Så er der fundet is på Mars
Trods bøvl med marssonden Phoenix' computer og robotskovl er det nu lykkedes at finde spor af is på Mars. Otte lyse klumper fotograferet af sonden forsvandt i løbet af fire dage, og det kan kun skyldes, at de er fordampet i det lave lufttryk.
Billedet fra 15. juni - Lidt til venstre for midten ligger otte små, lyse klumper af "noget". På det næste billede er klumperne væk.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Efter lidt begyndelsesvanskeligheder er det nu helt sikkert, at Nasas marssonde Phoenix har fundet vand-is.
Det skete imidlertid ikke med graveudstyret, der var udviklet til at finde det, men i stedet ved at kikke på nærbilleder af den første rende, som robot-gravearmen har efterladt i marsstøvet. Renden har fået navnet Dodo-Goldilocks.
To digitalfotografier, taget med fire dages mellemrum, viser, at otte lyse klumper er forsvundet fra det ene billede til det næste.
Da forskerne den 15. juni så de lyse klumper på det første billede, antog de, at det kunne være saltklumper. Men da klumperne er væk på billede fra 19. juni, var der kun én mulig konklusion. Klumperne måtte være fordampet, og så kunne det kun være is.
Det lave lufttryk på Mars er årsag til, at is ikke smelter til vand, men går direkte over i luftform, når det varmes lidt op.
En lang række fotografier, der er optaget i Mars-landskabet, er imidlertid gået tabt på grund af en softwarefejl, som fyldte computerens flashhukommelse med overvågningsdata. Derfor var der ikke plads til fotografier.
Og analyseudstyret til marsprøver drillede, fordi robotskovlen var længe om at få hældt noget materiale ned i den lille varmeovn i de indledende forsøg. Da det endelig lykkedes, var der ikke spor af vand.
Men det skyldtes måske, at processen varede for længe. Isen nåede måske at fordampe på vejen ned i ovnen.
Robotarmen har foruden skovlen en lille boremaskine, som kan bruges til at brække større stykker marsmateriale af.
Ovnen varmer materialeprøverne op i forud bestemte tempi, hvorpå prøverne analyseres.
Ovnen har kun otte analysekamre. Når de næste syv analyser er udført, kan ovnen ikke bruges mere.
Nasas ingeniører er nu klar til at transmittere en softwarerettelse til computeren på Mars.






