Ér der en Olieboble under opbygning? Spørgsmålet er væsentligt - og der hersker iblandt verdens eksperter flere meninger om det - fordi en økonomisk boble vil kulminere og derefter briste.
1. Er det en "strukturel begrænsning", altså at leveringsevnen ikke er tilstrækkelig i det nuværende marked? Så vil prisen fortsætte mod skyerne indtil produktionsniveauet dækker efterspørgslen.
2. Er verdens "olieproduktionsniveau" derimod toppet med Marions King Hubberts’ Peak Oil scenarium in mente? Så vil olieprisen herfra stige mod uanede højder…
3. Richard Pike, direktør for Royal Society of Chemistry i Storbritannien, mener at "oliereserverne" er groft undervurderede og at beregningsmetoden ikke frembringer den sandsynlige reserve…
4. George Soros, finansguruen, der blandt andet forudså IT-boblens brist, mener at der er en "olieboble" under opbygning. Han forventer at oliens pris vil forløbe som en parabel, der topper i løbet af 2009. Vendepunktet bliver når både Storbritannien og USA er inde i en recession – dvs. to på hinanden følgende kvartaler med vækstfald – så kan man jo regne på det.
5. Finansguruen Paul Krugman derimod kalder det en "olie-Ikke-boble". Han henviser til at olieprisen er steget fra 25 til 125 dollar pr. tønde. Tilmed mener Krugman, at det er konservative politiske kræfter som står bag rygterne om en olieboble, for at slippe for at diskutere energibesparelser og yderligere brug af offentlig trafik.
Alexei Miller, fra verdens største energi-selskab, det russiske olieselskab, Gazprom (OGZPY), mener at prisen på olie vil stige til 250 dollar pr. tønde i 2009.
Den Saudi Arabiske konge Abdullah, som sidder på verdens største forekomster af olie, overvejer hvad han kan gøre for at hæve produktionen fra landets oliefelter, som en reaktion på de abnorme priser. Det skal i den forbindelse nævnes at Sadad Al-Husseini, daværende CEO i det saudiske statsejede olieselskab Saudi Aramco, i oktober 2007 udtalte at olieproduktionen toppede i 2006.
Lars Tvede, fra det schweiziske Provalue AG, mener at den eksponentielle stigning i olieprisen kan bunde i angsten for at den globale olieproduktion befinder sig tæt på toppen af kapaciteten, og meget tyder på at han har ret.
Årsagen til at olieprisernes eksplosive vækst er der delte meninger om. Investeringsbanken Lehman mener, at det er finansmarkederne, som har presset priserne op. Investeringsbanken Goldman Sachs mener derimod det modsatte. Banken tror olieprisen kan komme op i mod 200 dollar pr. tønde, at den ligger på 108 dollar pr. tønde ved udgangen af 2008, for så at stige til 120 dollar i 2010. Det er en halv gang mere end investeringsbanken Lehman ser som sandsynligt i 2010.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters, som har foretaget en undersøgelse iblandt økonomer, deler de fleste eksperter Soros og Lehman’s opfattelse. Undersøgelsen viser at økonomernes forventninger til olieprisen er at den ved udgangen af 2008 vil ligge på 91 dollar pr. tønde samt på 82 dollar pr. tønde ved udgangen af 2010. Dette er højt i forhold til den oliepris vi så for fem år siden på 25 dollar pr. tønde. Undersøgelsen viser desuden at ingen af økonomerne tror at den tid vil komme tilbage.
Krugman og Goldman Sachs synspunkter støttes af Det Internationale Energi Agentur (IEA), som forventer at olieproduktionerne vil få svært ved at dække efterspørgslen.
Der er ikke udsigt til prisfald på olien - tværtimod kan vi forvente at priserne vil stige og stige indtil smertegrænsen er nået - nye leveringsdygtige energikilder vil blive udviklet og kan erstatte den svindende oliemængde.
Indtil da vil det bare gå ned ad bakke, med mindre vi gør noget aktivt for at skubbe på udviklingen i de energikilder der skal tage over, og Danmark skal langt mere op på dubberne, hvis der skal være del i væksten fra de markeder, der er under udvikling.
Udnyttelsen af sol- og vindkraft - som i dag er en populær investeringskategori - udgør kun lidt over en halv procent af verdens energitilførsel, og der skal helt anderledes leveringsdygtige teknologier til for at matche olien som brændstof.
Verdens energiforbrug fordelt på de enkelte energikilder:
• Olie 34,8
• Kul 23,5
• Gas 21,1
• Kernekraft 6,8
• Vedvarende energi 13,8 (biobrændsler 11 procent, vandkraft 2,3 procent og andre (bl.a. vind-, sol- og geotermisk energi) 0,5 procent)
Kilde: Det Internationale Energi Agentur
Der skal forskes i alternative kulbrinteforædlingsprocesser. Der skal tages patenter på mere effektive teknologier til omsætning af kulbrinteluftarter til væsker. Der skal etableres produktionsanlæg og der skal sælges knowhow.
De ekstreme stigninger i olieprisen er opstået i samspillet i mellem forbrugerne, investorer og producenternes reaktion på at olieprisen lige pludselig stiger eksponentielt.
Ønsket om forsyningssikkerhed og den massive investeringskraft som er affødt af de senere års ekstreme forhold i det finansielle marked og i dag er tilstede i markedet tvinger derfor priserne eksponentielt op, da produktionsniveauet ikke følger med den ekstreme efterspørgsel, på grund af de ændrede konkurrenceforhold i markedet, hvor de nyindustrialiserede lande forbruger stadigt stigende mængder af olie.
I den forklaringsramme er det olien som nødvendig, og begrænset, ressource, der er den væsentlige faktor – prisen er blot en funktion af efterspørgslen - og prisniveauet må derfor holdes op mod alternative energiressourcer, for at det sandsynlige prisloft kan estimeres.
Det høje prisniveau for olien vil derfor også falde som en funktion af den tid det tager at udvikle forsyningen med de alternative industriprodukter, der skal til at dække verdens energibehov, under de konkurrencevilkår, der er gældende på markedet.
Omsætningen af fossile forekomster, tjæreholdigt sand eller metan til flydende brændstof, samt fremstilling af ethanol baseret på biomasse, sukker- eller cellulosestoffer vil kunne dække en stigende del af efterspørgslen i takt med at teknologierne modnes og forsyningsevnen tiltager.
Alle disse produkter er konkurrencedygtige med olien målt på breakeven prisen pr. tønde, der ligger imellem 40 og 140 dollar, og det er kun den tid der kræves for at modne teknologierne, der er stadig ukendt, da der skal tilføres betydelige investeringer for at kunne udvikle disse produkter til at kunne erstatte olien.
Det vil desuden kræve en massiv omlægning af den måde vi anvender råstoffer og dyrkningsmetoder i dag.
Man kan f.eks. forestille sig at landbrugsområder må vende tilbage til vekseldrift for at tilføre jorden naturlige nitrater - ved omsætning af inaktive kvælstofforbindelser til NH4, ved at dyrke afgrøder, der benytter knoldbakterier som f.eks. bælgplanter.
Denne strategi vil kunne bringes til at have en gunstig effekt - ikke bare på både CO2 balancen og kvælstofudledningen, men også på energibalancen, da man vil kunne høste planteprodukter, som herefter kan bringes til gæring med almindeligt gær og efter kogning kondenseres til ethanol (CH3CH2OH - eller... sprit).
Der eksperimenteres efter sigende i dag med at den frigivne CO2 kan komprimeres og benyttes til at binde brintenergi i bio-diesel ved at bruge metanol (træsprit) som katalysator for sodium hydroxyd i fremstillingen.
Eksponeringen af de alternative energikilder som erstatning for olien vil afsætte et ”take-off” når vi nærmer os ”smertegrænsen” for olieprisen. Det vides ikke om det vil være 200, 300 eller … 1000 dollar pr. tønde?
Det er forventeligt at olieindustrien vil forsøge at ”slå igen” med opkøb af teknologier og patenter, og at Peak Oil tidspunktet atter vil glide pga. iværksættelsen af ekstraordinære eftersøgninger på nye oliefelter, men man kan i dag estimere at den øvre produktionskapacitet vil være nået inden for en halv snes år.
Marion King Hubbert fremkom i 1956 med en beregning, der afbilder Hubbert kurven og hvor toppunktet - ”Peak Oil” – er det tidspunkt hvorfra olieproduktionen vil begynde at falde - produktionen forløber som et derivat af den logistiske funktion, der afbilder en normalfordelt ”klokkelignende” graf, - derudfra forudså han at USA’s produktion ville toppe imellem 1965 og 1970 – hvilket kom til at holde stik – senere hen forudsiger han at den globale ”Peak Oil” ville være nået i 1995, men oliekriserne i 1970’erne og de stigende priser driver udviklingen af mindre energiforbrugende produkter frem, og det er først her op i 2000- tallet, at den eksplosive udvikling i antallet af nye forbrugere i asien igen har fremskyndet tidspunktet.
Tallene taler for sig selv. I Kina skabes der 10 millioner nye arbejdspladser i industrien - om året – for at dække migrationen fra land til by, der etableres to nye kraftværker – om ugen – for at kunne levere energien til den voldsomme vækst.
Der er i Kina i dag én bil pr. 40 indbygger, og i løbet af den næste tiårsperiode vil der være 100 millioner flere biler i Kina. Selv når man justerer for den ”flere km/l ”-udvikling som vi kender, vil det samlede forbrug - bare fra alle disse nye biler – lægge beslag på godt og vel en fjerdedel af den produktionskapacitet vi har i dag. Hertil skal vi så lægge forbrug til opvarmning/nedkøling af hjem og madvarer, lys og kraft samt energi medgået til øget konsum og produktion. Vi kan omtrent gange denne kalkulering med to, da udviklingen i nærorienten vil sætte et lignende skub i olieforbruget.
Det siger sig selv at denne udvikling ikke holder, det er ikke særligt sandsynligt at Inderne og Kineserne – al ære og respekt – vil sidde i deres biler og brænde omkring halvdelen af verdensproduktionens samlede brændstofkapacitet af i løbet af de næste 10 år.
Eller er det?
