Selvmord at åbne et mikro-bryggeri - men der er penge at hente i en ny forretningsmodel
Af Søren Houmøller,
tirsdag 27. maj 2008 kl. 09:01
For 4-5 år siden var det innovativt at åbne et mikrobryggeri. Nu er det nærmest selvmord. De seneste regnskaber er blodrøde. Dengang var der 25 bryggerier. Nu er der 130. Dengang var der 1600 øl tilmeldt Dansk Retursystem. Nu er der 5000.
Så hvad er problemet og hvad skal man gøre?
De første mikrobryggerier betjente et nyt og voksende marked med stor efterspørgsel hos kunderne. Man kunne sælge næsten hvadsomhelst, uanset kvalitet og pris, for det var trendy at drikke specialøl.
Nu er det stadig trendy, men kun de færreste ølnørder er i stand til at holde styr på de nye bryggerier og i særdeleshed alle de nye øl.
Et nyt bryggeri bliver etableret af entusiasme hos en ildsjæl, der vil udleve drømmen om at brygge sit eget øl. Selvfølgelig er det en forudsætning at kunne brygge øl, men der er andet end produktet at tage hensyn til: Rengøring, salg, markedsføring og distribution er alle nøglefaktorer til succes. Som en brygger en gang sagde til mig: "At brygge øl er 10% håndværk og 90% rengøring, salg og markedsføring".
Nu er vi så i den situation, at kun få forbrugere savner et større udvalg og supermarkedshylderne er så fulde, at et nyt bryggeri skal konkurrere en konkurrent af, før de selv kan få plads. Det sker typisk ved at sænke prisen.
På produktionssiden er det jo sådan, at man skal lave betydelige investeringer før den første dråbe er solgt. Man skal investere i sin bryggerikapacitet som det første. Og de fleste er optimister omkring netop deres koncept, så der er nu en betydelig overkapacitet i markedet.
Overkapacitet er omtrent det værste der findes for produktionsvirksomheder. Investeringen skal forrentes og hvis man ikke sælger som man havde håbet får man ikke udnyttet sin kapacitet - og man kan ikke gøre noget ved det. Omkostningen er fast. Man kan ikke bare afskedige et par medarbejdere.
Så igen er nøglekompetencen ikke at brygge øllet, men at sælge og distribuere det.
Derfor er det temmelig tåbeligt at starte et nyt bryggeri netop nu: Det er uhyre svært at finde sin unikke profil, der er pres på priserne og det er et hestearbejde at kæmpe sig ind på hylderne.
Så her er et gratis "business proposal" til alle, der går med tanker om at brygge - eller bare at tjene nogle penge i en trængt branche:
Udnyttelsen af kapaciteten er afgørende for bryggerierne, som derfor er villige til at sælge den for marginalomkostningen. Man kan med andre ord shoppe rundt hos bryggerierne og købe deres overskudskapacitet, som dermed bliver en variabel omkostning, der kan reduceres eller forøges afhængig af salget.
Med produktionen på plads til lave omkostninger og lav risiko mangler blot salget, markedsføringen og distributionen. Udfordringerne er selvfølgelig de samme som beskrevet ovenfor, men da man ikke slæber rundt på et dyrt bryggeri og store faste udgifter har man både en bedre margin på øllene og en bedre forhandlingsposition.
Skulle der sidde nogle læsere derude med lidt cash i overskud og tanker om at kaste dem ind i ølmarkedet er denne blogger klar til et partnerskab med det samme.