Græshoppe-robot springer 27 gange sin egen højde
En fem centimeter høj og syv gram tung schweizisk robot sætter alle konkurrenter til vægs, når det gælder springkraft. Det kan måske udnyttes til at udforske fremmede planeter, men så skal den først lære at rejse sig op.
Den svejtsiske springrobot spænder sine fjedre ved hjælp af en gearudveksling. (Foto: Alain Herzog/EPFL)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Schweiziske forskere har slået alle rekorder, hvad angår højdespring for robotter. Laboratory of Intelligent Systems ved Ecole Polytechnique Federale de Lausanne (EPFL) har konstrueret en ganske lille robot, som er i stand til at hoppe 27 gange sin egen højde.
Ifølge læreanstaltens egen pressemeddelelse er det 10 gange så højt som alle eksisterende hoppende robotter.
Robotten er kun fem centimeter høj og vejer 7 gram, så overliggeren skal altså 1,4 meter over jorden.
Evnen til at hoppe er en stor fordel, hvis terrænet er så ujævnt, at man hverken kan køre eller gå. Det kunne for eksempel være på en fremmed planet, der skal udforskes.
»Sådanne små, hoppende robotter kunne udstyres med solceller, der kan oplade dem mellem springene. Og så kan de udsættes i sværme til udforskning af svært tilgængelige områder på Jorden eller på andre planeter,« siger professor Dario Floreano fra EPFL.
Robotten bruger samme teknik som græshopper og frøer. Den samler energi i en elastisk mekanisme, som tillader, at hele energien kan udløses på én gang.
Den har to torsionsfjedre, som spændes ved hjælp af en lille elmotor på 0,6 gram og en gearudveksling som i et gammeldags vækkeur. Benene kan justeres med hensyn til springvinkel, springkraft og kraftudladningsprofil under accelerationsfasen.
Den kan spænde fjedrene til spring hvert tredje sekund, og et lille batteri giver mulighed for 320 spring, før det skal skiftes.
Selve springet er imponerende kraftfuldt (se videolink), men landingen er bestemt ikke graciøs. Den lander, som den nu bedst kan, på alle tænkelige kanter.
Men her ligner den græshoppen, som heller ikke er nogen balletdanser. Græshoppen er dog i stand til at rejse sig op på benene igen i modsætning til robotten i sin første udgave.
Robotarbejdet og et tilhørende paper er netop præsenteret på IEEE International Conference on Robotics and Automation i Pasadena, Californien.






