Videnskabelig uredelighed - her groft defineret som FFP, dvs. Fabrication, Falsification og Plagiarism - er et problem, der på baggrund af en række spektakulære sager har fået stigende opmærksomhed.

Der synes at være bred enighed om, at sager om videnskabelig uredelighed gør det nødvendigt at oprette egnede institutioner, der kan håndtere sagerne. I samme åndedrag fremhæves også nødvendigheden af at se på den udvikling i videnskaben, der er med til at skabe problemet.

Det skorter imidlertid meget på konkrete handlingsanvisninger desangående. Dermed er der en risiko for, at bureaukratiske klageinstanser kommer til at stå alene som reguleringsform uden dybere forståelse af, hvorfor problemerne opstår, og det kan vise sig at være mere til skade end til gavn.

Det er nødvendigt, at de magtfulde aktører - ikke mindst bevillingsgiverne - tager et medansvar.

Det er i grove træk den konklusion, jeg mener, der kan drages på baggrund af verdenskonferencen om 'Research Integrity', der fandt sted i Lissabon sidste år.

Psykopaterne bliver alle opdaget
Hvorfor begås der videnskabelig uredelighed? I sin rapport om emnet forklarer OECD det som tilfælde af individuel moralsk svaghed.

Men hvorfor finder de sted? Man kunne sige, at videnskaben som institution er anlagt på at producere viden som et offentligt gode. Det vil blandt andet sige, at man deler sin viden åbent og frit med andre, og det er igen baseret på gensidig tillid. Et sådant system er naturligvis sårbart over for at blive udnyttet af opportunister.

En forsker på kongressen vurderede, at folk, der snyder, ofte er psykopater. Han vurderede også, at de altid bliver opdaget, og at problemet således er overvurderet.

Det er et meget større problem, mente han, at den meget store del af den anvendte forskning, der finder sted i industrien, udnytter det offentlige gode skabt af offentligt finansieret forskning uden selv at bidrage til åbenheden omkring resultater.

Det er selvfølgelig vigtigt at være opmærksom på de rette proportioner. Men tendensen til at forstå videnskabelig uredelighed udelukkende som resultatet af individuelle valg overser en væsentlig side af problemet.

Det kan illustreres med den måske mest spektakulære sag overhovedet, nemlig sydkoreaneren Hwang Woo-Suk, der fik to artikler om kloning i relation til stamcelleforskning, der begge var baseret på fabrikerede data, publiceret i Science.

Hwang besidder sikkert psykopatiske træk. Men sagen kan kun forstås i lyset af Sydkoreas umådelige ambitioner om at blive førende i bioteknologi. Hwang forstod simpelthen at levere, hvad regeringen brændende ville have. Han blev kåret til 'kongen af kloning' og fik særbehandling af regeringen.

Blandt andet kom den sydkoreanske bioetik- og biosikkerhedslovgivning til at indeholde en klausul, der i praksis betød, at Hwang som den eneste blev undtaget fra bestemmelserne.

Han blev afsløret, fordi der blev rejst kritik af hans etiske praksis med hensyn til donoræg.

Fristelsen for snyd er stor
Det er således vigtigt at være opmærksom på de institutionelle rammers betydning. Ved nærmere eftersyn viser billedet af den offentligt finansierede forskning som åben videnskab præget af gensidig tillid sig at være delvist misvisende.

Videnskab er også konkurrence om bevillingerne. Her er der en interesse i at holde sine hypoteser og resultater for sig selv, indtil man kan publicere dem som den første. Der kan også være en interesse i at overvurdere betydningen af sine resultater.

I denne konkurrence er der en fristelse til at snyde med sine resultater. Og statistikkerne over indberettede sager viser, at det især er unge forskere uden fast stilling, der er fristede.

Konkurrencemomentet gennemsyrer på forskellig måde de forskellige institutioner. For tidsskrifterne er der naturligvis et prestigetab ved at måtte tilbagekalde artikler, men samtidig vil de gerne publicere resultaterne af netop de dristige forsøg, der udgør højrisikogruppen for snyderi.

På samme måde er universiteterne afhængige af at bevare et image af pålidelighed udadtil, ikke mindst over for de bevilgende instanser. Det betyder en interesse i at dysse eventuelle sager ned og skjule dem for offentligheden.

Konkurrence er et problem
Hvad kan man så stille op?

Alle kan være enige om vigtigheden af en moralsk oprustning, der videreformidler god videnskabelig praksis med solide rutiner og en åben atmosfære til nye generationer af videnskabsfolk. Men det fjerner ikke konkurrencemomentet og de incitamenter til at snyde, som det indebærer.

Her er det så, at mange peger på nødvendigheden af formelle strukturer, der kan behandle sager og forebygge gennem risikoen for at blive opdaget.

Imidlertid vil sådanne organer også kunne blive brugt i konkurrenceøjemed, idet der kan være en fristelse til at anmelde konkurrerende forskere med falske anklager.

Det kan kræve et betydeligt bureaukrati at håndtere sådanne sager, og resultatet er ikke nødvendigvis altid tillidsvækkende. Samtidig kan stor vægt på formelle systemer svække de interne, mere uformelle strukturer.

I stedet ligger nøglen til en løsning efter min vurdering i at erkende, at det først og fremmest er konkurrencen om bevillingerne, der skaber problemerne.

Der er en samfundsmæssig interesse i at have denne konkurrence, idet den må antages at føre til bedre forskning. Men bevillingsgiverne må også tage et ansvar for at mindske de risici for uredelighed, som konkurrencen skaber.

Udfordringen for de bevilgende instanser er at finde effektive og ubureaukratiske måder at håndtere den risiko for videnskabelig uredelighed, der følger i kølvandet på konkurrencen om forskningsmidler.