Narko, sprængstof og bakterier: Avanceret detektor afslører det hele
På ti år er det lykkedes amerikanske forskere at udvikle en duft-detektor, som alle kendte terrortrusler og selv slår alarm lynhurtigt. Foreløbig er den testet i en lufthavn i San Francisco.
Den højeffektive "næse", som aldrig bliver træt af at finde farlige stoffer, er stadig for stor og for dyr til almindelig brug i lufthavne. Her ses fysiker Paul Steele (forrest) og kemiker Keith Coffee færd med at justere "næsen". (Foto: Jacqueline McBride) (Foto: Jacqueline McBride)
Læs også
-
Stereokamera skal afsløre radioaktivt materiale i containere
Læs mere om
Et forskerhold ved det amerikanske Lawrence Livermore National Laboratory (LLNL) har udviklet en duft-detektor, som kan overvåge luftbårne sporstoffer fra alle kendte terrortrusler - biologiske, kemiske, eksplosive og radioaktive stoffer.
Apparatet, der foreløbig har fået navnet Spams (Single-Particle Aerosol Mass Spectrometry) kan fungere uden menneskelig indblanding, og den skal ikke nulstilles efter en alarm.
»Dette er det eneste instrument, der selvstændigt kan opdage mange slags trusler inden for mindre end et minut,« siger fysikeren Matthias Frank, som er medforfatter af projektets videnskabelige rapport. Den offentliggøres 15. juni i det videnskabelige tidsskrift Analytical Chemistry.
Sidste forår bekendtgjorde forskerholdet, at massespektrometer kunne opdage tre slags trusler på samme tid: Biologiske, kemiske og eksplosive. Men siden har de videreudviklet apparatet til også at opdage narkotiske stoffer og pulver fra radioaktive metaller.
Forskningsleder Paul Steel siger i en pressemeddelelse, at det afgørende for succesen er følsomhed, små fejlrater og hurtig reaktionstid.
»Det er lykkedes os at lave et instrument, som er meget følsomt, meget hurtigt, og som har meget få fejludslag. Andre lignende systemer, som er lige så hurtige og følsomme, har højere fejlrater,« siger han.
Instrumentet blev testet i syv uger i San Franciscos International Airport, dog uden at have lydalarmen tændt. Resultatet var ovenud godt, for der var meget få falske udslag.
Forskerne vil gerne have praktiske erfaringer med flere lufthavne, så de kan gøre forsøg med bagagetjek, håndbagage og passagerportaler.
En mulighed er at udvikle udstyret, så det også kan snuse sig frem til sige mennesker og bruges til lufthavnspersonalets undersøgelser af mistænkelige pulvere.
Forskningen og de praktiske forsøg er finansieret af det amerikanske forsvarsministerium og sikkerhedsministeriet Homeland Security. Projektet har været næsten ti år undervejs fra ide til praksis.
Det næste skridt bliver at gøre apparatet mindre og billigere.






