Lindøværftet gisper for at overleve konkurrencen med Asien
A.P. Møller-Mærsk vil ikke længere dække milliardtabene på Lindøværftet. En rationaliseringsplan stiller fyringer i udsigt, men det er nødvendigt, hvis værftet skal overleve i konkurrencen med Asiens lave lønninger.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Odense Staalskibsværft, Lindø, er i dyb krise på grund af den hårde konkurrence fra Asien, hvor prisen for at bygge skibe er langt mindre blandt andet på grund af lave lønninger. Derfor kaster værftet sig nu ud i en rationaliseringsplan, der kan betyde et farvel til flere medarbejdere.
I flere år har Lindværftet haft milliardstore underskud. Sidste år landede driftstabet på 810 millioner kroner.
»Lindø står i en særdeles vanskelig økonomisk situation. Lindø har fortsat et massivt underskud og er ramt hårdt af de internationale konjunkturer, herunder udviklingen i den amerikanske dollar,« skriver A.P Møller-Mærsk, ejeren af Lindøværftet, i en pressemeddelelse.
Ifølge bestyrelsens formand Lars-Erik Brenøe er hele ideen med en rationaliseringsplan at sikre, »at der fortsat eksisterer et skibsværft på Fyn i de kommende år.«.
»Ejeren har i de seneste år tilført værftet betydelige summer, men det er nu nødvendigt at bringe værftets omkostninger markant ned for at styrke dets muligheder for at overleve på sigt,« skriver han i en pressemeddelelse.
Lindøværftet eksisterede, allerede før Mærsk Mc-Kinney Møller blev født, og hele hans liv har han næret store følelser for værftet, hvor han selv har siddet i bestyrelsen. Flere internt på Esplanaden, hovedsædet for A.P Møller-Mærsk, er enige om, at værftet kun har fået lov til at overleve på grund af Mc-Kinney Møllers følelser for værftet, skriver Politiken.
I værftets storhedstid var der 5.000 medarbejdere, mens der i dag er 2350 timelønnede og cirka 500 funktionærer.
Krisestemningen har hængt over værftet de seneste år og allerede ved generalforsamlingen i 2005 gjorde bestyrelsesformand for A.P Møller-Mærsk-koncernen, Michael Pram Rasmussen, klart, at værftet hang i ved neglene.
»Vi arbejder ihærdigt for, at Lindø skal klare sig. Problemet er blot, at effektiviteten fortsat er alt for ringe. Om Lindø vil overleve, er helt afhængig af, om effektiviteten stiger,« sagde Michael Pram Rasmussen for tre år siden.






