Passivhuse på samlebånd skal skyde op i Kolding
Hvem kan bygge et billigt fabriksfremstillet rækkehus på 100 kvadratmeter, der holder energiforbruget i bund, uden at prisen stiger? Sådan lyder udfordringen i et nyt projekt i Kolding.
Læs også
Dokumentation
Et udviklingsprojekt i det sydlige Kolding skal sætte fart på fabriksfremstilling af passivhuse.
Under navnet Sunshine House er Teknologisk Institut, Videnscenter for Industrielt Byggeri og Nordicom gået sammen om et projekt, hvor virksomheder i Danmark og udlandet kan byde på byggeriet af 12 rækkehuse i to plan, der overholder kravene til passivhuse. Det er ultra-isolerede huse, som ikke behøver varme tilført fra radiatorer.
Ifølge projektleder Michael Leutenberger, Teknologisk Institut, er fremtiden brolagt med industrielt byggeri, også selv om flere husfabrikker i øjeblikket kæmper for at overleve, og nogle har drejet nøglen om.
»Vi tror på, at markedet modnes. Industrielt byggeri er fremtiden, fordi det kan få priserne ned og øge kvaliteten. Hvis ikke vi forsøger at flytte grænserne for dansk byggeri, så vil andre gøre det,« siger han.
Blandt kravene til den enkelte bolig er, at 80 procent af byggeriet skal foregå »off-site«, altså på fabrikken. Samtidig må nettovarmebehovet til rumopvarmning ikke overstige 12 kWh per kvadratmeter per år.
Vedvarende energi fra lokale anlæg blandt rækkehusene må godt indregnes i energiregnskabet, men cirkulationspumper og ventilatorer skal være A-mærkede, fremgår det af projektbeskrivelsen fra Sunshine House.
Elforbrug, luftfugtighed og temperatur registreres
Hele energibalancen i boligen skal registreres hver time og gemmes digitalt, så data kan analyseres i projektets 36 måneders lange levetid. Registreringen omfatter temperatur og luftfugtighed i boligens enkelte rum samt udenfor, elforbrug, vandforbrug og varme/køle-forbrug.
Hvert rækkehus får en størrelse på mellem 100 og 110 bruttoetagemeter med tre værelser, køkken, to badeværelser, samt pulterrum og entré. Bygherren skal holde sig til en pris på 9000 kroner per kvadratmeter eksklusiv moms, hvilket svarer nogenlunde til tilsvarende rækkehuse af samme standard.
»Prisen bliver klart den store udfordring,« siger Michael Leutenberger.
Husene skal står klar den 6. november 2009 før klimatopmødet i København, og allerede den 21. november 2008 vil fire finaleprojekter være udvalgt.
Kolding er magnet for passivbyggeri
De 12 passivhuse kommer til at dele pladsen med 40 passiv-lejligheder, der skal bygges i det sydlige Kolding. Byggeriet er et samarbejde mellem Rockwool, arkitekt Lars R. Hansen og developer Evan Nicolaisen.
De første lejligheder skal stå klar allerede i slutningen af i år og får et gulvareal fra 133 til 156 kvadratmeter med priser fra 3,1 million kroner til 4,65 millioner kroner.





