Asger Knudsen spørger: »Hvilke teorier har videnskaben om singulariteten, der gennem Big Bang udviklede sig til det nuværende univers?«

Professor Holger Bech Nielsen fra Niels Bohr Institutet, svarer:

»Der er flere teorier. I Hartle Hawking no-boundary betingelsen beskriver Ian Hartle og Stephen Hawking tidsrum-mangfoldigheden som 'Euklidisk', dvs. de arbejder med fire rumdimensioner i stedet for tre rum- og én tidsdimension. Faktisk har jeg talt med Hawking om netop dette, og det gør ingen stor forskel for hans udregning af universets bølgefunktion, om han bruger 3+1 eller 4 dimensioner. Men med sidstnævnte kan man postulere, at der slet ikke skal være nogen steder, hvor rummet ender - altså at der ikke er nogen singularitet.

I den Euklidiske formulering skal man snarere tænke sig en krukkeformet flade. Krukkens todimensionale flade symboliserer det firedimensionale rumtidsrum i begyndelsen, og krukkens kant, der er en dimension lavere, forestiller rummet i det øjeblik, vi lever i nu. Jeg har også for nyligt diskuteret en model med Masao Ninomiya: Før Big Bang gik universets udvikling den modsatte vej. Dvs. at før Big Bang havde man en Hubble-kontraktion, og i min og Masaos model var anden hovedsætning i termodynamikken endda vendt om.

Det sidste kan kun passe, hvis man mener at have en model BAG anden hovedsætning, ellers ville ideen om en tid, i hvilken entropien aftog (i stedet for sådan som anden hovedsætning udsiger at vokse) være i modstrid med den velfungerende anden hovedsætning. Men i vor model erstatter vi så at sige Big Bang-­tiden med en æra, i hvilken universets tilstand er fastlagt til at være speciel, og så bliver opførslen til både senere og tidligere tider mere kaotisk. I den sædvanlige teori vil man antage, at universet startede i en speciel tilstand og så bliver mere og mere kaotisk.«

Ingeniørens Scientarium består af et stort antal af landets førende forskere. www.ing.dk/scientariet/sporg.