Man læser ofte om, at et apparat til test - det kan være en transducer eller et stykke elektronik - at det ændrer karakter det første stykke tid efter ibrugtagning fra jomfruelig tilstand.
Af egen erfaring kan jeg berette om et sæt Onken Focal højttalerne jeg havde for godt tyve år siden - købt som nye.
Hvis jeg ikke havde vidst, hvordan de skulle og kunne lyde, havde jeg fået et slagtilfælde, da jeg tog dem i brug. De lød forfærdeligt og der skulle gå et par uger, før lyden holdt op med at være hård, mekanisk, mudret og - ja mærkelig.
Har man travlt med at få nye højttalere til at lyde godt, så monterer man dem i modfase, stiller dem tæt med front mod hinanden, sætter CD spillen på repeat, skruer godt op og tager i sommerhus weekenden over.
En pick-up kan også have brug for tilspilning. 
Og det er til at forstå, selv hvis man kun har en intuitiv viden om mekanik - for nålefanens bevægelser kontrolleres normalt af noget dæmpemateriale, som skal "sætte" sig, blødgøres eller hvad der nu mere præcist sker.
I princippet samme problemstilling med en højttaler, hvor især kantophæng nyder godt af fysisk massage.
Men elektronik - hvorfor skal det tilspilles? 
Hvorfor beretter anmelderne om nødvendig tilspilning, hvorfor sætter de seriøse fabrikanterne forstærkerne op til "burn in" inden de ryger ud til kunderne? Jeg kan forstå det ud fra et ønske om kvalitetskontrol, justering af bias DC-offset mv., men lyden...?
Kan ovenstående erfaringer bekræftes? Har nogen af jer bemærket en sådan effekt, og hvis ja, da:
Hvorfor har elektronik brug for at blive "spillet til"? Hvad sker der med komponenterne? At en halvleder kan ændre karakteristika ved blive varmet op, det kan jeg forstå - en (effekt)transistors linearitet kan som bekendt ændre sig som funktion af strømmen igennem den - men har den også en "hukommelse", så det gør en forskel, at den har prøvet det før? Tanken forekommer mig knap rimelig.
Belær mig...
31. jan 2009 kl 18:21
Ud over mekaniske dele, kan jeg kun forestille mig lytter, som måske kan ændre sig i den første tid.
Noget HiFi udstyr har nogle meget solide lytter, og jeg kan forestille mig, at der sker noget kemisk inde i dem, når de sættes under spænding og strøm.
Burn in i øvrigt er nok mest for at tage initialfejl/montagefejl, og burde vel ikke være nødvendigt hvis man har styr på produktion og leverandører, men det giver i visse tilfælde en ekstra sikkerhed.
31. jan 2009 kl 22:09
Du har vist gang i noget her kære Ole, hvor du angriber toppen af isbjerget - der er på enhver tid utallige slagsmål imellem dem med 'de gyldne øre' om emnet.
Nogle mennesker (o/oo) i populationen har medfødt en fantastisk hørelse bl.a. 95-99.9% rent gehør, 20-30 års daglig træning for udøvende musiker..
Dele er helt korrekt nogle materialer, som via tolerancer og via hyppigt brug ændres til det bedre eller ringere.. gummi/kunstgummiprodukter m.fl., elektrolytten som nævnt, konstant for høj temp. for halvledere.. slidtagen på rør, hvis man er til 'vintagelyd'..
Din hjerne er hørelsen (ikke de to paraboler) - den har 1000'der års vane med at signalbehandle og opbygge rationelle vaner i hjernen for 'din' lyd..
Med tre ubekendte i spil er alt muligt.
Udefra kan jeg/andre ikke bedømme om din Focal lød græsselig ved modtagelsen og senere smukt, da du havde vænnet dig til den, eller den måske var lidt stiv i ophængene og manglede lidt gymnastik ;-)
Måske har din hjerne/hørelse hang til 'Engelsk Sound' (vane), og så vil du systematisk ændre på stumperne, indtil du rammer din smag.
Når en hifi-freaks dyrker tilspilning af kabler, polerer sikringer, fjerner plasticovertræk på komponenter, ruller signalleder i linolie + indisk bomuld og 1000-tals lignende voodoo, så er der ren uvidenhed og tidsfordriv.
31. jan 2009 kl 22:38
Secrets from Tweakers Corner..
My 6550s are NOS Macaroni's. Tesla himself pounded the plates out of sheet aluminum on a dolly that he got from old man Ferrari. They are filled with nitrous oxide. Tommy Edison himself QC'd them in building 23 in Schenectady.
And all my capacatators are real special. I use excloosively Mama Minguini's which are Sprague Little Chiefs made under licence in an underground Black Cat factory that was abandoned in Anzio at the last second in 1944. These have a palpable sound of air that you can plainly hear over 30kHz. Color wise, you can't miss them. They are wrapped with vintage red and white checkerboard tablecloth, complete with gravy stains, that were originally used in Don Choo Choo's estate in Corleone - you know in the movie G1.
But.. if you have the great privelege often to play or listen to instruments in live performances, then you know the actual sound of these instruments - and also that any system made only a pale idea of the real sound.
As we say in Italian: "Ma whaddaya gotz?"
Now you know. Capisci ?
Mennesket er ligeå dygtig til tilpsning som alle andre dyr. Hvis noget virker "forkert", og vi udsættes for det længe nok, kan vi ubevidst ændre vore referencer, til det er "rigtigt". Således sker det i.m.h.o. med elektronik, som ikke ændrer sig i mange år, hvis den er designet rigtigt.
Med højttalere er det anderledes. Allan Twaites gav for 25+ år siden en god forklaring på tilspilning: En højttalermembran vil bryde op ved høje frekvenser, og på de steder vil pappet (det mest almindelige materiale dengang) blive tykkere og svampet. Derved dæmpes effekterne af opbrydningen, og frekvensgangen blive mere ret (kan man måleteknisk eftervise).
Mener også selv at have oplevet at lyden ændrer sig fra når udstyret bliver tændt og til det har været tændt længe.
Nogen gange til det bedre, andre gange til det værre.....
Øret er også et mekanisk system, så det er vel ikke utænkeligt, at der kan ske en ændring her?
I digital elektronik er en anden mekanisk komponent, det krystal, der indgår i clock oscillatorerne.
De er i høj grad følsomme overfor både varme og mekanisk påvirkning.
Med hensyn til højtalere, er der her noget interessant, hvor man har spurgt mange fabrikanter om deres holdning til burn-in:
http://www.matrixhifi.com/ENG_....htm
01. feb 2009 kl 15:04
Mon ikke vi alle, som LYTTER til musik, oplever, at vi også skal varme op, før vi rigtigt kan "fornemme" instrumenterne, perspektiv, klange etc. Dette uanset om vi taler om live-udøvelse, eller via hi-fi anlæget. Jeg har det ihvetfald sådan, at de første numre er præget af skinger lyd og rodet perspektiv. Herefter falder tingene stille og roligt på plads. Mon ikke der er tale om mindst to årsager. 1: Man skal "komme til stede". 2: Man indstiller sine lytteorganer til at høre det man forventer.
Du har så meget ret.
Peter Bastian skriver i sin bog "Ind i musikken" (en bog om musik og bevidsthed, fra Gyldendal):
"Frekvenser er forudsætningen for toner ligesom mad er forudsætningen for liv, men selv den mest raffinerede analyse af maden fortæller intet om hvordan den smager, endsige hvordan det føles at være levende."
Han skriver også meget andet godt om sammenhængen mellem det rationelle og det oplevede, inden for musikkens verden. Så tak, fordi jeg lige blev inspireret til at tage bogen ned fra hylden...
Jeg skal på ingen måde benægte, at man som lytter kan vænne sig til en lyd, som man i begyndelsen oplever som "påfaldende/anderledes" (Jeg forsøger at finde en neutral formulering).
Da jeg flyttede fra et stort lytterum med højt til loftet til et mindre tog det mig nogen tid at vænne mig til det mindre luftige lydbillede. I dag bemærker jeg det knapt.
Jeg kan naturligvis ikke "bevise", at det er samme fænomen der har været på spil med mine Onken/Focal - men det mener jeg nu ikke.
Forud for anskaffelsen hørte jeg dem hos en forhandler - med stor grundighed. Nyopstillede lød det nyindkøbte sæt meget anderledes. Jeg er ikke i tvivl om, at de ændrede karakter i løbet af den første uges tid eller så.
Af samme grund sørger flere fabrikanter for tilspilning.
I øvrigt var jeg i en del år kunde hos Alan Twaites - han ved meget om højttalerneheder - hans påstand understøttes (formentlig) også af Steen Duelunds undersøgelser om opbrydningsmønstre i membraner.
Det er en spændende debat du har startet:-) Jeg mener at kunne huske et råd om at nedfryse cd-skiver, som dermed skulle ændre deres "krystallinske struktur" på en gunstig måde for lytteoplevelsen.
Men jeg må også indrømme, at bortset fra noget højttalertilspilning sidst jeg købte (B&W) højttalere, så har jeg med mine iøvrigt beskedne elektronikenheder ikke kunnet konstatere hørbare forbedringer som tiden gik - tværtimod lød min gamle Pioneer-forstærker markant dårligere, da den tabte pusten i en alder af 21 år.
Mvh
/kurt
Jeg spiller derhjemme på elektronik af forbavsende høj alder - strømforsyningen i min effektforstærker (overdimensioneret og (oprindelig) af ypperlig kvalitet) nærmer sig de 18 år.
Det kan jeg ikke høre, og det er ellers her, der skulle kunne ske noget, med udtørring af elektrolytterne - men det er måske så heldigt, at min hørelse og min elektronik forfalder i samme tempo. ;-)
Summa summarum: jeg har ikke selv hørt elektronik, der blev bedre med tiden - men omvendt har jeg oplevet, at er skidtet konstrueret ordentligt, kan det holde forbavsende længe. Min forforstærker er 22 år gammel, potmeteret er lidt slidt, men ellers er den i fin form.
Det med via nedfrysning at påvirke den krystallinske struktur har også fundet andre veje ind i audioverdenen. Det hele startede vist under WW2, hvor man fandt ud af, at cryogenbehandlede metaller havde større modstandsdygtighed over for slid, noget der vist senere er brugt i udstrakt grad i rumfartsindustrien.
I audiosammenhæng påstås cryogenbehandlet kobber at have lavere resistans end alm. kobber, og ifølge en af de fabrikanter, der benytter sig af crygenbehandlet kobber (Audiovector), kan man absolut høre forskel.
18. feb 2009 kl 19:22
»Nydelsesfulde gode toner«, fra et hi-fi anlæg, har jeg nu opdaget hemmeligheden bag: Man skal »stemme« sit anlæg, som om at det er en slags klaver.
Tricket er således: Man udvælger en tone (en frekvens) som man med sine ører tydeligt (lettest) kan høre, at rummet forstærker den, dvs. at der er en stående bølge. En sådan skal man dæmpe, og i mit tilfælde var det 100 hz, som jeg dæmpede med 4 db (efter en hel del afprøvninger af musik med kontrabasser og dybe klavertoner). Og så: Tricket er, at man også dæmper den fordoblede frekvens, i mit tilfælde 200 hz, og 400 hz, 800, 1600, 3200, og så videre. I mit anlæg har jeg kun fem frekvenser at kunne dæmpe eller forstærke, jeg udvalgte de vigtigste, og disse endte jeg med at dæmpe med 2 db hver, og dertil forstærkede jeg den halve frekvens af den dybeste, dvs. 50 hz i mit tilfælde, som jeg forstærkede med 6 db (anlægget er ikke stærkt i dybden). Samtidig indstillede jeg equalizeren, så dens fem frekvenspunkter påvirker kun meget smalt omkring hvert punkt.
Resultatet er fantastisk, intet mindre. Der er nu en tonal idyl, som jeg ikke mindes, at jeg før har fået, nogensinde. Idyllen ligefrem synger, når et orkester er stort, dvs. mange arter af instrumenter. Lyrik, varme, musikalitet, blidhed, dybdeperspektiv, bank i dybdetoner, ørerne nyder det nu, fordi, åbenbart, at ørerne kan høre, at lyden nu er stemt.
Det store trick er velsagtens: At man begynder med at anbringe højttalerne i rummet, så man får fat i en stående bølge som equalizeren rent faktisk evner at ramme, dvs. dæmpe meget præcist. Dermed vil der måske være en chance for, at equalizerens andre justeringspunkter kan ramme (og dæmpe) nogle af de fordoblede og flerfordoblede frekvenser.
I øvrigt: Jeg har før skrevet om det, at det er meget vigtigt at man IKKE anvender en cpu's strømsparefunktioner i BIOS, hvis lyden kommer fra et lydkort i en computer. Der er stor forskel i lydkvalitet, i hvert fald i min computer, hvori der sidder en quadcore cpu fra Intel, efterhånden et par år gammel. Hvorfor, at strømsparefunktioner ødelægger lyden, ved jeg ikke, jeg kan bare høre det. Samtidig, som er barokt, giver disse strømsparefunktioner kun ganske få procent besparelse i strøm, hvis man anvender dem. Altså: Slå dem fra.
21. feb 2009 kl 20:19
Jeg fik ikke forklaret om hvorfor, denne metode. Problemet er, for mig, når jeg søger at indstille equalizeren, at det er vanskeligt at finde den korrekte indstilling til hvert frekvensbånd, bortset fra i de allermest tydelige områder, som for mig især er nede i basområdet hvor en typisk akustisk bas spiller sine toner. I de øvrige områder er marginalerne mindre, eller, måske er der store forskelle imellem indspilninger af musik, og da især hvis også gamle klassiske indspilninger af fx Sibelius symfonier skal lyde godt. I hvert fald: Hvis jeg justerer på kun ét frekvensbånd ad gangen, kan jeg kun lytte mig frem til, hvilken indstilling af fx "2000 hz" der lyder mindst forkert, givet den musik som jeg netop da lytter til. Deraf det brugbare hvis jeg i stedet anvender forsøgvise opskrifter, dvs. metoder, for så får man foræret en cirka instilling af samtlige bånd på én gang, og da opdager ørerne lettere, om der er sket en samlet optimering. Dvs, om der er fremkommet et tonalt vidunder af varm og positiv lyd, eller ej.
76
