/energi

Aarsleff bygger fundamenter til Lollands nye havmøller

Den danske entreprenør Aarsleff løb med ordren på 90 fundamenter til havmølleparken Rødsand 2. I slutningen af 2009 skal fundamenterne stå klar, og i 2010 snurrer møllerne.

Af Thomas Djursing, tirsdag 06. maj 2008 kl. 14:31

Den danske entreprenør Aarsleff begynder med det samme at bygge fundamenterne til vindmøllerne på Rødsand 2, en ny havmøllepark ud for Lolland. Aarsleff har vundet ordren på fremstilling og installering af 90 betonfundamenter sammen med tyske Bilfinger Berger.

Hvert fundament har en vægt på 1.300 tons og udføres som betonsænkekasser med ballast, der skal stå på havbunden i 5 til 12 meters dybde, skriver Aarsleff i en pressemeddelelse.

Aarsleff byggede også fundamenterne til den første havmøllepark på Rødsand i 2003 og udfører i øjeblikket 92 fundamenter til havmølleparken Horns Rev 2 i Nordsøen.

På Rødsand II vil møllerne blive installeret mellem november 2008 og december 2009, mens selve møllerne skal sættes op i 2010.

Havmølleparken kommer til at ligge kun fire kilometer vest fra den eksisterende vindmøllepark på Rødsand, Nysted Havmøllepark. Når Rødsand II begynder at snurre, vil den årlige elproduktion dække to procent af det samlede danske forbrug.

Aarsleff konkurrerer hovedsageligt med danske MT Højgaard om ordrerne på fundamenter til havmøller. MT Højgaard byggede fundamenterne til den første havmøllepark i Nordsøen og har fået en række ordrer ved Storbritannien.



09. maj 2008 kl 00:41

Uffe Korsbech

1% til DK og 1% til udlandet

Artiklens tekst fortæller, at

" Når Rødsand II begynder at snurre, vil den årlige elproduktion dække to procent af det samlede danske forbrug. "

Ville det ikke være korrektere at skrive:

---. vil den årlige elproduktion SVARE TIL to procent af det samlede danske forbrug. ?

Erfaringerne fra de foregående år peger jo på, at op mod halvdelen af den producerede vind-elektricitet bliver eksporteret, fordi den ikke kan udnyttes i DK.

Alternativt kunne man skrive:

Når Rødsand II begynder at snurre, vil den årlige elproduktion dække ca. en procent af det samlede danske forbrug, og en tilsvarende mængde el forventes eksporteret.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk