Forskere smelter blod og fjer om til plastic
Forskere i New Zealand har udviklet en metode til at producere biologisk nedbrydelig plastik af døde dyr.
Johan Verbeek med sin patenterede maskine, der gør døde dyr til plastic. (Foto: University of Waikato)
Læs mere om
Dokumentation
Plantepotter, presenninger og sågar golfudstyr kan efter alt at dømme snart produceres af animalsk affald.
Kemiingeniør Johan Verbeek fra University of Waikato i New Zealand har netop udviklet en metode til at fremstille biologisk nedbrydelig plastik af alt fra blodpulver til fjer.
»Materialet, vi kan producere, har samme styrke som polyethylen – den slags plastik, der bruges til mælkeflasker og supermarkedernes plastikposer – men det er fuldt ud biologisk nedbrydeligt,« siger han til universitetets nyhedstjeneste.
»Proteiner er polymerer, så vi ved, at det kan omdannes til plastik. Man har med held fremstillet bioplastik af proteiner fra planter, men animalsk protein har altid endt med at stoppe maskinen til. Den proces, vi har udviklet, kommer uden om det problem. Folk sagde, det ikke kunne lade sig gøre, men vi gjorde det,« siger Johan Verbeek.
Han ønsker ikke at uddybe metoden, da den er ved at blive patenteret. Et investeringsfirma har allerede skudt et klækkeligt beløb i den videre udvikling.





