Hvordan ved man, hvor en meteorit stammer fra?
Månemeteoritten ALH81005, der blev fundet i Allan Hills, Antarktis i 1981. Bemærk den brune smelteskorpe og de store hvide anortitfragmenter. Terningen måler 1 cm på hver led.
Læs mere om
Kaj Heydorn er konsulent inden for metrologisk kvalitetssikring af kemiske analyser. Han spekulerer over, hvordan man kan vide, hvor en meteorit stammer fra:
"Hvordan kan man vide, at en tilfældig meteorit, som man finder i Kalahari ørkenen, stammer fra Månen og ikke fra Mars eller et helt andet sted i universet?"
Henning Haack, lektor på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, med ansvar for den danske meteoritsamling, svarer:
"I første omgang skal man selvfølgelig overbevise sig selv om, at det rent faktisk er en meteorit man har fundet. Her kan man få nogen gode råd på Statens Naturhistoriske Museums hjemmeside http://geologi.snm.ku.dk/samlinger/meteorit/.
Noget af det, man skal se efter, er, om den har en smelteskorpe fra afbrændingen i atmosfæren, og om den i øvrigt skiller sig ud fra de øvrige sten i området. Hvis man er så er så heldig rent faktisk at have fundet en meteorit, så vil man i nogen tilfælde umiddelbart kunne komme med et godt bud på hvor den kommer fra.
Månen har haft en geologisk udvikling, der adskiller sig fra alle de andre legemer i Solsystemet, vi kender til. På et tidligt tidspunkt var de øverste 500 km af Månen totalt opsmeltet. Der var med andre ord tale om et 500 km dybt ocean bestående af smeltet klippe – et såkaldt magmaocean. Da magmaoceanet kølede, begyndte det at udkrystallisere et hvidt mineral, der hedder anortit. Anortit er lettere end magmaen og steg derfor til vejrs og lagde sig som en slags glasur på Månens overflade.
Månens lyse højlande består derfor af næsten ren anortit. De meteoritter, vi modtager fra månen, indeholder ofte store fragmenter af denne anortit – det gælder f.eks. den Månemeteorit, der ses på billedet. Samtidigt gør månemeteoritternes lidt specielle kemiske sammensætning, at smelteskorpen er lys brun, hvor den ellers normalt er sort.
Skulle man være så usandsynlig heldig at finde en meteorit, der passer på ovenstående beskrivelse så kan der være tale om en af de yderst sjældne Månemeteoritter. En nærmere analyse af meteoritten kan med sikkerhed afgøre, om der rent faktisk er tale om et fragment af vores egen måne. Det har nemlig vist sig, at de forskellige legemer i Solsystemet har et karakteristisk forhold mellem mængden af de tre stabile iltisotoper 16O, 17O, og 18O.
Da Jorden og Månen er dannet af det samme materiale, har de den samme iltisotopsignatur - som er forskellig fra alle andre kendte legemer i Solsystemet. Iltisotoperne kan derfor ikke bruges til at skelne mellem Jorden og Månen – men det kan mineralsammensætningen, smelteskorpen og aldrene til gengæld. Meteoritter fra Månen er normalt langt ældre end de ældste klipper på Jorden, og på grund af Månens usædvanlige geologiske udvikling er de forskellige fra jordiske bjergarter på mange måder.
En ting kan vi dog på forhånd udelukke. En meteorit kan ikke komme fra andre steder i Universet end vores eget Solsystem. Interstellart materiale er uhyre sjældent og bevæger sig desuden alt for hurtigt til at det kan overleve turen gennem atmosfæren. Undvigelseshastigheden fra Solen, her hvor vi befinder os, er på ca. 70 km/s og det er derfor som udgangspunkt den laveste hastighed, sådant materiale kan have. For at en meteorit skal kunne overleve opbremsningen i Jordens atmosfære kræves det, at den kommer ind med en hastighed på under ca. 20 km/s.
Så der er desværre ikke meget håb om at finde en stump fra et andet solsystem i vores meteoritsamlinger - det ville ellers være ufatteligt spændende!
Spørg Scientariet er i dag redigeret af Julie M. Callesen, jmc@ing.dk.
Utætheder skyldes uvidenhed og byggesjusk
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?
