Om køb af Hi Fi - mediacentre: lyder de godt (nok)?
En af denne blogs læsere efterlyser en temperaturmåling på mediacentrenes lydkvalitet. Han opfordrer endda til, at jeg laver en test. Jeg takker for ideen og for tilliden, men det begiver jeg mig ikke ud i. Her må jeg henvise til læsning af fagpressen – med en som nævnt i en tidligere blog ("Om køb af Hi Fi - kan man bruge anmeldelser til noget?") passende kalibreret omhu – og lytning med egne ører.
Der er ikke noget, der kan skærpe seriøsiteten som egne aktuelle købsplaner. Dem har jeg ikke, så jeg må nøjes med at gøre opmærksom på, at der kan findes mange anmeldelser på nettet, ligesom danske High Fidelity har haft omtaler og tests jævnligt de seneste par år. ”Kryds”læser man, får man vel en slags ide om, hvorvidt man skal bruge yderligere tid på sagen.
To apparater er især dukket op på min radar:
Squeezebox, som fåes i basisudgave og en duetudgave til hhv. ca 2.200 og 3.200 kr.
Jeg hørte Squeezeboxen kortvarigt på en udstilling i november sidste år. Min nysgerrighed gjaldt de nye NewClassD moduler fra Lars Clausens hånd. Som en meget glad ejer af hans The End Millenium var min nysgerrighed, om man kunne få samme musikalitet parret med endnu større gennemsigtighed og klarhed.
Grundlæggende forblev mit spørgsmål ubesvaret, for jeg kunne ikke lide lyden – der var noget spidst over diskanten, måske også en smule hårdhed? Jeg kan ikke med sikkerhed afgøre, om det var Squeezeboxen eller NewClassD forstærkeren – men læser man på Stereophiles hjemmeside, så er der flere af de faste skribenter, der mener, at Squeezeboxen lider af netop en sådan skavank. Så jeg har for mit eget vedkommende afskrevet Squeezeboxen, mens jeg stadig er nysgerrig efter, hvordan Lars’ moduler lyder. Jeg hører gerne nærmere...
Ærgerligt at Lars ikke brugte en bedre signalkilde.
Om man skal afskrive Squeezeboxen, må vel komme an på, hvad man ellers har af udstyr, ikke mindst højttalerne, og hvor ens ambitionsniveau og pengepung i øvrigt befinder sig. Da jeg har højttalere med bånddiskanter (Heil) skal jeg ikke nyde noget.
Men modellen har altså mange glade ejere, heriblandt vistnok en af High Fidelitys skribenter – så tag ikke mine ord for gode varer - døm selv.
Logitech Transporter.
Her taler vi om ”wannabe” High End. Apparatet er efter sigende lækkert lavet (tyk aluminium osv.), og det er erfaringsmæssigt vigtigt for de rigtig hårdt ramte audiophiler. (Der er jo også folk der køber Audi A4 i stedet for en Passat eller en Skoda Octavia). Vigtigst er, at den hvad lyden angår – her læner jeg mig op ad Stereophile – lyder næsten lige så godt som rigtigt gode og dyre CD-spillere. Men så koster den jo så også ca 15.500 kr.
Har man penge og spyt til en separat DA-converter – sådan a la Benchmark DAC1 eller lign. – skulle man kunne komme meget langt med en Squeezebox, hvis achilleshæl nok er DA-delen. Men den samlede pris er jo så også nu godt og vel til at få øje på – men måske den helt rigtige løsning, hvis man har mange signalkilder, der alle kunne nyde godt af kvalitetskonvertering.
Længere end dette rækker min serv ikke.
Har vi på denne blog nogen, der har hørt, læst eller erfaret noget, der kan give syn for sagn?
Skal vor læser købe et mediacenter – og da hvilket - eller er han bedre tjent med at købe en CD-spille, måske modificeret med et Zap-filter – eller måske endda vente lidt?









