Hans Henrik Hansen:
- mens du (lidt forenklet) mener, at 'det hele går over igen', fordi varmen (midlertidigt) 'putter sig' på verdenshavenes bund!
Såvidt jeg ved, er store dele af verdenshavenes temperaturforhold nu 'kortlagt' ned til 2000 m dybde - uden at opvarmning er registreret, så varmen må altså hobe sig op dybere nede(??)
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorledes den kommer derned - og siden op igen?
Svaret er formentligt via (vertikale) strømninger - men er det ikke noget, 'man' (oceanograferne) 'har styr på'?
(Er der forresten 'planer' om havtemperaturmålinger på større dybder?)
Billedet er selvfølgelig ikke helt så enkelt, at varmen bare forputter sig, men det spiller en rolle, som jeg skriver, og ja, det er naturligvis både vertikale og horisontale havstrømninger, der medvirker. En vigtig grund til, at sagen er mere kompleks end som så, er, at de klimatiske feedbacks forstærker det signal, vi ser ved overfladen og i atmosfæren – mest på høje breddegrader. De udvekslinger af varme mellem atmosfære og ocean og specielt mellem den sydlige og nordlige halvkugle, der er væsentlige i forbindelse med Nature artiklen involverer ikke oceanet på meget store dybder.
Man anvender ofte Levitus data-sættet, når man skal undersøge, hvor stort varme-indholdet er i oceanet. Ofte sættes grænsen ved 700 m. Se fx Figur 5.1 i IPCC rapporten (
http://www.ipcc.ch/pdf/assessm...df). Her kan man tydeligt se, hvorledes varme-indholdet i oceanet stiger som følge af den tiltagende strålingsforcering fra CO2 mv, men også, at der er variationer oven på denne stigning. Der er fortsat en del kontrovers om udviklingen i oceanets varmeindhold, og der kommer formentlig snart nogle forbedrede såkaldte ocean-reanalyser. Det vigtige for, hvorledes den aktuelle globale SAT er, er i høj grad de globale havtemperaturer ved overfladen, og ikke oceanets samlede varme-indhold. Så vidt jeg ved, er der ikke planer om lave omfattende målekampagner på meget store dybder. Men de såkaldte ARGO flåder (se fx beskrivelse på wikipedia:
http://en.wikipedia.org/wiki/A...y%29), der selv dykker ned og måler og derefter stiger op og sender til en satellit, har gjort, at vi nu kender tilstanden af verdensoceanerne ned til ca. 2000 m med langt bedre nøjagtighed end tidligere. Skiftet i nøjagtighed og målemetoder er en af grundene til, at man ikke kan være helt sikker på homogeniteten i de data-sæt, som er vist i figur 5.1 i IPCC rapporten.
Rolf Stribolt Andersen :
Nu er jeg amatør på dette område, men hvis man tager lidt koldt vand og en god håndfuld is og blander det i et glas ved stuetemperatur, så vil vandet og isen have en temperatur på 0 grader C, lige indtil blandingen har optaget tilstrækkeligt med energi fra omgivelserne til at al isen er smeltet, og først derefter vil temperaturen i glasset stige.
Så vidt jeg har hørt, smelter isen i stort omfang på polerne, så hvis der er en analogi, kan det vel også være med til at forklare, at temperaturen ikke stiger, men at der ophobes energi i vandet. ... smeltevarme med andre ord.
Dette er korrekt men det har ikke nogen stor betydning for det globale varmeindhold i oceanerne. Men man ser faktisk i klimamodelberegner, at temperaturen i Arktis i mange år fremover ikke stiger ret meget om sommeren. Det er netop som du skriver, fordi så længe, der er is tilbage vil temperaturen i atmosfæren lige over havet ikke blive meget varmere end havvandets smeltepunkt.
Mange har kommenteret på min udtalelse:
Personligt vil jeg vurdere, at de globale temperaturer vil udvise en stigning i de kommende år".
Jeg vil gerne medgive, at jeg ikke burde have skrevet personlig her. For det er en vurdering, som er baseret på den mængde af litteratur og de resultater jeg i øvrigt har kendskab til. Og jeg vil vurdere, at næsten alle mine kolleger rundt om i Danmark og andre steder – og såmænd også forfatterne til Nature artiklen – tager resultatet vedrørende fremtiden med et stort gran salt. Grunden til at jeg (og andre vil jeg tro) har en vis skepsis overfor i hvert fald de kvantitative aspekter i prognosen i Nature artiklen, er bl.a., at de data der bruges til opnå oceanets starttilstand udelukkende omfatter havoverfladetemperaturer mellem 60S og 60N og dette kun med lille vægt på den del at disse data, som er nærmest polerne. Der indgår slet ingen information om strøm og saltforhold nede i havet ligesom data nord for 60N og syd for 60S polerne ikke indgår. Modellen generer altså selv startdata i disse dele af oceanerne . I Science artiklen fra 2007, som jeg henviste til, lod man flere data indgå, og her fik man også en vis kortvarig, men væsentlig mindre, opbremsning af den globale opvarmning. Opvarmningen i bl.a. Arktis går i disse år meget stærkt, og er formentlig allerede nu foran de værdier, der er simuleret med den tyske klima-prognose-model. Det skal også nævnes, at lidt afhængigt af hvilket data man ser på, var 2007 det hidtil varmeste år, når man kun ser på SAT over land. Generelt ligger den globale SAT over det, som modellen har forudsagt i disse år. Det som jeg imidlertid synes er rigtig interessant ved Nature artiklen er, at man har været i stand til 10 år ad gangen at forudsige (eller måske rettere genskabe) de udvekslinger af varme mellem den nordlige og den sydlige halvkugle, som er sket i perioden 1960-2000.
Peter Ole Kvint:
Det ville også være rart med en forklaring på hvorfor man ikke medregner havets temperatur i gennemsnittet.
Spørgsmålet er, hvorledes man bedst muligt opnår en starttilstand for oceanet, som man kan regne ud fra. I det britiske arbejde refereret i Science anvendte man langt flere data. Argumenterne bag det tyske arbejde er bl.a., at man ved denne simple metode minimerer problemet med såkaldte inhomogeniteter – dvs. pludselige tidslige skift i data, som skyldes ændringer i mængden af data, eller typen af instrumenter/målinger, der benyttes. Et eksempel er indførelsen af ARGO-flåden.
Hans Henrik Hansen:
Men principielt burde vel atmosfærens og oceanernes entalpi være 'målestokken' - om også jordskorpen (passende dele deraf) burde indbefattes, kan jeg ikke umiddelbart vurdere!
I klimamodeller er der selvfølgelig ”styr” på delkomponenterne og på den samlede energi i både atmosfære og ocean (og selvfølgelig i summen). Energien er således meget tæt på at være bevaret, hvis der ikke er nogen kilder og dræn. Der sker selvfølgelig udvekslinger af energi mellem atmosfære og ocean – primært gennem fordampning, sensibel varmeoverførsel og stråling, men også en lille smule kinetisk energi. Selv om der kan være helt lokale store kilder, er den geotermiske varmefluks generelt flere størrelsesordner mindre end de energiflukse, vi ellers snakker om, når vi snakker klimaændringer.
Peder Wirstad:
... - for så hurtige variationer som de sidste års stop i tempstigningerne og det sidste års dramatiske fald, ...
... (og så skal jeg glemme, at du i din første blogg så skråsikkert påstod, at mekanismerne omkring GW var godt kendt ;-)
Det er korrekt, at der har været en La Nina, som har sænket den globale SAT lidt helt som forventet, helt naturligt og på ingen måde i modstrid med, at vi lige nu har global opvarmning. Men et dramatisk fald vil jeg nu ikke kalde det. 2007 var det hidtil varmeste over land jf GISS! Lige nu er den globale SAT faktisk igen på vej opad.
Din sidste bemærkning forstår jeg ikke. Mekanismerne omkring GW er fortsat godt kendt – og artiklen ændrer ikke ved dette. Når man ændrer sammensætningen af atmosfæren kommer der en ubalance i planetens energibalance – det er denne ubalance som vi normalt kalder GW. At der så er naturlige processer variationer oven på dette har ingen da nogensinde benægtet.
Claus Wøbbe:
Eigil, ved du, i hvilket omfang disse modeller medtager sammenhængen mellem variationer i solindstråling og skydannelse (Henrik Svensmarks meget omtalte teori)? Eller er den "dømt ude" af de modeller, du her omtalter?
En evt. indflydelse af kosmisk stråling på produktionen af skykondensationskerner er ikke medtaget, da fysikken bag den ikke er tilstrækkelig kendt til at kvantificere den. Det skulle dog nok kunne lade sig gøre at gennemføre simplificerede simuleringer med klimamodeller, men det er altså endnu ikke gjort. Selv om mekanismen blev indbygget, ville det ikke have nogen betydning for den generelle opadgående trend i global SAT, eftersom der ikke har været dokumenteret en generel trend i nogen af de forskellige indikatorer for varierende solaktivitet (inkl. kosmisk stråling) i de seneste 50 år.
I øvrigt er der ikke medtaget nogen form for naturlige klimapåvirkninger i de 10-års prognoser, der er lavet med den tyske klimamodel – altså hverken sol eller især vulkanforcering. Som Hans Henrik Hansen har man undladt dette for at være så realistisk som muligt, idet man ikke kan forudsige sådanne på forhånd.
Peter Ole Kvint:
Hvordan kan træernes årringe sving i bredten med solaktivetenten, hvis der ikke er nogen målbar effekt, jeg taler ikke om ikke bare om stadstiske sammenhæng men et bølge mønster som er fuldt synligt i plankerne. Selv i flere milioner år gamle forsiler.
Der findes ikke pålidelige prognoser for solaktiviten, da man ikke kender deres baggrund i solens indre, men man kender solens perioder over de sidste 8000år (fra træernes årringe). Så man godt kan lave brugbare prognoser, og alle prognoser er enige om at det bliver koldere, diskussionen er kun om hvornår det bliver varmere igen (hvis det bliver varmere igen). Ved at sammenlige men afslutningen af andre mellemistider så kan der godt gå 100.000 år inden at det bliver ligeså varmt som i år.
Jeg syntes ikke at I tager denne mulighed alvorlig nok.
Jeg udelukker ikke at solen har haft en vigtig rolle at spille for klimavariationer. På den helt korte bane – dvs. solens ca. 11 års cyklus har jeg selv været med til at dokumentere solens effekt på atmosfæriske temperatur og fugtighedsforhold.
Solen har sandsynligvis også haft en effekt på længere tidsskalaer hen igennem Holocæn. Men der er altså ikke noget som tyder på, at Holocæne GLOBALE klimavariationer har været sammenlignelige i størrelse med det, der er beregnet til at ske inden for de kommende årtier. Det er kendt, at der under det klimatiske optimum (der jo næppe skyldtes ændringer i solens aktivitet) i Holocæn var ganske varmt på høje nordlige breddegrader – sandsynligs varmere end i dag – men ocean-sediment data giver ikke indikationer af, at Holocæn generelt har været meget varmere end den globale SAT vi har nu.
Det er rigtigt, at hvis man ser på solens variationer – både Gleisberg cyklus og almindelige 11-årige variationer – så ser det ud til, at solpåvirkningen isoleret set skulle give en vis afkøling af klimaet i de kommende år og årtier. Men udtrykt i Watt per kvadratmeter har jeg altså svært ved at indse, at dette skulle kunne være blot i nærheden at den grundlæggende antropogene forcering der er sket i de seneste godt 100 år.
Hvis der ikke kommer et stort (afkølende) vulkanudbrud, tør jeg godt sætte 1000 kr på højkant på, at den globale SAT rekord fra 1998 bliver slået inden for de kommende 10 år. Er du med på den?
Reference: Gleisner, H., P. Thejll, M. Stendel, E. Kaas and B. Machenhauer, 2005: Solar signals in tropospheric re-analysis data: comparing NCEP/NCAR and ERA40. Journal of Atmospheric and Solar-Terrestrial Physics. 67, 785–791
Peter Ole Kvint:
Kære Eigil Kaas,
Hvad kan få dig til at skifte holdning til CO2 teorien?
Kan du komme med nogen eksempler, som ville kunne flytte dig?
Hvis du kan påvise, at strålingsforceringen ved en fordobling af CO2 (dvs. knapt 4 W/m2 plus minus et par tiendedele) er regnet fundamentalt forkert ud, dvs. at hele energipåvirkningen af planeten er forkert beregnet, så vil du rykke ved noget fundamentalt.
Det vil også rykke hvis du kan overbevise mig om, at klimaets følsomhed over for en fordobling af CO2, der ofte bruges som reference, ikke ligger omkring 3K, men i stedet omkring 1K.
Du kan ikke overbevise mig om noget som helst alene ud fra et årti’s målinger af global SAT med mindre der samtidig foreligger en egentlig analyse af fysikken bag de samtidige interne klimasvingninger således, at effekten på global SAT af disse svingninger kan kvantificeres, og at det herefter kan udelukkes, at antropogen forcering har haft nogen effekt på det observerede forløb.
Peter Ole Kvint:
Kan eksperter så som Ole Humlum kan ikke få dig til at ændre holdning til den globale opvarmning?
Jo da, hvis der kommer nogen fysiske argumenter på bordet.
Peter Ole Kvint:
Kan det faktum at CO2 (hvis gasser kan spejle stråling) vil spejle både solens og jordens varme stråling?
CO2 absorption af synligt lys er (heldigvis) meget tæt på nul. Ellers ville vores farveopfattelse blive fordrejet eller vi ville ikke kunne se ret langt.
Peter Ole Kvint:
Kan det at man ikke har kunnet påvise effekten af CO2 i både forsøg og målinger, rokke dig?
Ja, bestemt, hvis det var korrekt, men det er det ikke. Både laboratorieforsøg og målinger (bl.a. mange satellitmålinger) viser hvorledes CO2 absorberer og emitterer infrarød stråling omkring 15 mikrometer. Der er en masse basisfysik omkring bredden af dette bånd og afhængigheden af temperatur og tryk, som jeg ikke skal komme ind på, men der er fin overensstemmelse mellem strålingsmodelberegninger og laboratorie- samt satellitdata, når man sammenligner æbler med æbler og pærer med pærer.
Forceringen er logaritmisk med de koncentrationer af CO2, vi har, og har haft på planeten. En fordobling af CO2 giver som nævnt ca. 4 Watt per kvadratmeter, en firedobling ca. 8 Watt per kvadratmeter, en halvering minus ca. 4 Watt per kvadratmeter, og så videre. En halvering svarer i øvrigt til koncentrationen omkring sidste istids maksimum. Jeg har ikke hermed sagt, at CO2 var driveren af istiderne, men de lave koncentrationer har givet et pænt afkølende bidrag.