18-årig udvikler balancestyret el-motorcykel
En teknikinteresset canadisk knægt har konstrueret en Segway-lignende lydløs motorcykel til bytrafik, mens han ventede på at blive optaget på MIT.
En tænd/sluk kontakt er motorcyklens eneste regulerbare udstyr. Hastighed og kørselsretning styres alene med balancen.
Læs mere om
Dokumentation
Den 18-årige canadisk opfinder Ben Gulak har fanget verdens opmærksomhed med et balancestyret transportmiddel, Uno, der ikke spreder skadelige luftarter i bymiljøet.
Det er en elektrisk motorcykel, som balancerer på to tætsiddende parallelle hjul ved hjælp af computerstyring og accelerometre.
Synet af motorcyklens balancekunst giver associationer til en teknologisk konkurrent, nemlig Segway-løbehjulet, som i sin tid blev markedsført som fremtidens transportmiddel. Men det kostbare løbehjul er ikke nået meget længere end som blikfang i markedsføringskampagner.
Ben Gulaks motorcykel styres på samme måde som Segway'en, ved at læne sig fremad, bagud eller til siderne.
Forskellen er, at motorcyklen kan køre tilstrækkeligt hurtigt til at følge bytrafikken, og den kan lægge sig ned i svingene.
Ben Gulak begyndte på sit projekt i fritiden som 16-årig, men da han et år senere forsøgte at komme i gang med et ingeniørstudium på det berømte Massachusetts Institute of Technology (MIT), blev han sat på venteliste. I det år, han måtte vente, videreudviklede han motorcyklen med assistence fra flere professionelle sponsorer.
Undervejs har han vundet den ene opfinderpris efter den anden og rosende omtaler i adskillige tekniske medier. For eksempel blev han nummer to i Intels International Science and Engineering Fair med sin Uno.
Sidste år blev han udnævnt til årets Young Innovator af Canada Foundation for Innovation. Og han har senest optrådt i Jay Lenos tv-show.
Imidlertid har Ben Gulak de seneste to år arbejdet på projektet med den jævnaldrende Jason Morrow, skriver det canadiske teknikmagasin Canoe Technology.
Motorcyklen er bygget over en 24-Volt-elmotor fra en kørestol til handicappede. Men for at give den tilstrækkeligt effekt til almindelig bykørsel, skulle den forsynes med et 36-Volt-batteri. Det medførte, at de første tre prototyper brød i brand.
Derpå fik han ingeniørhjælp fra det canadiske firma Veltronics, og det kom der et bedre motorstyringskredsløb ud af, som øgede motorens effekt med 40 procent.
Betjeningen er yderst simpel. Der er kun en tænd/sluk kontakt. Ingen gashåndtag eller bremser.
Motorcyklens computer mærker, hvor føreren læner sig hen og prøver at holde balancen ved at dreje på hjulene.
Ben Gulak og Janus Morrow er dog ikke de eneste, der har leget med det et-hjulede, balancestyrede motorcykelkoncept. Den velkendte flyfabrik Bombardier fremviste for nogle år siden en meget lignende elmotorcykel. Men den er opgivet for længe siden.
Nu er Ben Gulak blevet optaget på MIT, hvor han skal suge viden til sig i de nærmeste år. Så vil tiden vise, om Uno'en får større kommerciel succes end de to forgængere.






