Ekspert: Tsunami og jordskælv skete uafhængigt af hinanden
En mindre tsunami i Færøerne var ikke et forvarsel om et kraftigt jordskælv i Island dagen efter. Tsunamien med havstigninger på tre meter skyldes formentligt et undersøisk jordskred, mener seismolog.
Dette har ikke noget med den lokale tsunami at gøre, men er nogle pittoreske skyer i fjorden set fra Hvannasund. Foto: Wikimedia Commons
Læs også
Læs mere om
Onsdagens lokale tsunami på Færøerne og torsdagens jordskælv i Island har ingen sammenhæng med hinanden, selv om det unægteligt er pudsigt, at to så spektakulære naturfænomener hænder med få timers mellemrum på to nordatlantiske øer med 450 kilometer til hinanden.
Sådan lyder vurderingen fra seniorforsker i seismologi ved Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (Geus), Tine B. Larsen.
»En tsunami forårsaget af et jordskælv kræver en forskydning nede i havbunden. Men da forskydningen først viser sig på land et døgn senere, kan det ikke være tilfældet,« siger Tine B. Larsen.
Hun fortæller også, at noget af det første, hun gjorde, da hun hørte om tsunamien, var at tjekke jordskælvlisterne. De angav ingen rystelser. Så det er altså ikke et jordskælv, der kan have forårsaget de bølger på Færøerne, som geologerne fortsat er forundrede over.
Den lokale tsunami kom til udtryk om eftermiddagen ved, at vandet, især i den færøske bygd Hvannasund, begyndte at stige støt på et tidspunkt, hvor vejret ellers var fint, og vinden rolig. Herefter trak vandet sig kraftigt tilbage for så at bruse ind i fjorden igen.
Fænomenet gentog sig 10-15 gange på en halv time med den største forskel i vandstigningen på 3 meter. Om aftenen var der atter en lokal tsunami, men af væsentlig mindre intensitet og varighed.
Hos Jarðfeingi – Færøernes direktorat for energi og geologi - arbejder geologerne med tre teorier. At tsunamien skyldes et lokalt bjergskred, men ingen af de lokale så dog et skred forud for bølgernes specielle opførsel. At det er et undersøisk bjergskred. Eller at der har været en hændelse i havet langt væk med en ring-virkning, som så rammer to gange.
Tine B. Larsen fra Geus hælder til teorien om et undersøisk bjergskred. Hun beretter, at en af hendes kolleger, som har arbejdet med underjordiske jordskred i Nordatlanten, straks kastede sig over sine kort i går. Kollegaen vurderede bagefter, at stedet, hvor tsunamien blev observeret, stemmer godt overens, hvor der tidligere er registreret undersøiske bjergskred.






