Husfabrikker taber stort på boligmarkedets styrtdyk
Faldet i boligbygggeriet slår direkte igennem på bundlinjen hos de husfabrikker, som ellers skulle være fremtiden for dansk byggeri. Eneste udvej er at satse på eksport, mener Teknologisk Institut.
Husfabrikken Hjem A/S havde håbet at sælge 300 huse, men det blev kun til 120. Nu sætter virksomheden blandt andet sin lid til det norske marked.
Eksterne links
Byggeboomet efterfulgt af det bratte fald i boligsalget i 2007 presser flere danske husfabrikker.
Industrialiseret byggeri er ellers blevet udråbt som løsningen på flere af de problemer, der har plaget den danske byggebranche - mange fejl og høje omkostninger. Alligevel ramte nedturen også de virksomheder, der bliver betragtet som landets mest avancerede.
Overskuddet i Hjem A/S, der åbnede sin typehusfabrik i 2004, er således halveret til fem millioner kroner, mens Danmarks største husfabrik, Danhaus i Esbjerg, endte med et underskud, der var endnu større end de knap to millioner kroner, som virksomheden tabte i 2006. Danhaus har ikke offentliggjort regnskabet fra sidste år og ønsker ikke oplyse det præcise tab. Men det ser ikke godt ud, fortæller administrerende direktør Jens Bollerup.
»Vi kom for sent i gang med at udvide produktionskapaciteten. Da vi var kommet op at køre, gik markedet ned. Det betød, at vi havde for dårlig kapacitetsudnyttelse fra efteråret 2006 til foråret 2007.«
Boligbyggeriet er ifølge Dansk Byggeri faldet fra 32.000 i 2005 til 19.000 i 2008. Hjem A/S i Herning er lige som Danhaus blevet ramt af de høje faste omkostninger, der følger med industriel produktion. I 2007 indviede midtjyderne en ny fabrik. Kapaciteten er 300 huse årligt, men der bliver kun solgt 120 huse.
»Vi havde forestillet os, at den vækstkurve, vi lå på, ville fortsætte noget længere. Men markedet i dag er halveret i forhold til 2006,« erkender direktør Torben Andersen, der i efteråret 2007 måtte afskedige 40 mand, så der i dag er 90 tilbage.
Sverige lider endnu mere
Presset på det industrialiserede byggeri har kostet endnu mere i Sverige. I disse dage bliver lyset slukket for sidste gang i NCC's husfabrikker i Hallstahammar og Solna. Efter at have investeret cirka en milliard svenske kroner kastede NCC håndklædet i ringen i november sidste år.
I februar i år gav en af NCC's konkurrenter, Open House, så op og lukkede sin fabrik ved Malmø. I Sverige er det ifølge arkitekt Ivar Moltke, Teknologisk Institut, dog stadig 85 procent af boligbyggeriet, der bliver fremstillet industrielt.
Lyspunkter for modulbyggerne
I Danmark er der også lyspunkter for modulbyggerne.
Scandi Byg, der ud over mandskabsvogne og pavillonbyggeri også leverer kontorer, institutioner og skoler i modulbyggeri, kom ud af 2007 med nøgletal, der stort set alle var dobbelt så gode som moderselskabet MT Højgaard. Resultatet før skat på 12,4 millioner kroner gav en overskudsgrad på 8,2, mens MT Højgaard havde en overskudsgrad på 1,7.
»Nu er vi selvfølgelig små i forhold til mange af de andre på markedet, så vores produktion er lettere at styre. Omvendt mener vi også, at vi har et produkt, der er lettere at styre, når der er så meget gang i byggeriet, som der har været,« siger direktør Jesper F. Hoffmann fra fabrikken i Løgstør.
Scandi Byg holder sig langt væk fra enkeltboligbyggeri. Og det har vist sig at være en god strategi.
»Vi kan se, at det nu er erhvervsbyggeri og skoler og institutioner, der rykker,« siger Jesper F. Hoffmann.
Scandi Byg har mindsket risici ved at opbygge kompetencer til at kunne levere til flere segmenter. Hos Hjem mener man derimod, at vejen frem er at reducere omkostningerne. Direktør Torben Andersen fortæller, at kvadratmeterprisen på 8.000 kroner skal fastholdes igennem lean-arbejde samt produkt- og markedsudvikling.
»I dag er vi værdiskabende 72 procent af tiden. Og jeg er først tilfreds, når vi er oppe på 95 procent. Der er meget spild i byggeriet, så der er meget vi kan hente.«
Eksport er vejen frem
Desuden vil både Hjem og Danhaus mindske deres konjunkturfølsomhed ved at gå ind på nye markeder. Hjem opfører det første hus i Norge i år, mens Danhaus, der i forvejen eksporterer store dele af produktionen, både satser på mere eksport og leverancer til danske projekter som Lalandia-projektet ved Legoland, fortæller administrerende direktør Jens Bollerup.
»Rusland er et meget interessant marked for os. Vi eksporterer et par huse om måneden til Rusland, og hvis eksporten vokser, kan det være, at vi på længere sigt skal starte lokal produktion derovre.«
Baseret på fyldte ordrebøger i 2008 og ordreindgangen til 2009 forventer Jens Bollerup sorte tal på bundlinjen i år. Og eksport er den eneste vej frem, mener Ivar Moltke fra Teknologisk Institut.
»Nybyggeri udgør omtrent en procent af den samlede bygningsbestand, så hvis efterspørgslen falder en procent, bliver bunden slået ud af markedet. Den eneste måde, man kan overleve på, er ved at få gjort modulerne så små, at det er realistisk at sælge dem over hele verden.«











