Protonacceleratoren LHC (Large Hadron Collider) ved Cern i Schweiz vil ikke skabe et sort hul, der opsluger Jorden. Det fastslår det øverste råd i European Organization for Nuclear Research, som er bygherre på forskningsanlægget, i en rapport, som netop er udgivet.

Ganske vist vil acceleratoren skabe partikelsammenstød med væsentligt højere energiniveauer end noget tidligere menneskeskabt eksperiment i historien. Men sorte huller, som kendes fra astronomien, er skabt ved kollaps af sole, der er større end vores. Og miniatureudgaver af sorte huller vil ikke kunne frembringes af LHC. Det strider imod Einsteins relativitetsteori, skriver rådet i sit resumé.

Det bedste argument imod skrækscenariet, hvor Jorden forsvinder ind i et kunstigt skabt sort hul i løbet af få sekunder, er, at naturen har udført lignende bestrålings-eksperimenter med jordkloden som mål i millioner af år. De kosmiske stråler fra universet kan nemlig blive lige så kraftige eller kraftigere end dem, LHC kan frembringe.

Da Jorden stadig er her - efter 4,5 milliarder års kosmisk bestråling - må det sluttes heraf, at selv hvis der kunne opstå mikroskopiske sorte huller kortvarigt under et LHC-eksperiment, må de fordampe så hurtigt, at de ikke gør nogen skade.

Risikoanalytikerne har også taget stilling til, om LHC kan skabe såkaldt "strange matter", altså fremmedartet stof, som kunne være skadeligt for jordisk stof. Her lyder argumentet, at fremmedartet stof snarere ville blive skabt i en anden accelerator, RHIC, som imidlertid har fungeret i USA uden problemer i foreløbig otte år.

Endelig er der taget stilling til teoretiske fænomener som vacuum-bobler og magnetiske monopoler. Analytikerne mener, at hvis LHC kunne skabe dem, så ville den kosmiske stråling for længe siden have skabt dem.

Eksperter er bekymrede
Bekymringen for LHC-eksperimenterne kommer fra blandt andre fysikeren Walther L. Wagner, som forsøger at forhindre LHC-acceleratoren i at begynde sine eksperimenter gennem en retssag, anlagt ved retten i Honolulu, Hawaii. Det første retsmøde var berammet til 16. juni i år. Det er ikke lykkedes for Ingeniøren at opspore referater herfra.

Imidlertid kan selve retssagen først begynde i 2009, længe efter at LHC er begyndt at hamre protoner sammen med ufattelige hastigheder.

Tanken, der ligger bag den professionelle skepsis, er velkendte ideer som forsigtighedsprincippet, som angiver, at hvis risikoen er høj, bør man ikke indlede et forsøg, med mindre man helt kan eliminere risikoen med sikkerhedsforanstaltninger. En populær opfattelse er, at sandsynligheden skal være nul.

Nul-sandsynlighed er umuligt
Kemiingeniør og forfatter Torkil Morsing, som skrev risikoanalyse-bogen "Døden skal have en årsag", siger til Ingeniøren:

»Det dur ikke at kræve en sandsynlighed på nul, for det kan aldrig lade sig gøre. Der vil altid være en restrisiko, selv om den måske er ubetydeligt lille.«

I bogen beskriver han, hvordan alvorlige risici kan vurderes og sammenlignes ved at multiplicere et udfalds sandsynlighed med konsekvensens alvorlighed. Det resulterende produkt kan derpå rangordnes med andre hændelsers udfaldsrisici. Metoden benyttes stadig til at risikovurdere blandt andet atomkraftværker og missilsystemer.

Præsidentens beslutning
Der findes mange eksempler på forsøg, der er gjort alligevel, trods advarsler om, at konsekvensen var uacceptabel.

I bogen "Stærkere end 1000 sole" blev for eksempel beskrevet, at forskerne i Los Alamos atomlaboratorium i 1945 var dybt uenige om, hvorvidt den første prøvesprængning af en atombombe ville sætte atmosfæren i brand og udslette alt liv på Jorden.

Der var flertal for, at det var trygt at gøre forsøget. Men mere end en femtedel af forskerne troede faktisk, at deres og klodens liv ville slutte, når der blev trykket på knappen.

Beslutningen om at gennemføre prøvesprængningen blev ifølge bogen taget af den daværende amerikanske præsident, som ikke selv havde forudsætninger for at bedømme risikoen.

Mobilstrålingsrisikoen
Et andet og friskere eksempel på kravet om et forsigtighedsprincip er den jævnligt tilbagevendende, eventuelle elektromagnetiske strålingsrisiko ved at bruge mobiltelefoner.

Trods mange videnskabelige undersøgelser, som ikke har kunnet finde årsagssammenhænge mellem mobilstråling og kræftsygdomme, er det stadig ikke muligt at bevise, at risikoen er nul.

Derfor bruges jævnligt "forsigtighedsprincippet" som argument for, at brugen af mobiltelefoni bør begrænses, indtil videnskaben kan bevise, at teknologien er fuldstændig sikker.