Nasa bekræftede klokken 05.30 dansk tid, at den danske vindmåler på rumsonden Phoenix nu er foldet ud.

Vindmåleren sidder på den såkaldte meteorologimast, der blev udløst, ved at en sprængladning ødelagde et bånd omkring masten, så en fjeder kunne rejse masten.

Vindmåleren har to afgørende formål. For det første skal den undersøge, hvordan vindforholdene varierer i løbet af et døgn med særlig fokus på, hvornår det er mest stille. Når Phoenix skal tage prøver af overfladen, er det nemlig bedst at lave indsamling i vindstille perioder for at undgå, at de små fragmenter blæser væk.

For det andet skal vindmåleren undersøge teorien om, at en sydlig vind er dominerende på den nordlige del af Mars ved indgangen til vinteren. Phoenix er landet på 70 grader nordlig bredde, og i
løbet af de kommende måneder falder temperaturen til omkring minus 79 grader.

Ved den temperatur har CO2 i atmosfæren sit kondensationspunkt, og så drysser CO2 ned på overfladen som kulsyresne. Derfor forventer forskerne, at en sydlig vind må være fremherskende for at tilføre ny CO2 til de nordlige områder, fortæller Per Nørnberg, projektleder ved Marslab på Aarhus Universitet, som har bygget vindmåleren.

Et kamerakig på vindmåleren afslører vindforholdene
Vindmåleren, der er testet i en særlig vindtunnel, består af et lille let rør af såkaldte kaptontråde. Røret hænger i snoede kevlarfibre og får dermed den helt rigtige træghed til opgaven. Det har været afgørende, at røret ikke kommer i svingninger, for så vil man ikke kunne aflæse noget af dets bevægelser.

Aflæsningen af vindretning og -hastighed sker ved, at forskerne ser på måleren med rumsondens kamera.

»Ikke en eneste afslappet muskel i hele lokalet«
Landingen blev også fulgt med spænding af danske forskere fra Niels Bohr Institutet, der havde udviklet magneter til at fastholde og udforske marsstøvet. Forskere fra Københavns Universitet var også repræsenteret med en særlig farvepalet, som rumfartøjets hovedkamera skal måle sig op imod for at opnå den helt nøjagtige indstilling.

I USA var lektor Morten Bo Madsen fra Københavns Universitet blandt de syv danske deltagere i forsøget, der overværede landingen fra Science Operations Centre i Tucson.

Sammen med deres familier fulgte de den nervepirrende rejse mod marsoverfladen, der kun varede syv minutter.

»Under selve landingen fik vi løbende meldinger fra mission control i Pasadena, Californien, om milepæle, for eksempel ’nu er vi gået ind i atmosfæren’, ’nu er faldskærmen ude’, ’nu er varmeskjolden kastet af’, ’nu er landingsstellet nede’, og hver gang brød folk ud i jubel for kort efter at holde vejret igen og håbe på, at næste skridt også ville gå godt,« skriver Lone Djernis Olsen fra DTU Space om stemningen i lokalet.

»Da nedtællingen fra 250 meter over overfladen begyndte, tror jeg ikke, at der var en eneste afslappet muskel i hele lokalet, og da meldingen om touch down kom, gik der et halvt sekund før hele lokalet eksploderede i lettede råb, klappen og knus,« skriver hun.

Udsigt til let gravearbejde – ingen store klipper
På det tidspunkt havde Phoenix faktisk allerede stået på Mars i et kvarter, som er den tid, det tager for radiosignaler at tilbagelægge afstanden mellem Jorden og Mars.

Efter landingen havde Mission Control udspillet sin rolle, og tøjlerne blev givet videre til Tucson, og næsten to timer efter landingen tonede de første billeder, som Phoenix har taget af sig selv og sine omgivelser, frem på storskærmen lokalet.

»Billederne viste blandt andet perfekt udfoldede solpaneler og et fladt landskab omkring landeren uden store klipper, der kan gøre det besværligt at grave, hvilket udløste endnu en runde bifald,« skriver Lone Djernis Olsen.

»På det tidspunkt var det dog mest familiemedlemmer, der var tilbage; de fleste Phoenix-folk havde allerede forladt festlighederne og sat sig til rette foran computerskærmene for at komme i gang med arbejdet.«

De første uge skal forskerne bruge på at tjekke alle systemer ombord, men så begynder missionen for alvor. Lige under overfladen ligger is, og med en slags skovl vil Phoenix grave jordprøver frem og brænde det i en lille ovn. Det skal afsløre, om der findes kulstofforbindelser og dermed et tegn på liv.