Hvad er det rigtige valg af projektledelse i byggebranchen?
Avin Salih er oprindeligt uddannet bygningsingeniør og vil nu gerne prøve kræfter med projektledelse inden for byggeri. Han er i tvivl om, hvilken retning han skal vælge.
"Hej Efteruddannelsespanel
Jeg har siden oktober sidste år arbejdet som byggesagsbehandler i en kommune. Jeg har en bygningsingeniør-uddannelse fra Irak fra 1993. Jeg kunne godt tænke mig at få efteruddannelse, så jeg kan specialisere mig inden for et bestemt område inden for projektledelse af byggeri, fx. inden for energi, brand eller konstruktion. Hvilken efteruddannelse kan være relevant for mig"
Annette Winkel Schwarz, udviklingsdirektør på videnspredningsområdet, DTU og medlem af Ingeniørens Efteruddannelsespanel svarer:
"Kære Avin Salih
En mulighed kunne være DTU's åbne uddannelse til Master i Brandsikkerhed. Uddannelsen er rettet mod personer, der skal lede og koordinere brandtekniske opgaver i private og offentlige virksomheder.
Undervisningen er tilrettelagt som kursusmoduler, der for de fleste kursers vedkommende, kan tages i vilkårlig rækkefølge (dog er der for kurserne Funktionsbaserede brandkrav, Anvendt brandteknik-del1 og IT-brand opsat specielle krav, som anbefales/forudsættes inden optagelse på kurset), eller kurserne kan følges enkeltvis som efteruddannelse.
Følges alle moduler, vil uddannelsen typisk vare 4 halvår (semestre) med en arbejdsbelastning svarende til halv tid. Undervisningen foregår i udbredt grad som fjernundervisning via Internettet.
Læs videre på www.byg.dtu.dk
Med venlig hilsen
Annette Winkel Schwarz"
Spørg om efteruddannelse er i dag redigeret af Tine Havkrog Brandenborg, thb@ing.dk.





