Venner som har holdt sammen siden skoletiden, ægtefæller som kan se tilbage på 25 år i modgang og medgang, medarbejdere som har taget en tørn på den samme arbejdeplads i 10, 15 eller 25 år.

Mon ikke jeg har ret, når jeg mener, at de fleste af os beundrer og misunder de trofaste ægtefæller og de loyale venner, der har holdt sammen, mens verden og de selv har forandret sig?

Og er det helt forkert, hvis jeg påstår, at nogenlunde det modsatte er tilfældet, når det handler om de medarbejdere, der har været loyale og trofaste over for deres arbejdsplads i 10, 15 eller 25 år – på trods af tidernes skiften og strategiernes ustadighed. Dem bliver der ofte set lidt skævt til, gør der ikke?

Men hvad er egentlig forskellen?

Vi praler af vores livslange venskaber. ‘Vi har holdt sammen siden børnehaven/folkeskolen/studietiden,’ siger vi, hvis vi skal understrege, at det her er altså en ganske særlig ven.

I dag bruger rigtig mange virksomheder masser af tid og penge på at skabe den rette virksomhedsånd. Storytelling, indførelse af fælles værdier, teambuilding osv. er noget, der skal få medarbejderne til at føle sig hjemme. Ikke et ondt ord om det – tværtimod – det er en god måde at lære hinanden at kende på og kan tilmed være et frisk pust i dagligdagen.

Men hvad nu hvis der var lidt flere medarbejdere, der blev så længe i virksomheden, at de fik værdierne og kulturen ind under huden. Så ville det ikke være nødvendigt at genopfinde virksomhedsånden hvert andet år, så ville den bare være der og udvikle sig naturligt i takt med de forandringer, tiden kræver. Så ville den gå i arv fra de garvede medarbejdere til de nye.

Men det kræver selvfølgelig flere ting.
Først og fremmest at der ikke går panik i folk, som pludselig opdager, at de har været fem år på en arbejdsplads og derfor er nødt til at komme videre ‘for ikke at gro fast’ – som om der skulle være noget odiøst i at slå rødder et sted.

Dernæst at de personalechefer, der hyrer folk, ikke pr. automatik lægger ansøgere over i ‘dur-ikke-bunken’, fordi de har været 13 et halvt år på samme arbejdsplads. Som om det automatisk svækker fagligheden og de personlige egenskaber.

Forstå mig ret. Selvfølgelig er det godt med nye, friske pust udefra. Det udvikler virksomheden, hver gang der kommer en dygtig kollega, som tør udfordre ‘vi-plejer-altid-kulturen’.

Især hvis det er folk, der tør blive så længe, at de rent faktisk lærer arbejdspladsen at kende og får lejlighed til at vise, hvem de selv er. Så de for alvor kan bidrage konstruktivt med noget nyt.