/energi

Landmændenes forbrug af sprøjtemidler tordner i vejret

Stik imod de politiske krav sprøjter landmændene deres marker med flere og flere midler mod ukrudt, svampe og skadedyr. Fødevarekrisen har gjort kornet mere værd, og den værdi skal beskyttes.

Af Thomas Djursing, fredag 16. maj 2008 kl. 12:19

Stik imod alle politiske krav sætter danske landmænd i øjeblikket turbo på brugen af sprøjtemidler.

En ellers lovende udvikling i seneste år er dermed blevet afløst af et stigende forbrug, og nu melder kemiproducenten BASF om, at salget af midler mod svampesygdomme steg med 25 procent i Danmark sidste år, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

»Vi kan lige så godt melde rent ud, at vi ikke kan opfylde de mål, som regeringen har sat,« siger miljøordfører Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti til fagbladet Maskinbladet.

Landmændene bruger flere sprøjtemidler, fordi kornpriserne er steget voldsomt de seneste år. En situation, som ifølge FN kan forventes at vare ved i mellem to og tre år endnu.

»Når afgrøderne bliver mere værdifulde, er det indlysende, at landmændene er villige til at øge forbruget af sprøjtemidler for at beskytte afgrøderne,« siger Michael Brockenhuus-Schack, formand for Landsudvalget for Planteproduktion, til Jyllands-Posten.

Klimaændringer øger også behovet for sprøjtemidler
Ifølge Michael Brockenhuus-Schack hænger udviklingen også sammen med klimaændringer mod varmere og fugtigere vejr, der får flere skadedyr og plantesygdomme til at angribe kornet på markerne.

De seneste år har der også været angreb fra helt nye typer sygdomme og skadedyr, som normalt ikke optræder så langt mod nord.

Endnu en forklaring på den øgede brug af bekæmpelsesmidler skal paradoksalt nok også findes i de seneste års miljøindsats.

»De danske miljøregler medfører, at forbruget af gødning reduceres. Dermed udpines afgrøderne, og ukrudtet vinder frem,« siger Michael Brockenhuus-Schack.

Minister: Fødevarekrise ændrer ikke noget
I de kommende måneder begynder evalueringen af den såkaldte pesticidhandlingsplan, og miljøminister Troels Lund Poulsen (V) gør klart, at landmændene ikke får grønt lys til mere pesticid på markerne, bare fordi vi står i en fødevarekrise.

»Pesticidforbruget skal ned, og landbruget må tage mere ansvar for vores miljø og natur end hidtil. Jeg mener ikke, at noget i den aktuelle fødevarekrise gør, at der skal slækkes på miljøkravene til landmændene,« siger Troels Lund Poulsen



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk