Nordmænd: Alger er brændslet, som kan fjerne CO2 fra atmosfæren
Dyrkning af alger i lukkede beholdere er nøglen til at få CO2-indholdet i atmosfæren ned. Tørrede alger skal brændes af på kraftværkerne, og drivhusgassen fra værkernes skorstene skal deponeres, mener norsk miljøbevægelse.
Læs også
-
Dyrk alger og giv dem saltvand - så skal I få masser af biobrændstof
Læs mere om
Frem mod 2050 skal vi sætte fuld fart på udbygningen af algereaktorer, der skal medvirke til at sænke CO2-indholdet i atmosfæren. I en ny rapport lancerer den norske miljøbevægelse Bellona begrebet »carbon negative«, der går ud på at fjerne CO2 fra atmosfæren med ny teknik.
Bellona mener, at algedyrkning er nøglen, der skal smække døren i for klimaændringer. Algerne skal dyrkes i lukkede systemer, hvor sollyset kan trænge ind, og fugtigheden spærres inde, skriver Teknisk Ukeblad.
Slutproduktet kan så lagres, tørres og bruges til CO2-neutralt brændsel i kraftværkernes ovne, og til sidst skal CO2 fra kraftværkernes røg lagres dybt i undergrunden. På den måde fjerne man faktisk CO2 fra atmosfæren eksempelvis ved at køre i elbil, lyder forklaringen fra Bellona.
»Det er en genial metode. Vi kan rent faktisk fjerne CO2,« siger formanden for Bellona, Frederic Hauge, der har en tyrkertro på konceptet, selvom han er forberedt på at blive latterliggjort.
Algedyrkningen skal foregår i ugæstfrie områder som ørkner, fordi det forhindrer konkurrence med madproduktion.
»Vi mener, at det er fuldt muligt at gøre uden at true hverken mangfoldigheden eller madproduktionen. Fra alger kan der produceres både brændsel og mad,« siger Frederic Hauge.






