/energi

Engelsk ingeniør fjerner CO2 fra bilers udstødning

Rettet: Ved at installere en CO2-opsamler i udstødningssystemet hævder en militæringeniør at have mere end halveret udslippet fra en benzinslugende firehjulstrækker. CO2 havner i en beholder, der kan sluttes til et anlæg, som producerer alger til biobrændstof.

Af Kent Krøyer, tirsdag 17. jun 2008 kl. 11:47

En engelsk militæringeniør, Ian Houston, har tilsyneladende fundet en løsning på en vigtig del af CO2-problemet - nemlig udledningen fra biler, der kører på fossilt brændsel som benzin og diesel.

Han har konstrueret en CO2-fælde, som fanger størstedelen af drivhusgassen ved kilden, nemlig i bilens udstødningsrør. Første version af prototypen var en kasse i bilens bagagerum. Den næste udgave kunne monteres under bilen i forbindelse med udstødningssystemet.

Ian Houston oplyser til magasinet The Engineer, at et testcenter har målt en CO2-reduktion på hans forsøgsbil, en stor Mitsubishi Shogun-firehjulstrækker, fra de normale 275 g/km til 110 g/km. CO2-gassen opsamles i boksen, som kan rumme otte kilo CO2. Systemet øger ikke trykket i udstødssystemet.

Ian Houston har nu oprettet et firma, Origo Industries, som skal udvikle fælden og gøre den produktionsmoden. Desuden har han indsendt en patentansøgning, og af samme grund er han hemmelighedsfuld omkring de tekniske detaljer, men vurderer dog, at det er muligt at reducere CO2-udslippet fra alle bilmodeller.

Origo Industries er nu i gang med den tiende prototype, som ikke kan offentliggøres for nuværende. En af de tidligere prototyper er dog blevet fremvist på Englands største bilshow for bæredygtige biler, Green-Car-Go Live.

Tanken er, at bilister skal kunne bytte den fyldte CO2-beholder på tankstationerne, når de alligevel fylder brændstof på. Kuldioxiden skal derpå bruges som vækstfremmer i algeproduktion til biobrændstof.

Ifølge pressemedarbejder Andreas Krogh fra Dong Energy forventer det danske energiselskab, at det koster op til 280 kroner per tons CO2 at udskille CO2 fra røgen.

»Det er meget store mængder CO2, der kommer fra et kraftværk som Avedøreværket. Den mængde, der i øjeblikket kan afsættes til algeproduktion, er forsvindende. Det, man arbejder på, er lagring i undergrunden,« siger han.

Rettelse: "... per tons CO" i næstsidste afsnit var i første udgave smuttet ud af sætningen, da omkostningen på 35-50 Euro blev oversat til kroner under redigeringen.



17. jun 2008 kl 12:43

avatar

Anders Skærlund Petersen

Afklaring

"Ifølge pressemedarbejder Andreas Krogh fra Dong Energy forventer det danske energiselskab, at det koster op til 280 kroner at udskille CO2 fra røgen."

Hvor meget reduktion af CO2 får vi for 280 DKK?


17. jun 2008 kl 12:55

Uffe Merrild

Regnestykke

I hans tilfælde kan han med en 8kg beholder udnyttet 100% køre:

8000g/(275-110)g/km = 48,48km per beholder.

Det lyder komplet åndssvagt. Lav en beholder der kan rumme 80kg CO2 så kan man måske overveje hans ide.

Hvor meget betyder det så at køre med den beholder i ekstra udledning fordi bilerne bliver belastet en smule mere? Gang med antal biler og læg dertil den strækning beholderne skal transporteres til CO2 optagere når de er fyldt op.


17. jun 2008 kl 14:07

Anders Kaas Petersen

Re: Regnestykke

Jeg er enig i regnestykket.
I artiklen i "The Engineer" næves at en beholder kan opsamle CO2 fra omkring 80 km. To beholdere kan bruges samtidigt, så man i alt kan køre 160 km.
Det er nok stadig lidt i underkantet til at det er praktiskt.
Den længere strækning kommer nok delvist fra at en "gennemsnitsbil" udleder mindre CO2 end den 4-hjulstrækker han har testet systemet på.

Mvh
Anders Kaas Petersen


17. jun 2008 kl 14:31

avatar

Ken Friis Hansen

Regnestykke

Det holder da vist ikke vand. For hvert kg afbrændt benzin dannes ca. 3 kg CO2. Hvis beholderen kan indeholde 8 kg CO2 svarer det altså til 2,67 kg afbrændt benzin (eller ca. 3,3 liter).


17. jun 2008 kl 15:00

Uffe Merrild

Re: Regnestykke

Det holder da vist ikke vand. For hvert kg afbrændt benzin dannes ca. 3 kg CO2. Hvis beholderen kan indeholde 8 kg CO2 svarer det altså til 2,67 kg afbrændt benzin (eller ca. 3,3 liter).


Jeg tror du mener 2,3kg CO2 per liter benzin og 2,7kg CO2 per liter diesel. Mine tal er fra toyota's Prius reklamer på nettet (muligvis ikke verdens mest pålidelige kilde). Hvor er dine tal fra?


17. jun 2008 kl 16:01

U -

Re: Regnestykke

otte kilo CO2

Nu står der jo reelt set bare at beholderen kan indeholde 8000 CO2 og ikke nogen om en vægtenhed


17. jun 2008 kl 16:17

Kent Krøyer

Re: Afklaring

Artiklen er rettet nu - ordene "per tons CO2" var faldet ud under redigeringen.


17. jun 2008 kl 16:52

Frithiof Andreas Jensen

Re: Regnestykke


Hvor meget betyder det så at køre med den beholder i ekstra udledning fordi bilerne bliver belastet en smule mere? Gang med antal biler og læg dertil den strækning beholderne skal transporteres til CO2 optagere når de er fyldt op.

... Plus naturligvis de ressourcer det koster at fylde beholdere med NaOH; Den gamle CO2 scrubber fra (mindst) Første Verdenskrig!


17. jun 2008 kl 18:58

avatar

Lars Helbro

Gen-opfundet ???

Er den "beholder" ikke "opfundet" for meget længe siden og hedder atmosfæren, hvorfra alger og andre vækster som anvender fotosyntese almindeligvis henter deres Co2 ? Eller er der noget jeg helt har misforstået ??


18. jun 2008 kl 10:29

avatar

Ken Friis Hansen

Re: Re: Regnestykke

Uffe: Check lige enhederne før du retter i mine tal!


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk