IC4 kulegravning

Af Poul-Henning Kamp,  fredag 23. maj 2008 kl. 11:43

Der er én ting som ingen af Folketingets politkere kræver af IC4: en kulegravning af hele forløbet, så man ikke laver samme fejl næste gang.

Der er ellers mange spændende ting man kunne grave i.

F.eks:

Sammenkoblingen af IC4 tog er ifølge DSB's eget "ultimatum" så stort et teknisk problem at man kun forventer at leverandøren kan få et sammenkoblet tog godkendt inden deadline.

Jeg blev igår doceret om at også IC3 havde store problemer med at koble togsæt sammen og at det medførte et leverandørskift midt i vadestedet for styringen af hele toget.

Et passende spørgsmål til en undersøgelseskommision kunne derfor være om DSB blev klogere af IC3, eller om man lavede kravene til IC4 sammenkobling med hovedet under armen, uden at være blevet klogere.


Et andet emne:

DSB har givet leverandøren mundkurv på og nægter pure at udlevere noget som helst materiale af teknisk karakter, der kunne informere Folketinget eller andre om problemernes karakter.

Hvor mange af de 200, et mistænkeligt rundt tal, udestående problemer skyldes normmæssigt eller kontraktsmæssigt flueknepperi og hvor mange indeholder en teknisk eller sikkerhedsmæssig substans ?

Hvorfor finder leverandøren sig i mundkurven ? Skal det tolkes som om de er klar over at de har aben, eller er det et kontraktsmæssigt trick der forhindrer Folketinget og danskerne i at se de fejl og inkompetencer DSB er skyld i ?


Eller:

Hvad sker der hvis leverandøren lever op til ultimatum ? Hvor mange år har de derefter til at få de resterende 69 togsæt leveret, godkendt til fuld drift, inklusive valgfri sammenkobling ?


Også relevant:

Har DSB og den godkendende myndighed valgt relevante og fornuftige normer for godkendelsen og har den godkendende myndighed hvad der kræves af kønskirtler for at udføre arbejdet ? (Er der ikke noget med at S-togene, efter flere års daglig drift, stadig ikke har fået en endelig godkendelse, fordi tilsynet ikke tør skrive under ?)


Endelig:

Taget i betragtning at leverandøren havde spinat op til knæskallerne på metroprojektet da IC4 kontrakten blev indgået, er det også et godt spørgsmål om DSBs leverandørvalg tog alle relevante forhold i betragtning og om nogle ikke relevante forhold fik uforholdsmæssig vægt.

I Siemens er det blevet afsløret at alle divisioner, herunder togmateriel, rutinemæssigt brugte bestikkelse for at få ordrer i hus.

Det vil kræve en alvorlig fibersprængning i min fantasi at forestille mig, at et italiensk industrifirma, i direkte konkurrence med Siemens, ikke også brugte bestikkelse.

Er der noget i projektforløbet der kunne tyde på, at beslutningstagere hos DSB eller leverandøren, prøver at trække tiden ud så begivenheder før kontraktsunderskrivelsen falder for den kriminelle forældelsesfrist ?


Uanset hvordan jeg læser DSB's spin-release, så hænger det ikke sammen på en måde hvor der kun er en part der er skyldig eller inkompetent.

[ ] DSB
[ ] Leverandøren
[ ] Tilsynsmyndigheden
[ ] Trafikministeriet
[ ] Folketinget

Sæt selv kryds ud for de skyldige/inkompetente.

phk



23. maj 2008 kl 12:38

avatar

Ulrik Andersen

Politikerne har faktisk overhalet dig

Fra dr.dk:
http://www.dr.dk/Nyheder/Polit....htm

Et politisk flertal kræver nu en dybtgående undersøgelse af hele sagen med de stærkt forsinkede IC4-tog.

Politikerne har nemlig en formodning om, at også DSB har et ansvar for den fem år lange forsinkelse, der onsdag fik DSB til at true med at annullere kontrakten.

Bred enighed
Udover Venstre står ordførerne fra Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Enhedslisten bag kravet om en ny undersøgelse af hele forløbet.

Rigsrevisionen har ellers set på det tilbage i 2006, men uden at tale med AnsaldoBreda eller at se på hele kontrakten mellem parterne.

Politikerne ønsker det hele inddraget. I DRs magasin Penge i går sagde italienske fagforeningsfolk, at DSB også har forsinket processen. Under besøg på AnsaldoBreda har de fundet detaljer, der ikke var forudset i kontrakten.

VH

Ulrik Andersen
Journalist
Ingeniøren


23. maj 2008 kl 12:49

avatar

Henrik Sørensen

IC4 kulegravning

Den er sgu nem :o)

[x] DSB - Skulle have valgt en standard løsning
[x] Leverandøren - Tydeligvis ude af stand til at leve op til kontrakterne.
[x] Tilsynsmyndigheden - For sen/ingen indgriben
[x] Trafikministeriet - For sen/ingen indgriben
[x] Folketinget - For sen/ingen indgriben


23. maj 2008 kl 13:02

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Politikerne har faktisk overhalet dig

Fra dr.dk:
http://www.dr.dk/Nyheder/Polit....htm

Et politisk flertal kræver nu en dybtgående undersøgelse af hele sagen med de stærkt forsinkede IC4-tog.

Jamen det er da alle tiders.

De er naturligvis velkomne til at bruge mine forslag.

Det fremgår dog ikke klart om de ønsker en helt uvildig undersøgelse, der også kigger på folketingets og ministeriets dispositioner, eller kun en undersøgelse af DSB og leverandøren.

Det er jo ikke uvæsentligt for belysningen om ministeren f.eks har udpeget en fundamentalt inkompetent bestyrelse for DSB eller om budgettet til tilsynsmyndigheden er latterligt i forhold til de kompetancer der er behov for.

Poul-Henning


23. maj 2008 kl 14:35

avatar

Ole Thomsen

Re: Re: Politikerne har faktisk overhalet dig

I betragtning af den blotte mængde af større skandaler i forbindelse med større teknologitunge anskaffelser (har forsvaret ikke lige haft et problem med droner og transportfly, hvad med sygehusvæsenets patientjournalsystem(er), diverse systemer til brug i den offentlige administration (arbejdsformidling, politikommunikation, mv.) kan man så ikke, baseret på lidt mønstergenkendelse, spørge sig om:

1) vi i vort kære lille land overhovedet har den projektstyringskompetance, der kræves?

2) hvis vi har faktisk den, om de saglige hensyn da får mulighed for at slå igennem, dvs om vi ikke har en politisk kultur "rundt om" de direkte involverede, som tenderer til at være decideret destruktiv?

3) om "man " (og en del af problemets kerne: hvem kunne dette "man" overhovedet være, man ser det for sig: en række forligspartier...) følgelig overordnet burde overveje og gennemtænke, hvordan større teknologiindkøb skal forløbe, herunder, om man fremover var bedst tjent med at læne sig op ad mere erfarne spillere (i udlandet)?


23. maj 2008 kl 15:19

Frithiof Andreas Jensen

Re: Politikerne har faktisk overhalet dig

Fra dr.dk:
http://www.dr.dk/Nyheder/Polit....htm

Et politisk flertal kræver nu en dybtgående undersøgelse af hele sagen med de stærkt forsinkede IC4-tog.

Ulrik Andersen
Journalist
Ingeniøren

Oversat fra NewSpeak(tm) betyder det at debatten om sagen lukkes ned indtil undersøgelseskommissionens rapport foreligger ... hvilket den gør efter så tilpas lang tid at ingen længere kan drages til ansvar for noget.

PS:
Jeg vil godt "skrive" den - 650 kr i timen + moms x fem år x 320 timer == bedre end Lotto!


23. maj 2008 kl 22:00

Hjalmar Christiansen

Der er jo intet nyt


Nyere dansk trafikpolitik indeholder desværre en del (kommende) hvide elefanter - Jeg nævner i flæng: Rejsekortet, Metrocityringen, IC4-toget, Fehmernbroen.

Fælles er at de er besluttet (forventes besluttet), uden at der er vurderet alternativer - Og måske især: uden at det er belyst om projektet lever op til sine målsætninger - helst på den mest omkostningseffektive måde.

Forskellen er at for IC4-projektet er tingene nu kommet derud, hvor alle kan se, at den er rivende gal.

Men fælles er også, at politikernes og embedsmændenes anprisninger i tidens løb har givet mig en del mindelser om en vis Irakisk informationsminister.

... Bla. mindes jeg hvordan kontrakten om IC4 toget blev præsenteret med ord om "Hyldevare", "stor sikkerhed for levering", "ikke flere eksperimenter" og mere af samme skuffe.

Det ville være rart med en lidt mere ansvarlig trafikpolitik her til lands.

Hjalmar


24. maj 2008 kl 16:19

Per Lundsager

Re: Der er jo intet nyt

Såvidt jeg har forstået har DSB designet "hyldevaren" med et frirumsprofil, som ikke anerkendes hverken i Sverige eller i Tyskland, dvs. IC4 vil, hvis det kommer i brug, være begrænset til at køre udelukkende på dansk jord. Det er jo ikke særlig globaliseret, og tyder ikke på stort fremsyn hos DSB. - Så på baggrund heraf - og af alt hurlumhejet iøvrigt - ønsker jeg mig at man nu benytter anledningen til at omgøre den tåbelige og visionsløse beslutning (ikke af DSB, men af folketinget) om at stoppe elektrificeringen på halvvejen og i stedet gennemføre en fuldstændig elektrificering af hele banenettet.

Så kan man både få reelle hyldevarer og muligheden for at drive tog med bæredygtig energi. Tør man håbe på at systemet kan tænke så fornuftigt denne gang?

Per


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.