El-kunder: Spild ikke vores penge på bredbånd
Landets største elkunder vurderer, at elselskaberne har ophobet 50 milliarder kroner. De skal tilbage til kunderne i stedet for at blive investeret i fiberbredbånd, der sandsynligvis ikke tjener sig hjem, mener de.
Læs også
Læs mere om
En række store, energislugende virksomheder kræver de milliarder af kroner tilbage, som er hobet sammen i danske elselskaber, skriver Berlingske Tidende.
Virksomheder som Sun Chemical i Køge og Hydro Aluminium Precision Tubing i Tønder vil via Foreningen af Slutbrugere af Energi, FSE, have milliarderne retur, frem for at elselskaberne fortsætter med at investere dem i at rulle fibernet til bredbånd ud til hver enkelt husstand.
Egenkapitalen minus den kapital, som er nødvendig for at drive de omkring 40 andelsejede elselskaber, skønner FSE til omkring 50 milliarder kroner.
»Det er fuldstændig urimeligt, at der er ophobet så mange penge i elsektoren, som der ikke er behov for til den daglige drift. Det burde være muligt at få tilbageført nogen af de værdier, der er opsamlet i selskabet til kunderne, f.eks. ved direkte tilbagebetaling af pengene eller lavere priser,« siger anlægschef Åge Steen Rasmussen fra Køge-virksomheden Sun Chemical, der er andelshaver hos Seas-NVE, til Berlingske.
FSE anslår, at alle elselskaberne over en årrække samlet vil bruge et sted mellem 20 til 30 milliarder kroner på bredbåndsinvesteringer.
»Det eneste, vi i erhvervslivet vil have, er, at el-selskaberne fokuserer på deres kerneforretning, som er at producere strøm. Overskudskapitalen skal tilbage til ejerne,« siger Peter L. Nielsen, næstformand for FSE, til Berlingske.
Peter Nielsen er indkøbschef for Hydro Aluminium Precision Tubing i Tønder med fire danske fabrikker og en af landets største underleverandører af aluminiumskomponenter til bilindustrien. Virksomheden er en storforbruger af el, som leveres via Syd Energis net.
Landets største andelsejede elselskaber er Seas-NVE og syd- og sønderjyske Syd Energi, der hver har en egenkapital på godt ti milliarder kr. Seas-NVE, har således små syv milliarder kr. i værdipapirer, hovedsagelig Dong-aktier, mens Syd Energi også har Dong-aktier for nogle milliarder kroner.
Men i Syd Energi, som er det danske elselskab, der satser flest milliarder på at levere fibernet til sine elkunder, nægter bestyrelsesformand Kresten Philipsen pure at betale milliarderne tilbage til elkunderne.
I øjeblikket bruger Syd Energi ifølge Kresten Philipsen omkring en halv milliard kroner hvert år på at lægge fibernet ud. Og alle selskabets 275.000 elkunder får bredbåndstilslutning tilbudt.
Men ifølge Foreningen af Slutbrugere af Energi har kun knapt 20 procent af Syd Energis kunder meldt sig til fibernet, hvorfor milliard-investeringen formentlig aldrig tjenes ind.
»Det er rigtigt, at tilslutningen har været under vores forventninger. Men vi oplever, at der er ved at komme god gang i det,« siger Kresten Philipsen til Berlingske.






