Femern-broens trafik-vækst bygger på oliepris på 26 dollars
Spådommene om en trafikvækst over en kommende Femern-forbindelse bygger på gamle beregninger med en oliepris, der er en femtedel af, hvad olie koster i dag. Trafikforsker efterlyser nye prognoser, inden milliardbyggeriet bliver vedtaget, men Sund & Bælt vil først lave dem, efter aftalen er på plads.
Læs også
-
Oliepris: Den officielle prognose har taget fejl ti gange i træk
-
Galloperende benzinpris får amerikanerne til at lade bilen stå
Læs mere om
Dokumentation
Visionen om masser af biler, der drøner over en bro mellem Danmark og Tyskland, bygger på en oliepris, der er fem gange lavere end i dag.
Den finansielle analyse af en fast forbindelse over Femern Bælt, som er udarbejdet af Sund & Bælt, tager udgangspunkt i en rapport fra Transportministeriet, hvor olieprisen maksimalt forventes at stige til 26,6 dollars per tønde olie frem mod år 2015.
Torsdag nåede olieprisen 135 dollars per tønde olie.
Udsigten til en høj oliepris risikerer at sænke forventningerne til trafikken over Femern Bælt og dermed det finansielle grundlag for projektet til knap 42 milliarder kroner.
Det fremgik allerede sidste år af en tysk rapport fra rådgiverfirmaet Vieregg Rössler, og i Danmark mener trafikforsker Per Homann Jespersen, at der er brug for en gennemregning af rapporten med en højere oliepris som udgangspunkt.
»Trods store udsving i olieprisen kommer den aldrig ned på 26 dollars igen. Derfor bør rapporten ændres med en ny oliepris som forudsætning. Husk på, at hvis USA pludselig får styr på økonomien og dollarkursen igen stiger, så risikerer vi et voldsomt økonomisk smæk, fordi olien afregnes i dollars,« siger Per Homann Jespersen.
Sund & Bælt: Vi ændrer olieprisen, når bro-aftalen er på plads
I Sund & Bælt lyder beskeden, at olieprisens udsving kun har en meget lille betydning for trafikken, og selv en oliepris på 200 dollars per tønde vil sandsynligvis ikke få nogen særlig betydning i Danmark, oplyser direktør Peter Lundhus.
»Historien har vist, at høj oliepris ikke har særlig stor indvirkning på, om vi tager bilen eller ej. Ellers så forklar mig, hvordan det kan være, at vi trods de seneste års prisstigninger på olie og benzin har oplevet stigende trafik over både Storebælt og Øresund. Vi har højere vækst end BNP med mellem 8 og 10 procent på Storebælt og mellem 17 og 18 procent på Øresund. Det er et faktum,« siger Peter Lundhus.
Han er dog enig med kritikerne i, at rapporten bør opdateres, eftersom den er fem år gammel, og baggrundsberegningerne er 11 år gamle.
»Det vil være en af de ting, som vi tager fat, når traktaten (mellem Danmark og Tyskland, red.) er skrevet under, fordi så bliver det lige pludselig vores ansvar,« siger Peter Lundhus.
Men bør man ikke opdatere rapporten, inden man skriver under for at få et reelt billede af udviklingen?
»Det er et politisk spørgsmål, om man vil have broen eller ej. Jeg tror ikke, at en opdatering vil ændre på den beslutning. Vi har lavet masser af regnestykker, og broen er robust i både indtjening og anlægsomkostninger,« siger han.
Trafikforsker: Kritiske undersøgelser bliver syltet
Men den fremgangsmåde finder trafikforsker Per Homann Jespersen dybt kritisabel og er selv irriteret over ved flere lejligheder at have fremlagt beregninger, der viser, at et langt mindre antal lastbiler vil benytte forbindelsen end forventet.
»Der er så meget prestige og så mange økonomiske interesser i spil omkring broen, at alle undersøgelser, der sætter spørgsmålstegn ved broen, bliver ignoreret,« siger han.
Den tyske rapport fra rådgiverfirmaet Vieregg Rössler konkluderede blandt andet, at Transportministeriets tro på en årlig trafikvækst på 1,7 procent er alt for optimistisk, selvom trafikken stigning fra 1970 til 2003 var på 3,7 procent.
»Alene på baggrund af den dæmpede effekt på tilgangen af trafik og økonomisk vækst i kølvandet på de ventede oliepriser skal der på langt sigt regnes med en nulvækst eller måske endda en tilbagegang i jordbunden person- og godstrafik mellem Tyskland og Skandinavien,« fremgår det af rapporten, som blev udarbejdet for den tyske naturfredningsforening, Nabu.
Transportminister Carina Christensen (K) har tidligere oplyst, at prognosen faktisk er undervurderet, og den melding lyder også fra Peter Lundhus, der kalder prognosen et »forsigtigt og konservativt skøn«.
»Den nuværende udvikling har langt overhalet forudsigelserne. De trafiktal, vi har over Rødby-Puttgarden i dag, ligger cirka omkring 2015. Så det viser jo, at vi jo har gjort vores forudsigelser så konservative som muligt,« siger han.
Beregninger foretaget af DTU-transport har dog vist, at trafikfremskrivninger med personbiler i Danmark skal nedskrives med 30 procent, hvis benzinprisen når 15 kroner literen. Den benzinpris kan blive virkelighed om to år, hvis olieprisen når 200 dollars per tønde olie, som flere olieanalytikere spår.






