Vokskugler erstatter aircondition

Nyt faseskiftende materiale kan blandes i byggematerialer og regulere rumtemperatur uden energiforbrug

Læs mere om

Af Markus Bersen, redaktion@ing.dk, fredag 13. jun 2008 kl. 00:45

Et nyt, miljøvenligt isoleringsmateriale er på vej til den danske byggesektor. Filosofien bag produktet er, at materialet skal erstatte energiforbrugende klimaanlæg.

Tyske BASF står bag 'Micronal PCM', nogle mikroskopiske plastkap­sler med en kerne af paraffinvoks, der kan regulere temperaturen i en bygning uden at bruge energi.

Kapslerne er så små, at materialet med det blotte øje ligner krystaller i flormelis, og det kan blandes direkte i byggematerialer som gipsplader eller tungere byggeelementer.

PCM står for Phase Change Material - faseskiftende materiale. Når rumtemperaturen når et bestemt niveau, som svarer til materialets smeltepunkt, skifter voksen i kapslerne tilstand fra fast til flydende form. I faseskiftet absorberer voksen i kapslerne energi fra rummet og temperaturen holdes konstant.

Når temperaturen falder igen, stivner vokset, og den oplagrede varme frigives.

Teknologien skal reducere energiforbruget fra de køleanlæg, som stadig flere danske kontorbygninger i dag udstyres med. Glasfacader opfanger meget solvarme, og i dag bruges der store mængder energi på at køle bygningerne ned igen.

»Hvis PCM er med i et energikoncept fra begyndelsen, kan man undgå energiforbrugende køleanlæg eller klare sig med mindre anlæg og derved spare energi,« siger Jesper Bjerregaard, ansvarlig for markedsudvikling hos BASF.

»Med de skærpede energikrav til byggerier, vil det blive svært at komme uden om alternativer til køling i fremtiden,« siger han.

Spar 10-15 pct. energi
I 2006 blev der skrevet en række krav til køling ind i energibestemmelserne i det danske byggereglement. Bestemmelserne strammes yderligere i 2010. Alligevel har udbudet af klimaanlæg til erhverv og private aldrig været større.

Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) anslår, at faseskiftende mate­rialer kan skære 10-15 procent af nutidige bygningers energiforbrug til opvarmning og afkøling.

»Det er et stort fremskridt, at materialerne nu er blevet så håndterbare, for vi har altid vidst, at der har ligget et enormt energibesparende potentiale i teknologien,« siger Søren Aggerholm, forskningschef på SBI.

Faseskiftematerialet kan blandes i de fleste typer byggematerialer, tunge som lette. BASF samarbejder i øjeblikket med blandt andre Ingeniørhøjskolen i Århus, Teknologisk Institut og en række byggematerialeproducenter om projektet 'Anvendelse af Faseskiftende Materialer i Fremtidens Bygninger'.

PCM-kapslerne er 5-20 mikrometer i diameter, har en varmekapacitet på 110 kJ/kg og kommer i tre varianter, hvor voksen smelter ved et snævert interval omkring henholdsvis 21, 23 eller 26 grader Celsius. I gipsplader og gipspuds blandes cirka tre kg Micronal PCM pr. kva dratmeter.