Hvad er mest miljøvenligt: Tog, bil eller fly?
EU's miljøagentur står bag et nyt værktøj på internettet, som skal gøre det let at beregne den mest miljøvenlige transportform, inden man smutter på ferie. Og nej: Det lykkedes ikke at finde en rute, der giver god samvittighed til fly-pendlere.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Der findes efterhånden et utal af hjemmesider, der kan beregne den hurtigste rute eller billigste pris, når man skal ud at rejse. Men hvad er mest miljøvenligt - tog, fly eller bus?
Det er ikke altid lige til at gætte og afhænger blandt andet af, hvor man skal hen, hvor mange man er, samt præcis hvilke tog, biler og fly der er tale om.
Fra i morgen, onsdag, kan det nye netværktøj Ecopassenger.org dog hjælpe med at beregne svaret. Det kan have stor effekt på miljøet, hvis europæerne begynder at tænke i de baner.
Transport af personer og varer udleder en fjerdedel af Europas drivhusgasser, og sektorens CO2-udledning vokser mere end nogen anden.
EU’s miljøagentur, den internationale jernbaneunion, UIC, og den europæiske jerbaneindustri, CER, står bag Ecopassenger.org. Den videnskabelige del af projektet er det tyske miljøforskningsinstitut IFEU ansvarlig for.
Ecopassenger.org har været under udvikling siden marts 2007 og har kostet op mod 750.000 kroner, oplyser Margrethe Sagevik, der er seniorrådgiver UIC.
Udover at give almindelige rejsende mulighed for at handle efter miljøkonsekvenser er håbet også at påvirke politiske beslutninger. Og jo, togene vinder oftest over bil og fly, fortæller Margrethe Sagevik.
Tager man et hyppigt indenrigsdilemma som turen fra København til Aalborg, og lader valget stå mellem et propfuldt tog eller en enkelt mand i en rigtig egoistbil med helt almindelig dieselmotor – ja, så vil miljøet på alle fronter foretrække DSB, dernæst flyet.
Det miljøvenlige alternativ medfører dog en rejsetid på over seks timer mod bilens knap fire og flyets to.
Skal hele familien ud at køre, vil det dog nogle gange kunne betale sig at sætte sig bag rattet. Men nej, det er ikke lykkedes Ingeniøren at finde en rute, hvor flyet vinder på andet end tid.
Selve siden minder om Rejseplanen.dk. Man taster ind, hvor man ønsker at rejse fra og til samt dato og tid for afrejse eller ankomst. Og vupti har man en række grafer og tabeller, der opgør rejsens energiforbrug samt udledning af CO2, kvælstofilter og partikelforurening for henholdsvis bil, tog og fly.
Man kan herefter vælge at foretage en mere detaljeret beregning, hvor bilens størrelse og motortype tastes ind samt antallet af passagerer.
De data, der ligger til grund for beregningerne, er fra 2005, men vil i løbet af efteråret blive opdateret med 2007-tal. Herefter vil tallene blive opdateret en gang årligt. I beregningerne indgår også selve produktionen af det brændstof eller elektricitet rejsen kræver.
Organisationerne lancerede allerede for et par år siden Ecotransit.org, der hjælper virksomheder med at overholde deres grønne regnskaber, når det kommer til godstransport. I øjeblikket har siden et par hundrede besøgende om dagen.






