/elektronik

Aalborg hugger institut-leder fra Københavns Universitet

Lene Lange, tidligere forskningschef i Novozymes og institutleder på Københavns Universitet, skifter til en ny stilling som prodekan for forskning ved Aalborg Universitet.

Klik for at se billedet i stort

Fakta: Lene Lange Lene Lange (f. 1948) er uddannet fra Københavns Universitet i 1973, hvor hun efterfølgende arbejdede i seks år. I 1990 blev hun doctor scient ved Københavns Universitet og i 2000 adjungeret professor ved Landbohøjskolen. Efter otte års ansættelse ved Frøpatologisk Institut blev hun i 1986 headhuntet til Novos nystartede satsning Plant Protection. Lene Lange arbejdede i Novo-gruppen fra 1986 til 2007, senest som forskningschef i Novozymes A/S. I februar 2007 vendte hun tilbage til universitetsverdenen, som institutleder på KU. (Foto: AMDI THORKILD)


Læs også

Læs mere om

Af Mads Nyvold, onsdag 28. maj 2008 kl. 10:58

Når Københavns Universitet slår dørene op til et kuld videbegærlige studerende og ihærdige forskere i september, møder ingen af dem leder af Biologisk Institut, Lene Lange.

Den titel har hun droppet til fordel for et nyt job i en nyoprettet stilling som prodekan for forskning på Aalborg Universitet.

Samspillet mellem fakultetets 14 institutter var med til at understrege, at det valg var det rigtige for professoren, som nok er mest kendt for sine mere end 20 år som forskningschef hos Novo og Novozymes.

»Hvis man i fremtiden vil være med til at sætte en dagsorden inden for forskning, så er det en stor fordel at have ét fakultet, der går på tværs af blandt andet miljø-, ingeniør- og medicinområderne, som AAU
har. For udsagnet om, at eksempelvis biologi kan flytte verden, har aldrig været mere sandt end i dag,« siger Lene Lange, som også skal være med til at udbygge AAU’s afdeling, Copenhagen Institute of Techonology i Ballerup.

På det nordjyske universitet kan Lene Lange se frem til at arbejde sammen med biobrændstofprofessor Birgitte Ahring. Et samarbejde, som Lene Lange tilbage i april udtrykte stor begejstring for, idet Birgitte Ahring oprindeligt var på vej til Københavns Universitet efter sin fritstilling fra DTU, men hun valgte altså også et bedre tilbud fra Aalborg Universitet.

Lene Lange har markeret sig i den offentlige debat som næstformand i Det Strategiske Forskningsråd med kritik af regeringens afventen over for biobenzin. Det skete blandt andet i 2006, hvor regeringen valgte ikke at fremme salget af biobrændstoffer med for eksempel afgiftslempelse, men udelukkende at give penge til forskning.

Den holdning, tilkendegav Lene Lange, ville skade anden generations brændstofferne, idet man mister tid, hvis man først støtter salget, når hele teknologien er på plads.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.