Nu kommer din personlige mobilsender
Allerede i år bliver det muligt at få sin egen basestation til mobiltelefoni, en femtocelle, som kan gøre fastnettelefonen overflødig. Telia tester dem i øjeblikket i Danmark.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Snart kan virksomheder og private hjem få deres egen basestation til mobiltelefoner - også kaldet en femtocelle.
Teleselskabet Telia er herhjemme i færd med at teste en femtocelle fra Alcatel-Lucent. Apparatet er ikke større end et telefonmodem, og meningen er, at den skal kobles direkte på en ADSL-forbindelse ligesom den sædvanlige router.
Det giver brugerne mulighed for at bruge deres mobiltelefoner inde på virksomheden eller hjemmet i stedet for trådløse telefoner, der er koblet til det almindelige telefonnet.
Med femtocellen sendes telefonsamtaler over bredbåndslinjen og bliver dermed en konkurrent til for eksempel IP-telefoni via et trådløst wifi-netværk i hjemmet.
Men til forskel fra wifi-netværket er femtocellen fra begyndelsen designet til mobiltelefoni og får ingen problemer med lydkvaliteten, ligesom rækkevidden kan blive bedre. Brugeren skal heller ikke indstille telefonerne, kun opsætte femtocellen.
En anden forskel er, at femtoceller ikke bruger licensløse frekvenser, som kan forstyrres af alt muligt trådløst udstyr. En femtocelle er altså en lille, fremskudt mobilbasestation, som er helt under teleselskabets kontrol.
Derfor skal den også indgå i teleselskabets mobile netværksplanlægning. Det giver tekniske problemstillinger, for det må ikke forstyrre resten af mobilnetværket.
Til gengæld får teleselskabet en aflastning af de øvrige mobilmaster, så en flittigt brugt femtocelle kan udskyde det tidspunkt, hvor teleselskabet skal udvide med flere master.
Markedet for femtoceller er kun lige ved at blive skudt i gang. Ifølge en fælles pressemeddelelse fra Telia og Alcatel-Lucent ventes markedet for femtoceller at komme op på 100 millioner enheder inden 2011.
Det er dog mere optimistisk end producenternes sammenslutning, Femtoforum, selv opgiver. Forummet citerer en markedsvurdering fra ABI Research, som lyder på 32 millioner femtoceller inden 2011, men disse celler skal til gengæld give samtalemulighed til 102 millioner telefonbrugere.






