Lav skat får medarbejderne til at vælge CO2-svinende firmabiler
Det kan bedre betale sig for de danske firmabilister at vælge en benzinbil med et stort CO2-udslip end en dyrere diesel- eller hybridbil med lavere udslip. Bilbranchen kræver afgifterne ændret, men det afviser skatteministeren.
Sådan en VW Passat, som der blev solgt 333 af herhjemme alene i december, vejer godt halvandet tons med mindste dieselmotor, en stærkt medvirkende årsag til det mærkets stigende brændstofforbrug. (Foto: VW)
Læs også
Læs mere om
Klassiske benzinbiler som VW Passat, Toyota Avensis og andre modeller i Ford Mondeo-klassen er stensikre hit, når medarbejdere shopper efter firmabiler, selv om tilsvarende dieselbiler er billigere i drift og i gennemsnit udleder 25 procent mindre CO2.
Valget hænger sammen med, at firmabilsbrugerne årligt udelukkende beskattes ud fra bilens værdi med 25 procent op til 300.000 kroner og med 20 procent af den del af værdien, der overstiger 300.000 kroner.
Da benzinbilerne er billigere end både dieselbiler og hybridbiler, får køberne intet økonomisk incitament til at vælge miljørigtige biler. Tværtimod.
»Hvis politikerne ønsker at skrue ned for bilernes CO2-udslip, skal der penge på bordet. Ellers sker der ikke noget,« siger Preben Kjær, adm. direktør i Danske Automobilforhandlere (DAF), til Børsen.
Den britiske kosmetikkæde The Body Shop er kommet i klemme i beskatningsreglerne. Kæden har som en del af sin klimaprofil valgt, at alle firmabiler skal være hybridbiler. Den strategi fungerer i alle lande – bortset fra Danmark.
»Vi er i en situation, hvor den danske skattepolitik underminerer miljøet. Vi vil gerne betale ekstra for en hybridbil, men vi kan ikke tvinge medarbejderne til at påtage sig den ekstra omkostning,« siger adm. direktør for The Body Shop i Danmark og Sverige Mark Hermann til Børsen.
Trods kritikken afviser skatteminister Kristian Jensen (V) at pille ved beskatningen.
»Der er miljømæssigt ikke forskel på, om en bil er en firmabil eller ej. Derfor er det mest miljømæssigt at lave incitamenter der, hvor de gælder for alle biler og ikke kun for firmabiler. Det er i afgifts- og ikke skattesystemet,« siger Kristian Jensen til Børsen.






