Huse, der revner, veje, der forsvinder eller ligner pukkelpiste og landingsbaner, der langsomt undermineres.

Klimaforandringerne sætter allerede i dag sine tydelige spor på Grønlands infrastruktur og byggeri. Stigende temperaturer får permafrosten i jorden til at tø, og dermed skrider fundamentet under huse og veje.

I løbet af de seneste 30 år er temperaturen i området omkring byen Sisimiut på Grønlands Vestkyst steget med en grad, og nu slår forskere alarm.

»Husene sprækker, hvis ikke de er bygget på grundfjeldet, og vejene revner og buler op. Vi skal i gang nu, hvis vi skal redde vejene«, siger professor Arne Villumsen fra Center for Arktisk Teknologi ved DTU.

I arktiske egne siger tommelfingerreglen, at en grads temperaturstigning får permafrosten til at trække sig med 20 til 25 centimeter i dybden. Permafrostlagene indeholder skorper af ren is, som kan udgøre helt op til 80 procent af volumen, og når det tør, sætter jorden sig.

Samtidig udvides det såkaldte aktivlag, som hver sommer tør op og bliver til et pløret lag af ler og jord uden bæreevne.

Jorden under veje og for eksempel landingsbaner er særlig udsat, fordi de ofte snefri overflader tiltrækker varmen, og dermed resulterer i store sætningsskader.

Veje køles med CO2
Ifølge en rapport fra DMI om klimaforandringer på Grønland vil temperaturen i perioden 2021-2050 stige med mellem tre og fire grader, men på vestkysten vil temperaturen stige med seks grader. Sådanne stigninger vil få permafrosten til at trække sig med mellem to til tre meter under veje og huse.

»Når det sker, vil vejene skulle lægges om i de dele af Grønland, hvor der i dag er permafrost. Indtil da må vi klare os foreløbigt ved hjælp af forskellige tekniske løsninger,« fortæller Arne Villumsen.

Mulighederne for at afkøle veje og landingsbaner er mange. En af de teknisk spidsfindig metoder går ud på at lægge bøjede, CO2-fyldte rør ned i vejen for hver fire-fem meter.

CO2 har et kogepunkt på minus 12 grader Celsius, og derved vil gasarten om vinteren fortættes og blive til væske i den del af røret, der ligger nærmest den kolde luft.

Væsken vil derefter løbe ned i det underliggende rør, og derved får man transporteret kulde ned i vejen. Løsningen er blevet brugt under olieledninger i Alaska og jernbaner i Tibet.

»Metoden er meget dyr og bliver kun brugt, hvor man kun vil acceptere et absolut minimum af sætninger. Normalt bruges den ikke under veje, men man kunne tænke sig, at man brugte den på landingsbanen i Sønderstrømfjord,« siger ph.d.-studerende Anders Stuhr Jørgensen, der arbejder med vejbygning i arktiske egne.

Landingsbane malet hvid
Han peger på billigere løsninger for det grønlandske vejnet. En af dem hedder Luxovit eller mørke flintsten, der har været en tur i højovne ved 1.200 grader celsius, og derfor er blevet kridhvide.

Når Luxovit, der produceres af Luxol nær Thisted, blandes i traditionel asfalt, reflekterer asfalten sollyset, så asfaltbelægningen og vejens bærelag ikke varmes op.

At det hjælper med hvide varmeafvisende overfalder, er landingsbanen nær Sønderstrømfjord et godt eksempel på. Her blev der i 2002 malet en hvid plet på asfalten, og det har foreløbigt betydet, at permafrosten har holdt sig en meter tættere på jordoverfladen end i de områder, som ikke er blevet malet. I Thule er hele landingsbanen derfor også malet hvid.

Stenblokke ventilerer
En anden løsning, som ifølge Anders Stuhr Jørgensen, bliver brugt i stor udstrækning i Canada og Alaska, går ud på, at holde vejen udluftet. Ved at lægge store stenblokke som vejens bærelag i stedet for grus, og anlægge rør i vejens sider, får man ventileret vejkonstruktionen.

»Generelt kan sådan en løsning reducere optøning med 20 til 25 procent. Det forlænger en vejs levetid markant, og derfor gælder det om at tænke klimaforandringerne ind i alle nye vejanlæg. De eksisterende skal lægges om fra grunden engang, når sætningsproblemer bliver for store,« siger Anders Stuhr Jørgensen.

De fleste huse på Grønland er bygget direkte på grundfjeldet. Men dem, der er bygget direkte på permafrosten, er udsat for store sætningsskader.

På militærbasen i Thule har gulvet sat sig med op til to meter i et par flyhangarer. Værst ser det dog ud for de huse, som er bygget halvt på grundfjeld og halvt på permafrosten.

»Her sker der det, at husets ene halvdel sætter sig om sommeren. Isen smelter og bliver til vand, som fryser igen om vinteren. Det hæver halvdelen af huset op igen,« forklarer Arne Villumsen.

Skal sådanne huse reddes, kræver det en bedre pilotering. Et særligt tiltag er pæle med køleelementer, der kan fryse jorden omkring dem, så permafrosten holdes intakt.