Japanernes nye superhus: Solceller og mos på taget
Et japansk firma har udviklet et energineutralt hus med den ypperste teknologi, som landets byggeindustri kan præstere. Der er både solceller, en vindmølle og lithium-ion-batterier.
Japansk mønsterhus har både vindmølle, brændselscelle, solceller og et meget lille strømforbrug til lys.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Det japanske byggefirma Sekisui House har for det japanske økonomiministerium udviklet et præfabrikeret etplanshus, hvis beboere ikke sender så meget som et eneste gram CO2 ud i atmosfæren.
Huset skal vises frem for verdenspressen under det kommende G8-topmøde i byen Toyako i Japan i begyndelsen af juli.
Huset, der har et beboelsesareal på 200 kvadratmeter, og rummer den ypperste byggetekologi, som den japanske industri kan diske op med.
Indbyggede jordskælvsdæmpere
Set fra oven er den sydlige side af taget udstyret med nye solceller, som forsyner huset med 14,5 kW, når vejret er godt.
På nordsiden, derimod, er taget dækket med en særlig art mos, Sunagoke, som isolerer og udjævner varmeforskelle fra solindfald og fra husets konstruktion. Mosset tåler udtørring, og det skal ikke passes, når det først har slået rod.
Væggene er opbygget i en let stålkonstruktion, som foruden høj isolationsevne har indbyggede jordskælvsdæmpere. De består af glideskinner, som er forbundet med hinanden gennem stærkt vibrationsdæmpende gummi, som optager jordskælvsvibrationer og omdanner dem til varmeenergi, der bortstråles.
Selvrensende ydervægge
Væggenes yderside er behandlet med Tough Clear E, en særlig hydrofil overfladebehandling, som automatisk renser snavs af. Overfladen har et fotokatalytisk lag, som skaber iltmolekyler, der renser luften ved at splitte luftbåren NOx-forurening.
Husets ventilationssystem skal køre i døgndrift. Det omfatter både mikrofiltre og en cyklonseparator, der fjerner støv fra udeluften på vejen ind i huset.
Huset har også sin egen lille vindmølle og et lithium-ion-batteri samt elbesparende lamper med lysdioder.
Desuden er der fundet anvendelse for en stor del genbrugsglas i husets konstruktion.






