/rumfart

Første forsøg på at analysere støv fra Mars slog fejl

Mars-sonden Phoenix har smidt sin første skovlfuld marsstøv hen på ovnen, der skal analysere støvet. Men en sensor registrerer intet støv i ovnen. Årsagen kan være, at der er tale om store klumper, som ikke kan passere gennem filtret til ovnen.

Af Thomas A. E. Andersen, mandag 09. jun 2008 kl. 13:23

Phoenix har gjort sit job korrekt og smidt en skovlfuld støv ned til en af de ovne i rumsonden, der skal opvarme støvet og analysere det.

Men en infrarød sensor i en af de såkaldte Tega-ovne (Thermal and Evolved-Gas Analyzer) viser, at støvet i første omgang ikke er nået ned i analysekammeret.

Støvet er landet oven på det finmaskede net, der findes over ovnen, og Nasas teknikere arbejder nu ud fra en teori om, at marsstøvet er for tykt til at passere gennem nettet.

Kun partikler på mindre end en millimeter i diameter får lov til at ende i det 2,5 centimeter lange kammer. Ifølge den ledende forsker på Phoenix-sonden, Peter Smith, er Nasa ved at gennemgå billederne af støvet på lugerne og overvejer at sætte gang i sondens indbyggede vibrator til at smuldre støvet ned gennem nettet.

En anden mulighed er at benytte skovlen på robotarmen til at knuse klumperne, så der kan falde noget ned i ovnen og blive opvarmet til over 980 grader celcius.

Opvarmningen består af fire cyklusser og tager cirka fire dage. Processen er udviklet til først at søge efter vand og efterfølgende at finde sammensætningen af mere komplekse mineraler.

Phoenix gravede en stor skovlfuld støv frem

Marsstøvet blev torsdag i sidste uge opsamlet fra et område, som forskerne har døbt Baby Bear, og fredag blev det dumpet oven på ovn nummer fire.

Tidligere på ugen havde Nasas teknikere sendt kommandoer, som skulle åbne de to døre til ovn nummer fire, men den ene dør åbnede kun delvist.

Den mindre fejl skulle ikke have betydning for at gennemføre analysen, men Nasa valgte en forholdsvis stor skovlfuld til den først analyse.

Phoenix har i alt otte analysekamre, der kan bruges, hvis forsøget kikser i første forsøg. Men kamrene kan kun bruges en enkelt gang hver. Tega-instrument havde også elektriske problemer i sidste uge, men det lykkedes Nasas teknikere at løse det problem ved at skifte til et backup-system.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.