Næsten hver gang der er pressedækning af SAS – det være sig i forbindelse med underskud, strejker, DASH8 fly, Kinesiske stewardesser, forsinkelser m.v., så diskuteres også Statens rolle, fordi den Danske stat ejer en stor aktiepost i SAS.

SAS er et børsnoteret selskab, hvor den Danske, Svenske og Norske stat har store aktieposter, dog har den Svenske stat den største andel. Da hovedkontoret også ligger i Sverige, mener visse kredse endog at forkortelsen står for Svensk Alt Sammen (SAS). Men givet er det, at den Danske Stat ikke har aktiemajoritet, og derfor ikke kan gå ind og overrule ledelsens beslutninger, selvom presse og fagforeninger ofte argumenterer for at Regeringen burde gøre det.

Men man kan spørge om hvad logikken er i, at den Danske stat har en stor aktiepost i et flyselskab. Staten har jo (heldigvis) solgt det statslige busselskab, den statslige vognmandsforretning (som blev drevet af DSB gods), og til sidst også solgt DSB gods. Det var statslige firmaer, der opererede i en privat sektor, uden at det på nogen måde kunne argumenteres for fordele ved, at der også var et statsejet selskab, der konkurrerede med den private sektor.

SAS opererer på samme måde klart i et privat marked, hvor der er hård konkurrence, og hvor de private selskaber på effektiv vis tilbyder billige transportløsninger. Det gør SAS faktisk også i mange tilfælde. Men hvorfor skal Staten dog have aktier i et bestemt selskab? Og ikke i andre? Sterling har f.eks. også hub i Kastrup, og en række mindre flyselskaber er dansk ejede.

Man kan argumentere for, at Staten ikke skal sælge statsmonopoler som Kastrup Lufthavn (hvor de har solgt store aktieposter). For her er der ikke reelle alternativer, og derfor får man bare i stedet et privatejet monopol. Men det er ikke tilfældet for SAS, hvor der netop er mange alternativer og stor konkurrence.

Man kunne så argumentere for, at man vil sikre ”forsyningssikkerheden” og rutenettet ud af København. Men SAS er jo ofte ramt af strejker, DASH 8 problemerne, så man kan ikke sige at der er en speciel god forsyningssikkerhed med SAS. Og hvad angår rutenet, har andre selskaber tilføjet nye destinationer fra Kastrup, som SAS ikke betjener, ligesom SAS har konkurrence på en stor del af deres rutenet. Og hvor der ikke er konkurrence (især indenrigsfly i Norge) er priserne også derefter.

I virkeligheden så gør sammenblandingen af regulering (Staten) og ejerskab (Staten), at det er vanskeligere for ledelsen i SAS at operere, end andre selskaber. Og det gør måske at SAS påtvinges dyrere operationelle løsninger end konkurrenterne. Det kan så enten resultere i dyrere billetter (som bl.a. borgerne i Danmark betaler) eller mindre overskud (som så resulterer i mindre afkast på Statens aktier, og derved en ulempet for de danske skatteydere). Eller omvendt, hvis der ikke var et formål med at have ejerskabet, og hvis selskabet kunne agere fuldt ud som andre selskaber? Hvad var så argumentet for netop at staten netop skulle have aktier i SAS?

Solgte Staten aktierne, så ville der opnås et stort provenue, der kunne gavne mange steder i den statslige økonomi. Et godt forslag kunne være at investere i nogle af de mange gode infrastrukturprojekter, som Infrastrukturkommissionen har peget på.