacitet.
I den andel model videreudvikles det eksisterende delvist lukkede selvregulerende energisystem med decentrale kraftvarmeproducenter i samspil med vindkraft. I denne model vil der ske en fortsat fortrængning af kulfyrede centrale kraftværker til fordel for decentrale løsninger, især i videreudviklingen af den decentrale kraftvarme, men også i energibesparelser og lokale forsyningseksperimenter. Dette valg vil kræve to-cifrede milliard-investeringer i varmepumper, varmelagre, forgasningsteknologi, elbiler, effektiviseringer, samt i sikring af fortsat naturgasforsyning.
Denne anden model er unik i et globalt perspektiv og kan bane vej for det eksemplariske bæredygtige energisystem med optimal udnyttelse af exergien, på sigt helt uden fossile brændsler og kernekraft. Min vurdering er, at de politiske, demokratiske, og ejerskabsmæssige (værdifordelingsmæssige) konsekvenser taler for, at Danmark står ved sin mission, og viser vej til klimamålet med en delvist lukket model for indenlandsk integration af vindkraft.
