Tyske grundejere kan forhale Femern-broen med 10 år
En sammenslutning af tyske grundejere har sammen med tyske naturfredningsforeninger indsendt klager over Femern-broen, som i første omgang forhindrer Tyskland i at underskrive aftalen med Danmark. I sidste ende kan hele byggeriet blive udskudt med 10 år.
Tyske grundejere ønsker ikke Femern-broen i deres baghaver. Det kan udskyde byggeriet, som bliver mindre rentabelt i takt med at råstof- og energipriser stiger.
Læs også
-
Trafikforskere: Femernbro er en unik chance for at få højhastighedstog
Læs mere om
Den kontrakt som Tyskland og Danmark skal indgå for at opføre Femern-broen, bliver forhalet af tyske grundejerforeninger, der sammen med grønne organisationer i Tyskland spænder ben for byggeriet.
Stridspunktet er ifølge den nordtyske radiokanal NDR 1 betingelserne for at opføre landanlæggene på den tyske side. Grundejerne har derfor bebudet klager, der kan ende med at sylte byggeriet i op mod ti år, oplyser NDR 1.
Foreløbig er det ifølge radiostationen end ikke lykkedes at gøre et udkast til kontrakten mellem de to lande klar endnu. Papiret skal ellers være helt færdigt inden sommerferien, så det kunne underskrives i løbet af sommeren.
Nu oplyser erhvervsminister Dietrich Austerman (CDU) fra delstatens Schleswig-Holstein til NDR, at kontrakten først kan ligge klar til efteråret.
Forsinkelserne er en torn i øjet på EU's trafikkommissær, Jacques Barrot, der for to uger siden opfordrede Dietrich Austermann til at sætte tempoet i vejret.
I Tyskland lyder også flere og flere advarsler om, at økonomien i Femern-broen, som Danmark har lovet at betale, ikke hænger sammen. Borgmesteren for øen Femern, Otto-Uwe Schmiedt (løsgænger), hævder endda ifølge NDR, at tvivlen om broens økonomiske gevinster vokser i Danmark. Han vurderer, at prisen for at køre over broen og betale benzinen for den tur bliver dobbelt så høj som en færgebillet i dag.
Ifølge en trafikrådgiver hyret af den tyske naturfredningsforening Nabu er udgifterne til broen sat for lavt. På grund af stigninger i råstofs- og energipriser vurderer trafikrådgiveren, at omkostningerne kommer til at ligge godt 75 milliarder kroner højere end oprindeligt beregnet. Det har det danske trafikministerium dog afvist.
Byggeriet på Femern-broen skal efter planen starte i 2011. Broen skal være opført i 2018. Prisen bliver ifølge de officielle budgetter knap 42 milliarder kroner.






