Microsoft lægger astronomernes bedste billeder på internet
Microsoft har samlet flere terabytes af de bedste billeder fra professionelle teleskoper og sat dem sammen til højopløslige panoramabilleder, så man selv kan zoome ind på lysende skyer eller opdage rester af tusind år gamle supernova-eksplosioner.
Microsofts nye gratis online astronomiprogram giver mulighed for at udforske himlen i detaljer hjemme fra computeren. (Foto: Microsoft)
Dokumentation
Se på himlen i røntgenområdet og zoom ind på lysende skyer. Skift så til det synlige område og find rester af supernovaeksplosioner, som er flere tusinde år gamle.
Omfanget af brugerens muligheder er nærmest lige så så uendelige som emnet for Microsoft nye, gratis astronomiværktøj kaldet Worldwide Telescope.
Programmet, der samler flere terabytes af billeder og data, giver mulighed for at udforske himlen via et stort digitalt arkiv med nogle af de bedste billeder fra jord- og rumbaserede teleskoper sat sammen til højopløselige panormabilleder.
Brugeren kan så vælge, hvilket teleskop de vil se igennem, blandt andet Hubble, Chandra-røntgentelskopet, Spitzers infrarøde teleskop. Herudover kan man springe frem og tilbage i tiden for at beskue planeternes positioner, samt betragte universet i forskellige bølgelængder.
Worldwide Telescope indeholder også data for kortlægninger af hele himlen indsamlet under Two Micron All-Sky Survey og Infrared Astronomical Satellite Survey-programmerne.
Man kan også følge foruddefinerede, guidede ture, som Microsoft har oprettet i samarbejde med astronomer fra flere større universiteter og planetarier. De indeholder både fortælling, musik, tekst og billeder. Man kan ifølge Microsoft også selv lave rundvisninger på nattehimlen som kan deles med andre.
Ved præsentationen sagde Microsofts stifter og bestyrelsesformand, Bill Gates, at han håber Worldwide Telescope kan være med til at inspirere unge mennesker til at kaste sig over astronomi og udforske himlen. Samtidig kan det måske også hjælpe forskerne i deres jagt på at forstå Universets opbygning.






