/elektronik

Dele af DTU's supercomputer dukket op i England

Politiet i London har fundet fire ud af 18 board, der blev stjålet fra en supercomputer på DTU for 15 måneder siden. Tyvene forsøgte at afsætte dem til et amerikansk firma.

Af Thomas Djursing, onsdag 28. maj 2008 kl. 09:23

Engelsk politi har fundet dele af supercomputer til 40 millione kroner, der blev stjålet fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) for 15 måneder siden. Det bekræfter efterforskningsleder Lau Thygesen fra Nordsjællands Politi til Berlingske Tidende.

I sidste uge modtog politiet en opringning fra Metropolitan Police i London, der havde fundet fire boards – skuffer med processorer – ud af de i alt 18 stjålne.

Delene dukkede op i forbindelse med en efterforskning af en lignende sag i England, og tyvene blev afsløret i forsøg på at sælge computerdelene til et større amerikansk firma.

Opringningen fra de engelske myndigheder kommer på et tidspunkt, hvor den danske efterforskning har ligget stendød siden begyndelsen af juli, selv om billeder af gerningsmændene har været offentliggjort.

Computerdelene blev fjernet en sen nattetime den 26. marts, hvor en sent arbejdende og intetanende studerende havde åbnet en dør indtil matematiktorvet. Ind trådte en ung fyr iført sort jakke og sorte handsker. Senere fulgte mindst to kompagnoner.

De skridtede gennem Bygning 306. Entrerede stueetagen og et lukket rum. Her stod fem af Danmarks kraftigste computere i køleskabsstore kabinetter i amerikansk kingsize.

På under en halv time løb tyvene med 72 chips til en værdi af 32 millioner kroner. I alt blev der stjålet 144 CPU’er med en samlet hukommelse på 484 GB.

Tyveriet ramte DTU hårdt, da 150 frontforskere bruger computeren og samlet tjener mellem 10 og 15 millioner kroner om måneden.

Efter tyveriet stod computeren dog kun stille en uge, men kom hurtigt i gang på gamle og langsommere boards, og den 30. april installerede DTU's teknikere 96 nye CPU-enheder, som gjorde computeren 33 procent kraftigere end før.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.