Nærbilleder af mikroskopiske partikler fra Mars
Rumsonden Phoenix har taget de første nærbilleder af støv fra Mars, mellem dem de mindste partikler, som nogensinde er observeret på planeten.
De første mikroskopiske billeder fra Phoenix viser over 1.000 forskellige partikler med mindst fire forskellige mineraler. (Foto: Nasa)
Læs også
Læs mere om
Fredag opsamlede rumsonden Phoenix’ robotarm en prøve marsstøv og afleverede det til rumsondens medbragte mikroskop. Støvet indeholder ifølge lederen af Phoenix’ geologiske hold, Tom Pike fra University College i London, de mindste partikler, der nogensinde er observeret på Mars.
De første billeder fra mikroskopet viser en mængde meget varierede partikler i både farve og størrelse. Der ses over 1.000 forskellige partikler med mindst fire forskellige mineraler.
En af partikelklumperne er mindre end et hårs bredde. Den ene del er grøn og kan bestå af olivin, som findes andre steder på Mars. Den anden del er karakteristisk orange som marsoverfladen.
Andre partikler er sorte, glasartige og mere runde, og der kan ifølge Tom Pike være tale om vulkansk glas.
Billederne fra mikroskopet viser, at partiklerne har en tendens til at klumpe helt ned på mikroniveau. Klumper var årsagen til, at det har været svært at få prøver fra overfladen ned i Phoenix' analyselaboratorium. Klumperne fik man dog opløst efter flere forsøg, og analysen af den første prøve er i gang. Resultaterne forventes i løbet af denne uge.
Phoenix’s stereokamera har de seneste dage taget panoramabilleder omkring landingsområdet. De vil blive sat sammen til et 360-graders-panorama af landingsområdet.
Robotarmen forsætter med at grave i de to første render kaldet Dodo og Baby Bear. Her har man blotlagt mere af det uidentificerede hvide materiale. Forskerne diskuterer stadig, om det er is eller et lag af et saltmineral over islaget. Kun en analyse kan give svaret.





