Italiensk IC4-producent udskifter sin topchef
Ansaldobredas topchef er trådt tilbage og har overladt posten til sin næstkommanderende.
Læs også
-
Trods ultimatum: Danske togpendlere må kigge langt efter IC4 næste år
Læs mere om
Dokumentation
Efter tre år i spidsen for Ansaldobreda træder administrerende direktør Robert Assereto tilbage. Den officielle begrundelse lyder, at det sker efter direktørens eget ønske.
Ansaldobredas moderselskab, Finmeccanica, skriver i en pressemeddelelse, at man igennem længere tid har arbejdet på at få »større strategisk kontrol med selskabets ordrer«. En mission Robert Assereto angiveligt anser for fuldført.
Netop selskabets ordrer har voldt store problemer de seneste år. Ikke mindst leveringen af IC4-tog til Danmark har trukket ud i en evindelighed, hvilket har kostet på bundlinjen.
Finmeccanicas seneste årsregnskab viser en pæn stigning i nye ordrer og omsætning, men overskuddet er dog næsten halveret i forhold til 2006.
Ansaldobreda, der står for cirka 10 procent af moderselskabets omsætning, formåede i 2007 ikke at leve op til resultaterne fra 2006.
Finmeccanica udtrykker dog tilfredshed med Robert Asseretos arbejde for koncernen.
»Finmeccanica-gruppen som helhed ønsker at udtrykke tak og påskønnelse af den professionalisme og erfaring, hr. Assereto har bidraget med i løbet af sin tid ved Ansaldobredas ror,« skriver Finmeccanica i pressemeddelelsen.
Ansaldobredas nye direktør bliver firmaets hidtidige næstkommanderende, Salvatore Bianconi.






